For tidlig udløsning indebærer at manden får orgasme straks efter eller endog inden penis føres ind i skeden. Hvis for tidlig udløsning forekommer ofte, kan det virke frustrerende for begge parter og føre til impotens hos manden og mindsket seksuel interesse hos kvinden. En mand som ikke tidligere har haft det problem kan få det i forbindelse med en infektion som for eksempel prostatabetændelse eller betændelse i urinrøret (se Urinrørsbetændelse hos mænd ) eller en sygdom i nervesystemet. I de fleste tilfælde skyldes for tidlig udløsning dog psykiske faktorer. Kontrollen over sædudtømningen opnås efter en indlæringsperiode, næsten på samme måde som man lærer at kontrollere blæren og tarmen. Hvis mandens første seksuelle erfaringer er forhastede og præget af skræk, kan indlæringsforløbet forsinkes og blive besværliggjort af nervøsitet over ikke at kunne gennemføre samlejet.
I begyndelsen af et seksuelt forhold er for tidlig udløsning så almindelig, at det nærmest kan betragtes som normalt. Efterhånden som forholdet udvikles plejer de fleste mænd at få kontrol over sædafgangen. For tidlig udløsning er dog formodentlig nok det almindeligste seksuelle problem hos mænd.
Forholdsregler
I begyndelsen af et seksuelt forhold behøver man ikke at blive urolig over problemet, da det plejer at løse sig af sig selv. Hvis problemet bliver ved, bør man tale med sin partner om det og forsøge at arrangere sig, så man kan være afslappede før og så uforstyrrede som muligt under samlejet. Hvis man ikke kan løse problemet sammen med sin partner, kan man søge læge for at få hjælp.
Parterne kan her rådes til at afholde sig fra samleje et stykke tid og i stedet udvikle andre former for kropskontakt. Når manden i denne sammenhæng nærmer sig orgasme, kan denne forsinkes ved at man klemmer hårdt rundt om penis op til glans i cirka 15 sekunder. På denne måde forsvinder også erektionen. Denne øvelse bør gentages regelmæssigt for at få stadig større kontrol over udløsningsmekanismen. Efter et stykke tid kan parret atter begynde at have samleje. Øvelsen plejer at give gode resultater og kan gentages efter behov.