Når man bliver smittet med virus, danner man antistof mod virus. Antistofferne dannes i store mængder, og der er meget følsomme metoder til påvisning af disse. Påvisning af antistoffer i blodet er et sikkert tegn på, at man er smittet med det pågældende virus.
Der går en vis tid fra man har fået virus ind i kroppen til antistofferne kan påvises i blodet. Denne tid er for HIV ca. 3 uger og for smitsom leverbetændelse type C 3-6 måneder. I denne periode vil antistof-undersøgelserne altså være negative, samtidig med at der er virus i blodet og blodet altså er smittefarligt.
Er der den mindste tvivl, om at man kan have pådraget sig smitte med et virus, bør man altid lade være med at give blod i en periode. De almindelige undersøgelsesmetoder for virusantistoffer er så følsomme, at de i nogle få tilfælde fejlagtigt vil give et "positivt" udslag - også selvom der ikke er antistoffer i blodet. Derfor bliver alle blodprøver, som har udvist positiv reaktion i den første undersøgelse, efterundersøgt med andre metoder. Hvis også disse resultater giver et positivt resultat, så beviser det, at der er antistoffer i blodet - og dermed smitte.
Følsomheden af disse efterundersøgelsesmetoder er ikke altid helt så høj som følsomheden af den første undersøgelsesmetode. Derfor kan det være svært at bevise ved efterundersøgelsen, at blodprøven stammer fra en person, der ikke er smittet.
Der opstår altså en situation, hvor det med sikkerhed kan siges at blodprøven ikke er "ægte" positiv - men samtidig kan det heller ikke bevises, at den er negativ. Den må derfor kaldes inkonklusiv - eller på almindeligt dansk - : "tvivlsom". Ved at undersøge en ny blodprøve taget nogle måneder efter de første prøver, kan man nu med 100% sikkerhed skelne de ikke-smittede fra de smittede. Blodprøven fra de ikke-smittede vil nemlig enten have en negativ reaktion eller fortsat udvise det samme "tvivlsomme" mønster. Er der derimod tale om virussmittede, vil den nye blodprøve med sikkerhed blive bestemt som "ægte" positiv. I nogle tilfælde vil det således kræve en ny blodprøve, taget et par måneder efter at blodet er blevet tappet, for at man kan være helt sikker på, at blodet ikke indeholder virus.
Hos nogle raske donorer kan tendensen til at give "tvivlsomme" reaktioner i en af virusundersøgelserne holde sig i årevis. Dette skyldes ikke sygdom hos donor, men en teknisk mangel i undersøgelsesmetoden. Det betyder, at hver gang en sådan donor giver blod, tager det et par måneder, før man kan frikende blodportionen for mulig smitte. Portionen går derfor tabt, da blodet er blevet for gammelt til at kunne bruges. Blodbanken vil i disse tilfælde oplyse donor om situationen, og man må af praktiske og økonomiske grunde bede donor om at holde op med at give blod.
Donorer, som har tendens til "tvivlsomme" reaktioner, behøver derfor ikke frygte, at de er smittede med et virus. Smitte bliver jo netop afvist ved den efterfølgende undersøgelse. Problemet er blot, at man må vente i to måneder på det endelige resultat, og at blodbanken derfor ikke kan nå at bruge blodet, før det er blevet for gammelt.