Invagination (Intussusception) Artikel

Invagination er en speciel form for tarmslyng. Invagination (Intussusception). Invagination af tarmen. Læs mere nedenfor

Definition og årsager


Invagination er en speciel form for tarmslyng , hvor en del af tarmen forskubbes ind i en anden del. Oftest sker det på overgangen mellem det sidste stykke af tyndtarmen og det første stykke af tyktarmen, således at tyndtarmen skubbes ind i tyktarmens indre. Resultatet er en afklemning af tyndtarmen, hvilket blokerer for passage af tarmindholdet og evt. forhindrer blodtilførsel til den påvirkede del af tarmen.

Årsagerne til invagination er ofte ukendte. Man mener, at forstørrede lymfeknuder omkring tarmen giver en øget risiko. Således er invagination hyppigere ved betændelsesreaktion i og omkring tarmen f.eks. ved allergisk purpura . En vaccine mod Rotavirus, der er den hyppigste årsag til virusudløst mave-tarm-katar (viral gastroenteritis ), blev ikke markedsført, fordi den gav en øget risiko for invagination. Man mener, at tarmpolypper og Meckels divertikel , som bliver fanget af tarmens bevægelser, kan forårsage invagination.

Invagination er hyppigst i 6 til 18 måneders alderen.

Symptomer på invagination

Symptomerne udvikles gradvist og starter med turevise voldsomme mavesmerter (koliksmerter). Mellem smerteanfaldene er der ingen symptomer. Smerteanfaldene vil ofte vise sig som skrigeture, men forældre eller læge kan have indtryk af, at smerterne stammer fra maven.
Senere udvikles de klassiske symptomer, som er:
  • Turevise mavesmerter.
  • Blodig ildelugtende diarré.
  • Ved berøring findes en udfyldning i den nederste højre side af maven.

Hvis invaginationen ikke behandles eller rettes ud af sig selv, kan der opstå shock , som er en livstruende tilstand.

Forholdsregler og diagnose

Børn under 1-1½ år med kraftige turevise mavesmerter bør ses af en læge hurtigst muligt. En læge bør altid mistænke invagination hos et barn under 2 år med turevise mavesmerter. Ved mistanke om invagination bør barnet indlægges akut på et hospital med børneafdeling og mave-tarm-kirurgisk ekspertise.

Diagnosen stilles på sygehistorien og undersøgelse af barnet. Fund af en udfyldning i nedre højre side af maven og blodig diarré støtter diagnosen. Man vil tage et røntgenbillede af tarmene, som vil vise tegn til tarmslyng . Dernæst udføres en indhældning af kontraststof i tarmen gennem endetarmen og der tages endnu et røntgenbillede, hvilket stiller diagnosen.

Behandling af invagination

Ofte vil indhældning af kontraststof gennem endetarmen til røntgenundersøgelsen kunne rette tarmen ud og dermed virke som behandling. Hvis dette er tilfældet, skal man huske, at invagination kan komme igen og derfor være opmærksom på, om symptomerne vender tilbage.

Hvis indhældning af kontraststof er utilstrækkeligt, eller barnet er meget dårligt, vil behandlingen være akut kirurgi. Under operationen vil kirurgen forsøge at rette tarmen ud. Hvis tarmen har været uden blodforsyning for længe, går den påvirkede del til grunde, og det kan være nødvendigt at fjerne det ødelagte stykke.

Forløb og komplikationer

Invagination er en potentielt livstruende tilstand, men prognosen er ofte god, specielt hvis behandlingen startes i tide.

Komplikationerne til invagination er shock og sepsis (blodforgiftning), der begge er livstruende tilstande.

Som nævnt under behandlingsafsnittet kan det i svære tilfælde være nødvendigt at fjerne et stykke tarm. I denne forbindelse kan det være nødvendigt at anlægge en midlertidig stomi (fremlægning af en tarm-ende gennem maveskindet). Denne vil ofte blive lagt tilbage efter et par måneder.