Hvordan vælger du den rigtige madras ? Artikel

Hvordan vælger du den rigtige madras. Først og fremmest skal din madras være stor nok. Læs om hvordan du vælger den rigtige hårdhed på din madras. Få information om de forskellige madrasser som springmadras, boxmadras, skummadras, koldskummadras, skumlatex-, viskoelastikmadras, vandseng, futong og lamelbund. Husk at få garanti på din madras.

Først og fremmest skal din madras være stor nok Erfaringen viser, at den normalt skal være mindst 90 cm bred, og 20 cm længere, end du er høj. Ligger du meget uroligt, kan der være behov for endnu mere plads. Madrassen skal være af en sådan hårdhed, at en normal ryg er lige, når man ligger på siden. Du har behov for en blødere madras, hvis du vejer mindre eller har bredere hofter og/eller skuldre. Det modsatte gælder for tungere personer, de har brug for en hårdere madras.

Sådan vælger du den rette hårdhed

Det er en gammel skrøne, at du skal ligge så hårdt som muligt. Der er faktisk alt for mange, der ligger på en for hård madras. En måde at bedømme, om madrassen har en passende hårdhed, er at lægge sig på ryggen. Man skal så kunne presse en hånd ind under lænden og føle et jævnt tryk på hele bagsiden af kroppen. Hvis hæle eller enden synker ned, er madrassen for blød.

Nogle forretninger har en computerseng, der måler, hvordan ens krop trykker ned over hele lejet, og på den måde kan den beskrive, hvilken madras der vil støtte bedst.

Er ens madras for hård, kan det hjælpe at lægge en rullemadras over. Gerne lavet af bomuld, der er velegnet til at opsuge sved. Er madrassen for blød, må den enten kasseres eller overlades til en, der er lettere end en selv. Brug altid to madrasser i en dobbeltseng.

Springmadrasser

Springmadrasser har været kendt i årtier, men har gennemgået en stor udvikling de senere år. De bør vendes regelmæssigt, både på den ene og den anden led, så holder de længere. De bedste springmadrasser fås med komfortzoner, dvs. områder, der er blødere og mere elastiske, dér hvor kroppen trykker hårdest, altså ved skulder og hofte. Det giver en mere ensartet støtte. Husk, at det ikke er alle springmadrasser, der dur til senge, der har "løft", altså kan hæves i den ene ende.

Boxmadrasser

Boxmadrasser, hvor seng og madras er bygget ud i ét, kan ikke vendes på samme måde som en springmadras. De vil derfor have en større tendens til at få slappe fjedre hurtigere i de områder, hvor kroppen belaster mest og altså typisk have en dårligere holdbarhed. Som andre madrasser fås de i mange forskellige priser og kvaliteter.

Skummadrasser

En almindelig skummadras er den billigste løsning, men kvaliteten er selvfølgelig også derefter. Polyurethan (PUR) skumgummimadrasser med luftkanaler er dyrere og bedre. De skal have en større hårdhed, da de giver mere efter.

Koldskummadrasser

En tand bedre bliver det, hvis man vælger koldskummadrasser. Da de celler, de er bygget af, er mere uensartede, er madrassen mere fleksibel, hvilket giver en bedre ventilation, men også betyder at hårdheden skal forøges.

Skumlatexmadrasser

Madrasser af skumlatex er lavet af naturgummi. De kan ånde pga. de mange åbne celler i materialet og de mange blyants tynde huller, madrassen er støbt med. De er allergivenlige, lugtfri og kan ikke brænde. De er de bedste blandt skummadrasser. Latex koster typisk to til tre gange så meget som koldskum.

For nylig er en ny type skummadrasser, "Waterlilly" kommet frem. Her indgår vand som en vigtig faktor i fremstillingsprocessen. De har latexmadrassernes fordele, men er køligere og skulle indeholde færre kemikalier.

Viskoelastisk skummadrasser

En helt anden type skummadrasser er lavet af viskoelastisk skum. Det betyder, at de tager form af personen, der ligger på dem, efterhånden som kropsvarmen ændrer madrassens temperatur. De er fx velegnede til personer, der skal være sengeliggende i lange perioder, eller som siddepude i kørestole. De bliver nu også markedsført til almindelig sengebrug.

For alle skummadrasser gælder det, at de kan bruges til senge, der kan hæves i den ene ende altså med "løft". Bortset fra de viskoelastiske skal der bruges en rullemadras over. Nogle synes skummadrasser er for varme. Holdbarheden er meget afhængig af, at man vender madrassen på begge leder regeImæssigt.

Vandsenge

I en vandseng følger vandet kroppens facon, og madrassen kan derfor give en ensartet støtte. Måden den støtter på, kan til en vis grad varieres efter den enkeltes behov ved at regulere på mængden af vand i madrassen. Via den termostatstyrede opvarmning kan man opnå den temperatuer der passer én bedst. For at kunne opsuge kroppens fugtighed bruges altid rullemadras.

Nogle er meget meget glade for deres vandseng, mens andre aldrig kan vænne sig til fornemmelsen. Den bør under alle omstændigheder være fulddæmpet. Vælg altid to madrasser, eller en madras med todelt kammer i en dobbeltseng og helst madrasser med en blød side "soft-side". Så er det langt lettere at komme ind og ud ad sengen, da sengekanten så ikke generer.

Det vides ikke med sikkerhed, om det svage magnetfelt, man ligger i (pga. den elektriske opvarmning), kan have betydning for helbredet på langt sigt.

Futong

Futong er japansk og betyder madras. Madrasserne er opbygget af lange, kartede bomulds-fibre, der er syet ind i et bomuldsbetræk. De kan fås med bomuld eller med et lag almindeligt skum eller latex over. De giver en god ventilation, virker kølige om sommeren og luner godt om vinteren.

Vælg lamelbund

En brugbar sengebund kan bestå af en hård plade med en til to cm store huller placeret med højst 20 cm. mellem hver. En lamelbund er bedre, og de billigste ikke meget dyrere. Der findes lamelbunde, hvor skulderpartiet er sænket lidt, og hvor hver lamel har egne "gummifødder", der hviler på sengerammen. Hver lamel kan så give sig uafhængigt af de andre. Det er en dyr men også for de fleste vældig god løsning.

Futonmadrassen kræver en lamelbund, og både for skummadrasser og springmadrasser er det også den bedste løsning. En spiralbund bliver normalt for blød og ujævn og slider også for meget på madrassen. Når der skal købes ny madras, så tænk på, hvor meget tid du skal tilbringe på den. Tit bruger man langt flere penge på noget, der er betydeligt mindre vigtigt. Man får stort set, hvad man betaler for. Og sørg for at handle et sted med en seriøs rådgivning.

Få lang byttegaranti

Ingen, heller ikke en fagmand, kan på forhånd med sikkerhed sige, hvilken madras der er den perfekte for den enkelte, så uanset hvilken madras man vælger, skal man altid sørge for at få ombytningsret.
Det vil ofte tage et stykke tid, før man ved, om den ny madras nu også er den rigtige. De bedste forretninger giver mulighed for ombytning i to måneder. En god springmadras bør have 15 års garanti på fjederbund og 2 år på hele madrassen.

Og pas så din madras som anbefalet - så har du glæde af den længe.