Hos optikeren Artikel

En optiker undersøger øjet for synsfejl. Så hvis du oplever at du har problemer med at se skarpt, bør du gå til optikeren og få testet dit syn. Optikeren undersøger ikke øjnene for sygdom, her skal du til øjenlægen. Hos optikeren vil du typisk også kunne købe briller og linser.

Optikeren kan teste dit synEn optiker undersøger øjet for synsfejl. Så hvis du oplever at du har problemer med at se skarpt, bør du gå til optikeren og få testet dit syn. Optikeren undersøger ikke øjnene for sygdom, her skal du til øjenlægen. Hos optikeren vil du typisk også kunne købe briller og linser.

Hvornår skal man gå til en optiker

I første omgang bør man opsøge en optiker, hvis man opdager, at man har en synsfejl. Selv om man synes, man ser godt, bør man få kontrolleret synet med jævne mellemrum. Hvis man er over 40 år gammel, bør man helst få undersøgt øjnene hvert andet år, så man tidligt kan finde tegn på potentielt alvorlige øjensygdomme.

Et besøg hos en optiker inkluderer dog ikke en undersøgelse for øjensygdomme generelt, især ikke grøn stær. Heller ikke selvom optikeren måske har udstyret sig med et lufttonometer. Visse former for grøn stær kan i en tidlig fase være symptomløse. Får man pludselig svære synsforstyrrelser, bør man altid søge øjenlæge.

Hvordan foregår en undersøgelse?

Synsstyrken på hvert øje kontrolleres med standardiserede synsstyrketavler. Tavlerne skal læses på en bestemt afstand, som regel seks meter. Bogstavernes størrelse på tavlen er gradueret, så en person med normal synsstyrke kan læse nederste række på denne afstand. De øvrige rækker er gradueret i brøkdele af den normale synsstyrke.

Synsstyrken kan også kontrolleres ved at man ser ind i et apparat, i hvilket optikeren indfører kort med bogstavet E drejet og i forskellig afstand. Synsstyrken bestemmes ved, at man fortæller, hvilken vej den åbne del af bogstavet vender, mens bogstaverne bliver stadigt mindre.

Optikerens opgave er at opdage fejl i synsstyrken og afprøve passende linser for at rette fejlen. Ved mistanke om, at en synsfejl skyldes en bagvedliggende sygdom, henvises man altid til en undersøgelse hos en øjenlæge. Alle kan desuden frit gå til øjenlæge uden henvisning. Man skal altså ikke nødvendigvis omkring optikeren elle andre for at kunne komme til øjenlæge.

Briller

Hvis synsundersøgelsen viser, at synet skal korrigeres med briller, afprøver optikeren linser af passende styrke, så synsstyrken bliver så god som mulig. Linserne kan laves af glas eller af plastik. Plastlinser er lettere en glaslinser, men får let ridser. På den anden side går de ikke så let i stykker som glaslinser og er derfor mere sikre ved fysisk aktivitet, som f.eks. hos børn. Optikeren måler desuden bestemte afstande på hovedet for at bestemme størrelsen af brillestellet.

Når brillerne er færdige, finjusterer man stellet yderligere, så det bliver så bekvemt som muligt at bære. Justeringer kan også gøres senere, hvis der opstår ubehag. Første gang man får briller føles det som regel generende at have dem på, men man vænner sig til dem efter en tid.