Godartede svulster i tyktarm og endetarm (Polypper i tyktarm og endetarm) Artikel

Definition og årsager


Godartede (benigne) svulster i tyktarmen er hyppige. Disse ses som velafgrænsede udvækster af slimhinde på indersiden af tarmen. Man inddeler polypper efter deres udseende. Nogle ses blot som let forhøjet slimhinde, mens andre hæver sig højere op. Nogle af disse sidder som på en stilk.

I mange tilfælde ses blot en enkelt polyp, men hos ca. en tredjedel ses flere. I enkelte tilfælde findes over 100 polypper, og så kaldes tilstanden for polypose. Denne tilstand ses dog oftest i forbindelse med den arvelige sygdom Familiær adenomatøs polyposis. Polypper kan i nogle tilfælde udvikle sig til kræft kaldet kolorektal cancer .

De mest almindelige polypper i tyktarm og endetarm er blot små flade forhøjninger af slimhinden. Der ses ofte mange af dem på en gang, og de ses hyppigere med stigende alder. Disse udvikler sig aldrig til cancer.

I nogle tilfælde ses enkeltvise polypper i barnealderen. De udvikler sig næsten aldrig til cancer.

Adenomer (neoplastiske polypper), der er polypper dannet fra kirtelvæv, er de mest almindelige neoplasmer (svulster med vækst af nye celler) i tyktarmen og endetarmen. ¾-dele af disse ses som smalle stilkede, ofte enkeltvise, forhøjede områder af slimhinden nederst i tarmen. Hvis de er under 1 cm store, er risikoen for udvikling af cancer under 1%. Hvis de er større end 2 cm, stiger risikoen til omkring 30%.

Under 5% af adenomerne ses som bredbasede, blomkålslignende udvækster, oftest i endetarmen. Denne form af polypper har størst risiko for at udvikle sig til cancer, men er de under 1 cm er risikoen under 10%. Så snart størrelsen er over 2 cm, stiger risikoen til over 50%.

De resterende adenomer er blandinger mellem de to ovennævnte typer.

Årsagen til at polypperne dannes er ukendt, men det skyldes formodentligt en blanding af genetiske faktorer og miljøfaktorer. Man mener, at der er en sammenhæng mellem en fiberfattig kost og polypper.

Symptomer på polypper


Ofte er polypper symptomløse, men i tilfælde af mange eller store polypper kan følgende symptomer ses:

  • Blod i afføringen.

  • Afgang af slim fra endetarmen.

  • Diaré.

  • Smerter i maveregionen (dette er sjældent).

Polypper i barnealderen viser sig oftest som frisk blødning fra endetarmen. Det bredbasede adenom kan være slimproducerende og medføre afgang af store mængder af slim fra endetarmen. Slimen kan indeholde store mængder af kroppens salte (natrium og kalium) og kan medføre symptomer på hypokaliæmi (svaghed og kraftesløshed) og dehydrering.

Behandling af polypper samt forholdsregler og diagnose


Polypper opdages ofte tilfældigt i forbindelse med undersøgelse for en anden sygdom. Det kan i mange tilfælde være svært at skelne mellem harmløse forhøjninger af slimhinden og potentielt kræftfremkaldende adenomer. Derfor skal alle polypper fjernes. Dette gøres oftest vha. en såkaldt diatermislynge, hvor man sætter en slynge rundt om polyppens base og med varme brænder den væk.

Selvom det ikke er endeligt bevist, mener man, at der er en sammenhæng mellem kost og udvikling polypper. En god idé er at spise en kost rig på fibre (f.eks. mange grøntsager og kornprodukter).

Som nævnt opdages polypper oftest tilfældigt. Diagnosen stilles ved en kikkertundersøgelse (koloskopi eller sigmoideoskopi) med samtidig udtagning af en vævsprøve (biopsi). Undertiden laves der en røntgenundersøgelse med kontrast .

Efter man har fået fjernet en polyp, indkaldes man efterfølgende til en kontrolundersøgelse efter noget tid. Har man først haft én polyp, har man større risiko for at få flere.

Komplikationer


Som nævnt ovenfor er polypper forbundet med en øget risiko for at få kræft kaldet kolorektal cancer. Man mener, at en del af disse cancere starter som en godartet polyp. Risikoen for cancer er mellem 3-5 gange højere, hvis man har polypper i forhold til, hvis man ikke har.

I sjældne tilfælde kan polypper, hvis der er mange af dem, medføre udvikling af tarmslyng .

I langt de fleste tilfælde lever man med polypper uden at de opdages, da de oftest er symptomløse og aldrig udvikler sig til cancer.


Denne artikel er oprettet på Sundhedsguiden d. 19.10.06