Ondt i ryggen kan skyldes naturlig nedslidning eller degeneration, som finder sted i rygsøjlenMange mennesker har oplevet gentagne rygproblemer og har spurgt, hvorfor generne kommer igen.
Den canadiske rygforsker Kirkaldy-Willis har opstillet en forklaringsmodel på baggrund af mange års forskning i problemet. Forklaringsmodellen er opstillet på baggrund af den naturlige nedslidning eller degeneration, som finder sted i rygsøjlen.
Den canadiske rygforsker Kirkaldy-Willis har opstillet en forklaringsmodel på baggrund af mange års forskning i problemet. Forklaringsmodellen er opstillet på baggrund af den naturlige nedslidning eller degeneration, som finder sted i rygsøjlen.
Den gradvise udvikling af degenerative forandringer i rygsøjle er således inddelt i 3 faser.
Fase 1:
Dysfunktionsfasen - den tidligste. Mindre skader og overbelastninger resulterer i en unormal funktion i bruskskiven mellem hvirvlerne og facetleddene, som er de små led i ryggen der styrer bevægelserne.Fase 2:
Den ustabile fase - den mellemste. Gradvis fremadskridende degeneration pga. gentagne skader og overbelastninger medfører en slaphed og løshed i ledkapslen omkring facet leddet og i bruskskiven. Det er i denne fase, hvor ryggenerne kommer igen og igen.Fase 3:
Den stabile fase - den sidste fase. Facetledet er slidt. Bruskskiven har mistet en del af sin højde og der kommer forkalkning ved de længdegående ledbånd. Dette medføre en nedsat bevægelsen imellem hvirvlerne. Det er også i denne fase der kan ske en forsnævring i rygmarvskanalen på grund af en sammenpresset bruskskive.
Forsøg på at sammenholde hvor meget slid der i ryggen med hvor ondt man har, har ikke givet noget resultat. Aldersgruppen 35 til 55 år er den mest belastet mht. smerter. Dette ikke falder sammen med, hvor slidt ryggen og forskerne ikke kunnet finde nogen sammenhæng mellem slidtage og smerter. Tværtimod indikerer det, at den sidste fase i degenerationsprocessen har en beskyttende effekt imod skader.
Fase 1:
Et typisk hold i ryggen ved f. eks. et skævt løft. Kiropraktisk behandling har vist sig at være særdeles effektiv i dette stadie. Facetleddet kommer tilbage i sit normale leje og fibrene omkring leddet heler op og beskytter leddet igen. Der opnås en normal funktion.Fase 2:
Hvis skaden er større end evnen til at hele helt op, er ryggen ovre i fase 2. Dette er typisk længerevarende hold i ryggen, følelse af usikkerhed i rygsøjlen og som i visse tilfælde kan det give kroniske gener. Det er også i denne fase at diskusprolapsen forekommer.
Man kan let forestille sig den situation hvor der er kroniske smågener, som med mellemrum bliver forstærket af akutte hold i ryggen. I den akutte situation, hvor ledet låser sig fast er den kiropraktiske mobilisation/manipulations behandling effektiv, men den kan sjældent stå alene. Her bør kombineres med rygtræning således at de små muskler, der sidder imellem hver ryghvirvel bliver trænet op til at holde rygsøjlen på plads. Ligeledes skal lange rygstrækkere styrkes. Dette handler ikke kun om styrke, men i særdeleshed om koordination imellem muskulaturen og ryggens bevægelse.Fase 3:
Nedsat bevægelse imellem hvirvlerne medfører en stabilitet og nedsætter riskoen for invaliderende gener og smerter. Det er usandsynligt at alle led stabiliserer sig fuldstændigt, hvilket kan forklare hvorfor nogle personer stadig oplever svære gener i en sen alder. Ved en forsnævring i rygmarvskanalen bør mulighederne for en operation undersøges.
Det er vigtigt, at holde sig for øje, at ryggens led ikke går igennem den samme fase samtidig. Det er også vigtigt, at vide, at nogle mennesker går igennem faserne uden nogensinde at mærke ryggener.
En grundig forklaring af problemet for patienten er således vigtig så han eller hun kan få et realistisk forhold til udbyttet af den givne behandling. Behandling bør iværksættes når det er tydeligt at der ikke sker en spontan bedring, eller hvis det går for langsomt frem. Behandling har også størst mulighed for at resultere i symptomfrihed og større langtidseffekt jo tidligere den iværksættes i de 3 faser. Er der behov for behandling, er det således vigtigt at komme i gang så hurtigt som muligt.
En grundig forklaring af problemet for patienten er således vigtig så han eller hun kan få et realistisk forhold til udbyttet af den givne behandling. Behandling bør iværksættes når det er tydeligt at der ikke sker en spontan bedring, eller hvis det går for langsomt frem. Behandling har også størst mulighed for at resultere i symptomfrihed og større langtidseffekt jo tidligere den iværksættes i de 3 faser. Er der behov for behandling, er det således vigtigt at komme i gang så hurtigt som muligt.