Knuder i skjoldbruskkirtlen (Tumorer i skjoldbruskkirtlen) Artikel

Definition og årsager


En tumor betyder en knude. Tumorer kan opstå i alle væv og kan være godartede (benigne) eller kræftknuder, som er ondartede (maligne). I skjoldbruskkirtlen kan der opstå forskellige former for knuder. Disse er hyppige og er i langt de fleste tilfælde ganske uskadelige (godartede) og påvirker ikke kirtlens funktion.

Det drejer sig som regel om små knuder eller væskefyldte cyster, der forekommer enkeltvis eller i klaser. I nogle tilfælde producerer knuden et overskud af skjoldbruskkirtelhormon (se forhøjet aktivitet i skjoldbruskkirtlen ).

I sjældne tilfælde viser en knude i skjoldbruskkirtlen sig at være kræft.

Alle typer af knuder i skjoldbruskkirtlen er mest almindelige fra 40 til 60 års alderen og er tre gange så hyppige hos kvinder som hos mænd.

Symptomer på tumorer i skjoldbruskkirtlen


Der er ofte ikke andre symptomer end en knude på halsen, der kan ses eller mærkes. I sjældne tilfælde kan en stor knude give tryksymptomer fra luftrør eller spiserør, i form af synke- eller vejrtrækningsbesvær. Smerter fra knuden forekommer sjældent.

Hvis knuden producerer skjoldbruskkirtelhormon, kan der være symptomer på forhøjet aktivitet i skjoldbruskkirtlen .

Forholdsregler og diagnose


Din læge vil undersøge din hals for at bestemme knudens størrelse og form. Der kan tages blodprøver, der bestemmer niveauet af skjoldbruskkirtelhormon i blodet. En ultralydsscanning kan bruges til at kortlægge kirtlens indre struktur og se efter, om knuden er fast eller er en væskefyldt cyste.

Der kan laves en såkaldt scientigrafi, der kan afgøre, om et område eller en knude i skjoldbruskkirtlen udviser forhøjet aktivitet.

En vævsprøve (biopsi) kan tages ud med en nål med henblik på at bestemme, om knuden er godartet, eller der er tale om kræft.

Behandling af tumorer i skjoldbruskkirtlen


Godartede knuder og cyster, som ikke giver symptomer, er ikke behandlingskrævende. Men det kan overvejes at foretage jævnlige kontroller for at følge knudens eventuelle udvikling og vækst. En væskefyldt cyste kan tømmes i lokalbedøvelse vha. en nål, men vil ofte gendannes. Hvis knuden giver synke- eller vejrtrækningsbesvær, gendannes hyppigt eller generer, overvejer man at fjerne hele knuden ved en operation.

Hvis knuden viser sig at være kræft, er behandlingen ligeledes fjernelse af hele knuden ved en operation. Efterfølgende kan man give en enkeltdosis af radioaktivt jod, der specifikt rammer de evt. resterende kræftceller.

Forløb og komplikationer


Hvis man vælger total fjernelse af skjoldbruskkirtlen, er det nødvendigt med livslang erstatningsbehandling med syntetisk skjoldbruskkirtelhormon (se evt. nedsat aktivitet i skjoldbruskkirtlen ).

Prognosen for kræft i skjoldbruskkirtlen er hos yngre voksne meget god. Hos børn og ældre er prognosen dog knap så god.