Fysisk og seksuel aktivitet under graviditeten Artikel

Det er vigitgt, at kvinden opretholder en vis fysisk grundform under graviditeten, da de sidste uger af graviditeten samt selve fødslen er en hård fysisk belastning. Fysisk aktivitet er vigtigt under graviditeten. Hvis lysten er der, kan seksuel aktivitet fint fortsætte under graviditeten. Forebyg komplikationer i graviditeten med fysisk aktivitet.

Motion

Sundhedsstyrelsen anbefaler 30 minutters fysisk aktivitet om dagen under en graviditet. Dette kan eksempelvis være cykling, gåture eller svømning. Specielt svømning medfører, at alle muskler arbejder, uden at leddene belastes for meget. Leddene er specielt sårbare i slutningen af graviditeten, hvor vægten er betydeligt øget, og ledbåndene er blødere og mere eftergivelige som en følge af hormonpåvirkningen.

Hvis kvinden i forvejen dyrker sport, kan hun fortsætte dette, omend eliteidræt og kontaktsport må frarådes. Specielt kontaktsport og holdsport, hvor der er risiko for stød mod kvindens mave, kan skade forsteret. Aerobic, styrketræning og andre fysisk krævende former for motion kan kvinden fortsætte med, hvis hun allerede dyrker den form for motion. Hun må dog ikke overanstrenge sig, og skal lytte til sin krops signaler.
Ved manglende motion er der øget risiko for svangerskabsforgiftning , forhøjet blodtryk , sukkersyge under graviditeten , ondt i ryggen og i øvrigt komplikationer ved fødslen (herunder klip i mellemkødet - episiotomi).

Seksuel aktivitet

Der er ikke noget skadeligt ved at have samleje under graviditet. Mange kvinder oplever dog nedsat lyst, dels pga. manglende libido, men også fordi de er plaget af kvalme eller tørhed i skeden (dette kan afhjælpes med glidecreme, der kan købes på apoteket). Senere i graviditeten kan den store mave gøre samleje besværligt, og rygsmerter kan være en hindring. Hvis der skulle forekomme smerter eller blødning efter samleje, skal kvinden kontakte læge, men det understreges, at Sundhedsstyrelsens retningslinier ikke beskriver, at man skal være tilbageholdende med samleje under graviditet, hvis lysten er til stede.

Rejser

Ofte bliver gravide kvinder hurtigere trætte, og dette skal tages i betragtning, når man planlægger rejser. Hvis der er tale om længere transporter, hvor kvinden sidder stille, er det vigtigt at have pauser, hvor hun kan strække benene.

Flyrejser er i reglen intet problem, omend de bør undgås (og af nogle flyselskaber forbydes) pga. risiko for fødsel helt i slutningen af graviditeten.

Kun hvis der er særlige omstændigheder ved graviditeten, der gør at kvinden er i større risiko for komplikationer eller for tidlig fødsel , skal der udvises forsigtighed ved rejser. I sådanne tilfælde skal man konslutere sin jordemoder eller egen læge.