KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom, Rygerlunger) Artikel

Forurening eller mange års arbejde i støvfyldte omgivelser kan dog ligeledes medføre KOL. Sygdommen er langt mere almindelig i storbyer end på landet.

KOL betyder, at man har en kronisk obstruktion af luftvejene, der skyldes kronisk bronkitis og/eller lungeemfysem . Kronisk bronkitis fører til ardannelse i og forsnævring af bronkierne, og lungeemfysem fører til ødelæggelse af lungernes elastiske væv. Begge dele medfører i sidste ende obstruktion af luftvejene med nedsat luftskifte. Ved KOL ses oftest elementer fra begge sygdomme, og da begge sygdomme hovedsageligt skyldes rygning, kaldes KOL også for rygerlunger.

Før man taler om KOL, skal hastigheden, hvormed man ånder luften ud, være væsentligt nedsat (dette måles ved en lungefunktionsundersøgelse). Hvis dette kriterium ikke er opfyldt, har man pr. definition ikke KOL. Det vil sige, at man godt kan have kronisk bronkitis eller lungeemfysem uden at have KOL.

En del personer, der lider af KOL har også samtidigt astma . Dette er også en obstruktiv lungesygdom, men den er ikke kronisk.

De hyppigste symptomer er:

Da KOL hyppigst skyldes rygning, er det vigtigste, man kan gøre for at undgå KOL, at stoppe med at ryge. Det er almindeligt, at rygere oplever morgenhoste/tobakshoste, men hvis denne forværres, eller vejrtrækningsbesvær støder til, skal man tage det alvorligt og kontakte sin læge. Desuden skal man undgå passiv rygning samt meget forurenede eller støvfyldte omgivelser.

Diagnosen stilles på først og fremmest ved at bestemme lungefunktionen, og for at man har KOL, skal denne undersøgelse vise nedsat udåndingshastighed. Desuden tages et røntgenbillede af lungerne, primært for at udelukke andre lidelser i lungerne som lungebetændelse eller lungekræft . Ofte kan det være svært at skelne mellem KOL og astma (også fordi man kan have astma samtidigt med KOL). Men ved astma er lungeobstruktionen ikke permanent, og desuden har man ved astma ofte anfald af åndenød om natten eller efter kontakt med visse allergener (allergifremkaldende ting).

KOL medfører gradvis ødelæggelse af lungevævet. Der findes ingen helbredende behandling, og den tabte lungefunktion kan ikke genetableres. Ved behandlingen af KOL gælder det derfor om at bremse sygdommens udvikling og dermed forhindre yderligere tab af lungefunktion. Dette kan kun gøres ved at stoppe med at ryge, og derfor er rygestop den vigtigste behandling af KOL.

Mange med KOL oplever flere gange om året en akut forværring af sygdommen, en såkaldt eksacerbation. Hovedsymptomet ved disse eksacerbationer er svær åndenød, så indlæggelse på hospital ofte er nødvendigt. Desuden kan også ses hoste, store mængder opspyt samt feber. Disse forværringer skyldes ofte virale eller bakterielle infektioner i øvre eller nedre luftveje. Desuden kan de udløses af andre sygdomme, der påvirker åndedrættet, ændringer i klimaet eller kraftig luftforurening.

Udover rygestop er det kun muligt at behandle symptomerne. Behandlingen afhænger af, om sygdommen er stabil eller er akut forværret. Så længe sygdommen ikke er akut forværret, minder behandlingen meget om den behandling, der gives ved kronisk bronkitis med inhalation af medicin, der udvider bronkierne (afslapper muskulaturen i bronkierne), og derved tillader mere luft at nå ned i lungerne.

Det er kontroversielt, om steroider har nogen effekt ved KOL, så længe sygdommen ikke er akut forværret. Steroider dæmper inflammation, der er en irritationstilstand med samtidig hævelse. Derved mindskes en evt. hævelse af slimhinden i luftvejene. Dette tillader mere luft at komme ud til de nedre, tyndeste luftveje, hvor udvekslingen mellem kuldioxid og ilt til blodet sker. Altså skal der være en hævelse af slimhinden, for at der er effekt af steroider. Men det tyder på, at behandling med steroider kan forebygge en del eksacerbationer hos patienter, der er meget generet af KOL.

Ved eksacerbationer gives der ilt, medicin der udvider bronkierne samt steroidbehandling. Sidstnævnte kan også gives ved inhalation. Desuden gives antibiotisk behandling, hvis forværringen skyldes infektion med bakterier. Nogle gange gives også antibiotisk behandling i tilfælde af virusinfektioner, selvom dette ikke umiddelbart hjælper. Dette hænger sammen med, at under en virusinfektion er immunforsvaret svækket, og risikoen for udvikling af infektion med bakterier er større end ellers.

Desuden er det vigtigt at forsøge at opretholde en god åndedrætsfunktion. Dette kan gøres dels ved at lave forskellige åndedrætsøvelser (lungefysioterapi), dels kan motion, i det omfang det er muligt, hjælpe.

Ved permanent iltmangel tilbydes iltbehandling i hjemmet. Dette er den eneste behandling, der har vist sig at kunne forlænge overlevelsen hos KOL-patienter med permanent iltmangel. Iltbehandling i hjemmet tilbydes dog kun til folk, der er stoppet med at ryge, da det kan være farligt at ryge i nærheden af en iltbeholder.

Da KOL skyldes kronisk bronkitis og/eller lungeemfysem, er KOL også forbundet med samme komplikationer, som der ses ved disse sygdomme (se kronisk bronkitis og l ungeemfysem ).

Som nævnt medfører KOL et gradvist og uopretteligt tab af lungevæv og dermed lungefunktion. Der er en øget dødelighed blandt personer med KOL. Dette skyldes dels den øgede tendens til lungeinfektioner, dels at tabet af lungevæv betyder, at man har nedsat evne til at ilte blodet. Tabet af lungevæv bremses dog væsentligt, hvis man holder op med at ryge. Så hvis sygdommen ikke er alt for fremskreden, kan man derfor leve mange år med KOL og have god livskvalitet uden mange begrænsninger.