For det første kan man stå over for en patient, der aldrig har interesseret sig for fysisk aktivitet, aldrig har deltaget i andet end tvangs-skolegymnastik og ikke kunne drømme om at tage et par sportsshorts på.
Her vil opgaven være at påpege de muligheder, der er for at opnå resultater uden at skulle anstrenge sig voldsomt.
- "Det er faktisk ikke nødvendigt at svede, for at opnå effekt".
- "Der er størst effekt ved at gå fra inaktiv til let/moderat aktiv".
- "Jo mere, jo bedre, men enhver aktivitet har effekt!"
I den situation vil man kunne gøre brug af de forslag, der er foreslået i listen "Mere fysisk aktivitet i hverdagen" nedenfor. Hvis patienten er interesseret i at komme i gang med at motionere, gælder det om at finde ud af, i hvilken retning interessen går. Er det ekstra aktivitet i hverdagen eller egentlig motion/sport, der er aktuel. Har patienten sportserfaringer med sig fra tidligere? Er der noget, patienten har lyst til at prøve, og er der mulighed for det?
Der kan desværre godt være diskrepans mellem det, patienten kunne tænke sig, og så det patientens helbred kan klare. Det hjælper ikke, at prøve at genoptage sin gamle sport, redskabsgymnastik, hvis man f.eks. er opereret med en hoftealloplastik.
Det modsatte kan imidlertid også være tilfældet, nemlig at man må overbevise f.eks. en tidligere AMI patient om, at det faktisk er mere farligt at "tage den med ro af hensyn til hjertet" ved blot at gå en stille tur en halv time om dagen, end det er at være mere aktiv, måske med en rask cykeltur - og at det ikke er farligt, at pulsen stiger.
Forskellige fysiske begrænsninger og operationsfølger kan altså have indflydelse på, hvilke fysiske aktiviteter der er mulige. Medicinske præparater kan også give anledning til forholdsregler eller begrænsninger, f.eks. insulin og betablokkere.