Hvem skal rådgive?
Når vi i konsultationen overvejer at anbefale fysisk aktivitet til en patient, vil den første visitation afgøre, om:
- det er et forløb, vi selv kan klare, om
- patienten skal sendes videre til f.eks. fysioterapeut eller træningscenter, eller om
- det er en patient, der hører til i sygehusregi.
Denne afgørelse afhænger både af forhold hos lægen og hos patienten. Hvordan er lægens interesse for og fortrolighed med genoptræning, de forskellige træningstyper og -muligheder, der er i forbindelse med netop den sygdom, patienten har?
Patientens samlede sygdomsbillede kan være så komplekst, at det kræver større ekspertise og flere faggrupper, end almen praksis kan tilbyde. Der kan være tale om et specifikt genoptræningsproblem, måske efter en operation eller en skade. I disse tilfælde vil den naturlige samarbejdspartner være den lokale fysioterapeut eller et rheumatologisk ambulatorium. Ved enkle træningsopgaver evt. et velrenommeret træningscenter.
Almen praksis skulle imidlertid efterhånden gerne blive i stand til selv at "udskrive motion på recept" til både primær, sekundær og tertiær profylakse. Mange af de sygdomme, hvor genoptræningen efter det akutte forløb naturligt kræver sygehusbehandling i en kortere eller længere periode, vil uden problemer kunne overtages til fortsat træning i almen praksis. Det gælder f.eks. AMI- og KOL-patienter.