Forstoppelse et stigende problem Artikel
De fleste kender historien om hovedet og endetarmen, der diskuterede, hvem der var vigtigst for organismen. Diskussionen blev afsluttet, da endetarmen bekendtgjorde, at den nu ville lukke af, hvorefter hovedet svarede, at det i så fald ville gå amok. Det er med andre ord ikke en spøg, når vi ikke kan komme af med afføringen.
Der er da også en grund til, at et af vore basale behov netop er at komme på potten. Der er endda de folk, der vil hævde, at kan man ikke komme af med afføringen, er man ikke rigtig i stand til at leve.
Men hvor går det så galt når flere og flere får afføringsbesvær og hvad kan man gøre ved det?
For at have et godt afføringsmønster spiller flere faktorer ind. Vi ved, at kosten og levevisen er særdeles vigtige.
For at forstå mekanismen bedre og derigennem kunne sætte ind ved eventuelle problemer er det på sin plads at vide lidt om funktionen af afførings mekanismen.
Hele vort fordøjelsessystem er opbygget af muskulatur, der undtaget muskulatur øverst i spiserøret og svarende endetarmens lukkemuskel ikke er underlagt viljens kontrol. Muskulaturens påvirkning sker derimod via et automatisk reguleret nervesystem, som til et hvert tidspunkt er påvirket i relation svarende til systemets yderpunkter. Yderpunkterne for dette system er maksimal stresshormon og maksimal antistresshormon påvirkning. Hele fordøjelses systemet og dermed også afføringssystemet fungerer bedst på antistresshormon systemet.
Det er for de fleste et velkendt fænomen at holde på afføringen i specielle situationer. Gør vi dette for tit påvirkes den automatisk regulerede funktion negativt. Herudover kan vi påvirke den automatiske funktion ved at bruge viljemæssig kontrolleret bugmuskulatur, når vi forsøger at komme af med afføringen. Vi presser med andre ord afføringen ud. Gør vi dette for tit øger vi trykket i bugen og dermed trykket i venesystemet med risiko for hæmorrhoider til følge.
Det er med andre ord derfor ikke risikofrit i for høj grad at holde afføringen tilbage. Dette kan medføre en ond cirkel som betyder, at tiden for passage af indtaget føde gennem hele fordøjelsessystemet øges. Da tyktarmen foruden videre transport af afføring også reabsorperer vand kan afføringen blive hård og den onde ring er sluttet.
Nu kan man hævde, at det ikke betyder så meget, hvorlænge affaldsprodukterne i tarmen - afføringen - bliver i systemet. Gør man dette bør man reflektere over det faktum, at »naturligt« levende afrikaneres middel transittid gennem fordøjelsessystemet i 70'erne var 24 timer og vesteuropæers 36 timer. På daværende tidspunkt registreredes tyktarms kræft ikke blandt »naturligt« levende afri-kanere, medens dette i høj grad var tilfældet for vesteuropæere. Sammenhængen synes indlysende når man tænker på, hvad afføringen er - nemlig affaldsstoffer, som ikke er til gavn for kroppen. Det er med andre ord heller ikke i et sundhedsmæssigt skær uvæsentligt at kunne komme af med afføringen.
For at kunne føre afføringen i gennem tyktarmen skal muskulaturen fungere hensigtsmæssigt. Dette indebære, at den ikke må være for krampagtig - kendetegnet ved afføring med lille diameter - og ej heller uden funktion.
Et andet evident faktum er det forhold, at kvinder i højere grad end mænd har problemer med forstoppelse. Kan det hænge sammen med nogle af de foregående fakta? Svaret kunne besvares alene udfra det forhold, at kvinder generelt har flere problemer med at have afføring på for dem »fremmede« steder og som følge heraf hyppigere holder afføringen tilbage. Sidst men ikke mindst har kvinder generelt flere galde problemer, hvilket alt andet indebærer en risiko for resterende fedt i afføringen som kan forsæbe og dermed lave »hård« afføring.
Når alt dette er sagt, er det forståeligt, at levevisen og kosten er af stor betydning for afføringens konsistens. Vi ved da også idag, at ældre populationer i høj grad fokuserede på netop afføringens konsistens og farve samt hyppighed og regelmæssighed. I vort »sterile« samfund er samtaler endsige »udforskning« i herværende »livsnødvendige« emne da også tabu.
Af ovenstående kan vi nu forstå, at tarmindholdet, tarmvæggens muskulatur og vores organismes påvirkning af denne gennem det automatisk regulerede system har betydning for afførings mekanismen.
I dag råder vi til rigelige fibre i kosten og rigeligt med væske, for derigennem at øge afføringens volumen og indhold af vand, således at afføringen ender i potten uden at være hård. En anden fordel ved øget volumen af tarmindholdet er den positive virkning på tarmmuskulaturen. Vi råder herudover til motion, idet vi ved, at motion øger tarmmuskulaturens funktion. Herudover kan vi arbejde med ikke at holde tingene tilbage og fremfor alt ikke presse for meget. Det er jo pudsigt, at naturen har indrettet det så viseligt, at giver vi os tid på potten sker tingene normalt af sig selv. I denne forbindelse er det en »Guds Gave« at prøve mellemgulvs vejrtrækning. Det er således, at mellemgulvet ved sin sammentrækning nærmest »sparker« til tarmene og derigennem sætter peristaltikken igang. Man kan sagtens forestille sig, at det er den væsentligste virkning af motionen.
Hvad kan vi gøre? For mig at se ligger tingene lige for enden af os. Ved at vende sig om ligger svaret for næsen. Vi kan observere, det er jo uhensigtsmæssigt, hvis en forstoppelse »pludselig« kommer bag på os. Når vi så fornemmer at problemerne er ved at opstå kan vi korrigere fremfor alt gennem levevisen og kosten.
Er uheldet ude må vi ty til mere drastiske midler for at sætte tingene i gang. Det skal dog ikke være således, at vi jævnligt har behov for dette. Udover de egentlige afføringsmidler kan man bruge urter og urtete til at afhjælpe problemet.
De egentlige afføringsmidler kan groft delt op i midler, der ændrer tarmindholdets konsistens og midler, der påvirker tarmvæggens muskulatur.
De midler, der ændrer tarmindholdets konsistens kan igen deles op i 2 forskellige grupper, idet den ene gruppes virkning formidles gennem udsondring af tarmvægsvæske og den anden ved at holde på tarmindholdets væske via uabsorberbare indholdsstoffer.
Af midler med væskeholdende effekt kan nævnes Magnesia, som er et magnesiumsalt og Laktulose, som er et uabsorberbart kulhydrat samt Resultat Plus, som indeholder fibermidlet Skallin samt pektiner. Det sidste middel har desuden cholesterolsænkende effekt.
Af midler med overvejende væskesondrende effekt kan nævnes Vi-Siblin, som er skaller af hvide loppefrø
Sidst men ikke mindst findes midlerne med effekt på tarmvæggens muskulatur herunder kan nævnes Laxoberal, som øger tyktarmens peristaltik, således, at tarmindholdet hurtigere føres mod endetarmen.
Hvad angår de enkelte produkters egentlige beskrivelse, virkninger, bivirkninger indtagelsesformer, doseringer og kontraindikationer henvises til Apotekerne og firmaernes produktbeskrivelser.
De fleste kender historien om hovedet og endetarmen, der diskuterede, hvem der var vigtigst for organismen. Diskussionen blev afsluttet, da endetarmen bekendtgjorde, at den nu ville lukke af, hvorefter hovedet svarede, at det i så fald ville gå amok. Det er med andre ord ikke en spøg, når vi ikke kan komme af med afføringen.
Der er da også en grund til, at et af vore basale behov netop er at komme på potten. Der er endda de folk, der vil hævde, at kan man ikke komme af med afføringen, er man ikke rigtig i stand til at leve.
Men hvor går det så galt når flere og flere får afføringsbesvær og hvad kan man gøre ved det?
For at have et godt afføringsmønster spiller flere faktorer ind. Vi ved, at kosten og levevisen er særdeles vigtige.
For at forstå mekanismen bedre og derigennem kunne sætte ind ved eventuelle problemer er det på sin plads at vide lidt om funktionen af afførings mekanismen.
Hele vort fordøjelsessystem er opbygget af muskulatur, der undtaget muskulatur øverst i spiserøret og svarende endetarmens lukkemuskel ikke er underlagt viljens kontrol. Muskulaturens påvirkning sker derimod via et automatisk reguleret nervesystem, som til et hvert tidspunkt er påvirket i relation svarende til systemets yderpunkter. Yderpunkterne for dette system er maksimal stresshormon og maksimal antistresshormon påvirkning. Hele fordøjelses systemet og dermed også afføringssystemet fungerer bedst på antistresshormon systemet.
Det er for de fleste et velkendt fænomen at holde på afføringen i specielle situationer. Gør vi dette for tit påvirkes den automatisk regulerede funktion negativt. Herudover kan vi påvirke den automatiske funktion ved at bruge viljemæssig kontrolleret bugmuskulatur, når vi forsøger at komme af med afføringen. Vi presser med andre ord afføringen ud. Gør vi dette for tit øger vi trykket i bugen og dermed trykket i venesystemet med risiko for hæmorrhoider til følge.
Det er med andre ord derfor ikke risikofrit i for høj grad at holde afføringen tilbage. Dette kan medføre en ond cirkel som betyder, at tiden for passage af indtaget føde gennem hele fordøjelsessystemet øges. Da tyktarmen foruden videre transport af afføring også reabsorperer vand kan afføringen blive hård og den onde ring er sluttet.
Nu kan man hævde, at det ikke betyder så meget, hvorlænge affaldsprodukterne i tarmen - afføringen - bliver i systemet. Gør man dette bør man reflektere over det faktum, at »naturligt« levende afrikaneres middel transittid gennem fordøjelsessystemet i 70'erne var 24 timer og vesteuropæers 36 timer. På daværende tidspunkt registreredes tyktarms kræft ikke blandt »naturligt« levende afri-kanere, medens dette i høj grad var tilfældet for vesteuropæere. Sammenhængen synes indlysende når man tænker på, hvad afføringen er - nemlig affaldsstoffer, som ikke er til gavn for kroppen. Det er med andre ord heller ikke i et sundhedsmæssigt skær uvæsentligt at kunne komme af med afføringen.
For at kunne føre afføringen i gennem tyktarmen skal muskulaturen fungere hensigtsmæssigt. Dette indebære, at den ikke må være for krampagtig - kendetegnet ved afføring med lille diameter - og ej heller uden funktion.
Et andet evident faktum er det forhold, at kvinder i højere grad end mænd har problemer med forstoppelse. Kan det hænge sammen med nogle af de foregående fakta? Svaret kunne besvares alene udfra det forhold, at kvinder generelt har flere problemer med at have afføring på for dem »fremmede« steder og som følge heraf hyppigere holder afføringen tilbage. Sidst men ikke mindst har kvinder generelt flere galde problemer, hvilket alt andet indebærer en risiko for resterende fedt i afføringen som kan forsæbe og dermed lave »hård« afføring.
Når alt dette er sagt, er det forståeligt, at levevisen og kosten er af stor betydning for afføringens konsistens. Vi ved da også idag, at ældre populationer i høj grad fokuserede på netop afføringens konsistens og farve samt hyppighed og regelmæssighed. I vort »sterile« samfund er samtaler endsige »udforskning« i herværende »livsnødvendige« emne da også tabu.
Af ovenstående kan vi nu forstå, at tarmindholdet, tarmvæggens muskulatur og vores organismes påvirkning af denne gennem det automatisk regulerede system har betydning for afførings mekanismen.
I dag råder vi til rigelige fibre i kosten og rigeligt med væske, for derigennem at øge afføringens volumen og indhold af vand, således at afføringen ender i potten uden at være hård. En anden fordel ved øget volumen af tarmindholdet er den positive virkning på tarmmuskulaturen. Vi råder herudover til motion, idet vi ved, at motion øger tarmmuskulaturens funktion. Herudover kan vi arbejde med ikke at holde tingene tilbage og fremfor alt ikke presse for meget. Det er jo pudsigt, at naturen har indrettet det så viseligt, at giver vi os tid på potten sker tingene normalt af sig selv. I denne forbindelse er det en »Guds Gave« at prøve mellemgulvs vejrtrækning. Det er således, at mellemgulvet ved sin sammentrækning nærmest »sparker« til tarmene og derigennem sætter peristaltikken igang. Man kan sagtens forestille sig, at det er den væsentligste virkning af motionen.
Hvad kan vi gøre? For mig at se ligger tingene lige for enden af os. Ved at vende sig om ligger svaret for næsen. Vi kan observere, det er jo uhensigtsmæssigt, hvis en forstoppelse »pludselig« kommer bag på os. Når vi så fornemmer at problemerne er ved at opstå kan vi korrigere fremfor alt gennem levevisen og kosten.
Er uheldet ude må vi ty til mere drastiske midler for at sætte tingene i gang. Det skal dog ikke være således, at vi jævnligt har behov for dette. Udover de egentlige afføringsmidler kan man bruge urter og urtete til at afhjælpe problemet.
De egentlige afføringsmidler kan groft delt op i midler, der ændrer tarmindholdets konsistens og midler, der påvirker tarmvæggens muskulatur.
De midler, der ændrer tarmindholdets konsistens kan igen deles op i 2 forskellige grupper, idet den ene gruppes virkning formidles gennem udsondring af tarmvægsvæske og den anden ved at holde på tarmindholdets væske via uabsorberbare indholdsstoffer.
Af midler med væskeholdende effekt kan nævnes Magnesia, som er et magnesiumsalt og Laktulose, som er et uabsorberbart kulhydrat samt Resultat Plus, som indeholder fibermidlet Skallin samt pektiner. Det sidste middel har desuden cholesterolsænkende effekt.
Af midler med overvejende væskesondrende effekt kan nævnes Vi-Siblin, som er skaller af hvide loppefrø
Sidst men ikke mindst findes midlerne med effekt på tarmvæggens muskulatur herunder kan nævnes Laxoberal, som øger tyktarmens peristaltik, således, at tarmindholdet hurtigere føres mod endetarmen.
Hvad angår de enkelte produkters egentlige beskrivelse, virkninger, bivirkninger indtagelsesformer, doseringer og kontraindikationer henvises til Apotekerne og firmaernes produktbeskrivelser.