Forstoppelse
Afføringsmønsteret varierer meget fra person til person, hvor nogle har afføring flere gange dagligt, mens andre har afføring med en til to dages mellemrum.
Forstoppelse er en tilstand, hvor afføringsmønsteret hos den enkelte bliver med større mellemrum, og afføringen ofte bliver hårdere og evt. knoldet. Årsagerne til dette kan være mange. Hos nogle skyldes det et medicinforbrug, da nogle medikamenter nedsætter tarmens bevægelighed. Dette kan f.eks. være smertestillende medicin tilhørende opioidgruppen, der bl.a. indeholder morfin, eller syntetiske udgaver heraf. Folk der har brug for smertemedicin af denne type pga. længerevarende smerter får ofte forstoppelse, og de bør sættes i behandling med afføringsmidler. Hos nogle skyldes forstoppelsen et overforbrug af diarré hæmmende midler, eller et tidligere stort forbrug af afføringsmiddel, der er blevet stoppet. Andre årsager kan være kosten, der bør indeholde fiberrige fødevarer som rugkerner og grøntsager af kål-typen.
Forstoppelse er i sig selv ikke en sygdom, men kan være et symptom på en underliggende lidelse, som f.eks. kræft i tyktarmen, og specielt voksne i en alder over 40 år, bør være opmærksom på, hvis de igennem længere tid, pludselig bliver forstoppede, da det kan være kræft.
Nogle folk med hæmorider eller anal fissurer , har smerter ved afføring (specielt sidstnævnte), der kan give frygt for at gå på toilettet, og de har derfor tendens til at holde på afføringen så længe som muligt, og nogle spiser endda mindre, for at undgå at gå på toilettet. Dette kan ligeledes give forstoppelse.
Diarré
Diarré er ligesom forstoppelse heller ikke en sygdom i sig selv, men det kan være et symptom på en bagvedliggende sygdom.
Diarré defineres i fagsprog som afføringer på over 200 gr/døgn (nogle definerer det som 200 gr/døgn hos kvinder og 250 gr/døgn hos mænd). I daglig tale, og en måske mere anvendelig definition er hyppige, tynde afføringer dagligt.
Årsagerne kan dels være infektion i tarmen, med f.eks. salmonellabakterier eller en virus (som f.eks. norovirus, der giver såkaldt Roskildesyge med opkastninger og diarré). Længerevarende diarré kan skyldes amøbedysenteri , specielt hvis man har været ude at rejse i Sydeuropa eller uden for Europa. Hvis der er tale om en hel familie eller et middagsselskab, der har fået diarré, kan der også være tale om infektion i tarmen eller en fødevareforgiftning . Dette ses også ofte i grillsæsonen, hvor hygiejnen omkring grillen ofte ikke er så god som i køkkenet.
Diarré kan også skyldes sygdomme i tarmen som crohns sygdom , colitis ulcerosa , cøliaki , eller sjældendt tumorer i tyndtarmen eller tyktarmen . Hos nogle er årsagen ingen af ovenstående, og man kan ende med at få diagnosen irriteret tyktarm som er en udelukkelses diagnose, der ikke stilles før andre sygdomme er udelukket.
Forbigående tilfælde af diarré behandles ikke, og mange mennesker oplever til tider en til flere dage med tynde afføringer, der ikke er behandlingskrævende. Disse kan skyldes en mindre infektion eller irritation i tarmen. Når man har diarré er det vigtigt at drikke rigeligt med væske, da man ellers risikerer at blive dehydreret.