Talrige undersøgelser har vist inaktivitetens indflydelse på livslængden. Men det kan være svært at koble inaktivitet til død, når den umiddelbare dødsårsag har været en akut hjerteblodprop.
Motion på recept
Man skal gøre sig klart, at det at "udskrive motion på recept" i virkeligheden er en absurd handling. Det svarer til en situation, hvor man skal opfordre en person til at spise for at opretholde livet. Hos anorektikere er denne opfordring nødvendig, men her er der også tale om en veldefineret psykiatrisk diagnose. Fysisk inaktivitet er derimod en tilstand, som vi ganske langsomt frivilligt har bragt os i pga. den teknologiske udvikling og deraf følgende ændret livsstil.
Bevægelse og ernæring er begge helt fundamentale forudsætninger for at vedligeholde kroppens vitale funktioner. Hvor følgerne af manglende fødeindtagelse viser sig meget hurtigt og fatalt, kommer regningen for manglende fysisk aktivitet oftest snigende og først efter mange års inaktivitet. Det er ofte svært at motivere folk til øget aktivitet. Det skyldes bl.a., at hvor det er umiddelbart indlysende, at man dør, hvis man ikke får noget at spise, virker det mere uhåndgribeligt, at inaktivitet skulle fordoble risikoen for hjertedød. Denne problematik gør det nødvendigt at udnytte alden pædagogiske viden, vi har med henblik på at komme igennem med budskabet om mere motion.
Både blandt læger og patienter er der nogle, der mener, at det er noget "pjat" med udlevering af en "recept på motion". Denne holdning stiller yderligere det krav til lægen, at han skal kunne aflæse patientens indstilling til spørgsmålet og indrette sin "ordination" derefter. Endelig er der nogle personer, for hvem motionsordinationen er overflødig. Det drejer sig f.eks. om cyklende postbude, stilladsarbejdere og mange håndværkere. De får tilstrækkelig motion i forbindelse med deres arbejde. Antallet af folk med denne slags arbejde er imidlertid faldet markant, men de eksisterer altså stadig. I Malmø, hvor "motion på recept"-ideen er startet, har det vist sig, at der er en klar pædagogisk gevinst ved konkret at give patienten en recept med anvisninger om fysisk aktivitet.
Når vi "ordinerer" fysisk aktivitet, kan vi risikere at gøre motion til noget, man skal have af sin læge og ikkenoget, der indgår som en ubevidst og lystbetonet del af hverdagen. Problematikken illustreres tydeligt, når man på en solskinsdag kigger ind i et motionscenter og ser rækker af løbere på løbebånd. Man kan ikke undgå at spørge sig selv,om ikke der er noget kunstigt i den måde, vi praktiserer motionsudøvelsen på. Dette er ikke et angreb på motionscentre eller de, der benytter dem, blot en konstatering af, at motionsudøvelse nogle gange bliver gjort mere videnskabelig og teknisk end nødvendigt.
Risikoen er, at vi skaber en forestilling om, at almindelige motionsformer som f.eks. løb, kun kan dyrkes helt rigtigt, hvis man har diverse maskiner til rådighed. En løbetur i skoven, som kombinerer den fysiske aktivitet med en naturoplevelse, skulle jo helst ikke gå i glemmebogen.
Det er vigtigt, at lægen tænker på, at fysisk aktivitet ikke behøver at være noget med pulstællere, løbebånd og maskiner. Motion er også de aktiviteter, der foretages i hverdagen. Se nedenfor om mere fysisk aktivitet i hverdagen.
Motionscentre, diverse apparater og udstyr har bestemt også deres berettigelse i de rette sammenhænge. Det gælder både som led i tidens trend, som jo har fået mange, især unge, i gang med motion, men maskinerne er også et nødvendigt instrument for vores professionelle samarbejdspartnere. Hvis vi skal være meget optimistiske, kan vi opfatte vores tid som en overgangsperiode, hvor vi er ved at nå til en forståelse af, at det menneskelige legeme kræver fysisk aktivitet for at overleve.
Tidligere var bevægelse en simpel nødvendighed for at skaffe kalorier nok, mens det nu er en nødvendighed for at forbrænde kalorier nok. Set i det perspektiv kan vi godt forsvare at praktisere den lidt kunstige ordination af fysiskaktivitet, så længe vi er opmærksomme på ikke at gøre motionsbegrebet alt for videnskabeligt. Om det så skal effektueres vha. en konkret papirrecept eller blot ved mundtlig vejledning, må være op til den enkelte læge at bestemme.
Det overordnede problem omkring det at ordinere noget, som burde være en naturlig ting, rækker langt videre end denne manual har mulighed for at gå i dybden med. Det kræver en nytænkning af vores fysiske miljø, således at det ikke som nu går ud på at fjerne al fysisk modstand i vores dagligdag. Et ofte citeret eksempel er det glimrende hjælpemiddel, "elevator". Den er næsten umulig at undgå i mange sammenhænge, simpelthen fordi det er svært at finde trappen. Det er et uundværligt hjælpemiddel, som gør de handicappede "raske", men samtidig langsomt gør de raske "handicappede".