Definition og årsager
Kronisk lymfatisk leukæmi er en alvorlig sygdom, der hører til gruppen af blodkræftsygdomme (leukæmier). Sygdommen rammer næsten kun ældre og skyldes en opstået fejl i blodets dannelse, hvor defekte hvide blodlegemer ukontrolleret deler sig. Dette giver en række symptomer og følgesygdomme.
Alle blodets celler udvikler sig fra stamcellen i knoglemarven. Stamcellen deler sig i 2 linjer, henholdsvis den myeloide og den lymfoide stamcelle. Den myeloide stamcelle udvikler sig igen i 3 forskellige linjer, der resulterer i dannelsen af de røde blodlegemer, nogle af de hvide blodlegemer og blodpladerne (se blodet generelt ). Den lymfoide stamcelle er ansvarlig for udviklingen af lymfocytter, som også er en type hvide blodlegemer og dermed en vigtig del af immunforsvaret. Under denne udvikling gennemgår cellerne forskellige forstadier, hvor der kan opstå fejl.
Ved kronisk lymfatisk leukæmi (CLL) er der sket en fejl i modningen af lymfocytten, men den er relativ tæt på at ligne en normal lymfocyt. Dog har den ikke har de egenskaber, der skal bruges i forbindelse med bekæmpelse af en infektion. Det er karakteristisk for CLL, at der kun findes en bestemt type ufunktionelle lymfocytter, og at denne celletype findes både i knoglemarv og blod.
Denne maligne (ondartede) celletype besidder nogle egenskaber, som betyder, at den har længere levetid og mindre tendens til at gå til grunde end andre normale celletyper.
Der sker en ophobning af den ufunktionelle lymfocyt i knoglemarv, blod og ved fremskredne stadier også i lymfeknuder, milt og lever. Denne ophobning i knoglemarven undertrykker udviklingen af andre vigtige celler, såsom erytrocytter (de røde blodlegmer) og trombocytter (blodplader), hvilket forårsager blodmangel , blødning (se trombocytopeni og øget risiko for infektioner).
CLL er den hyppigste form for leukæmi, og der findes ca. 300 nye tilfælde om året i Danmark. Den rammer hyppigere mænd end kvinder og typisk ældre således at ca. 2/3 er over 60 år.
Symptomer på CLL
Man kan gå længe med sygdommen, før den viser symptomer:
- Typisk er det første tegn på CLL forstørrede lymfeknuder f.eks. under armen, på halsen eller i lysken.
- Tegn på blodmangel (anæmi) såsom træthed, bleghed, svimmelhed og hovedpine.
- Pga. det ophobede antal af ufunktionelle lymfocytter ses der nedsat effekt i immunforsvaret, hvilket viser sig som hyppige infektioner med feber og utilpashed.
- I svære tilfælde kan der føles en bule i hhv. venstre eller højre side af maven lige under ribbenene, som tegn på en forstørret milt eller lever.
Forholdsregler og diagnose
Oplever man tegn på ovennævnte symptomer over længere tid, skal man opsøge en læge. Diagnosen kan stilles ved at tage en almindelig blodprøve, hvor man bl.a. ser et forøget antal af de hvide blodlegemer. Ligeledes kan der suppleres med en knoglemarvsundersøgelse , hvor man stiller diagnosen ved at se et bestemt antal og en karakteristisk form af de hvide blodlegemer i knoglemarven.
Et røntgenbillede af brystkassen kan vise, om der er forstørrede lymfeknuder i lungerne. Man kan ved undersøgelse for forstørrede lymfeknuder i maven bruge ultralyds-, CT- eller MR-skanning (se billedundersøgelser ).
Behandling af CLL
CLL kan ikke helbredes, og man kan derfor kun give behandling som hjælper på symptomerne. Man behandler typisk langvarigt med cellegifte (kemoterapi) på pilleform, som rammer hurtigt delende celler med størst effekt. Ligeledes benyttes prednisolon (binyrebarkhormon). Disse stoffer kan i de fleste tilfælde tages i lange perioder, uden at det er til gene for den syge. Behandlingen har en lindrende virkning, og symptomerne som hævede lymfeknuder og milt aftager.
Ved svære tilfælde kan behandlingen kortvarigt intensiveres, idet cellegift sprøjtes direkte i blodårerne. Lokal stråling kan også benyttes ved store hævede lymfeknuder.
Blodmanglen og blødningen behandles med blodtransfusion og infektionerne behandles med antibiotika.
Forløb og komplikationer
Man kan have CLL i lang tid, før symptomerne præsenterer sig. I nogle tilfælde gives langtidsbehandling med cellegifte og binyrebarkhormon, med varierende effekt. Prognosen afhænger meget af sværhedsgraden af sygdommen, men den er sjældent god. Da CLL rammer ældre mennesker, er det dog typisk andre almindelige aldersbetingede sygdomme, som vil have betydning for levetiden.