Definition af kronisk nyrebækkenbetændelse
Nyrebækkenet er første del af de fraførende urinveje, som leder nydannet urin fra nyrerne til blæren og ligger i tæt relation til nyren. Kronisk nyrebækkenbetændelse betegner en tilstand med tilbagevendende eller kronisk infektion i nyrebækkenet med varig skade på nyren til følge (modsat akut nyrebækkenbetændelse).
Den nedsatte nyrefunktion udvikles som regel over mange år og kan være ensidig eller dobbeltsidig.
Årsager til kronisk nyrebækkenbetændelse
Nyrebækkenbetændelse skyldes infektion med bakterier, som næsten altid er vandret fra huden omkring urinrørets åbning op gennem blæren og urinlederne til nyrerne. Dette sker næsten aldrig under normale omstændigheder, fordi urinen skyller bakterierne ud. Derfor når infektionen oftest ikke længere end blæren, hvor den giver blærebetændelse.
Grundlaget for kronisk nyrebækkenbetændelse er derfor næsten altid en fejl i urinvejene, som forårsager, at urinen kan løbe den forkerte vej fra blæren op mod nyrerne. Andre årsager kan være hyppige nyresten eller afløbshindring pga. forsnævring af urinvejene.
Symptomer på kronisk nyrebækkenbetændelse
De enkelte infektioner er ofte symptomløse, men kan vise sig som gentagne anfald af akut nyrebækkenbetændelse , især hos børn. Efterhånden udvikles symptomer på kronisk nyresvigt.
Forholdsregler og diagnose
Har man symptomer på nyrebækkenbetændelse, skal man søge læge. Har man før haft akut nyrebækkenbetændelse, eller gentagne blærebetændelser, bør man undersøges grundigt hos en speciallæge, for at klarlægge årsagen. Tegn på nyresvigt kræver øjeblikkelig indlæggelse på specialafdeling i nyremedicin (nefrologisk afdeling).
Diagnosen kronisk nyrebækkenbetændelse stilles ved urin- og blodprøver samt billedundersøgelser (ultralyd, røntgen og/eller CT-scanning) af nyrer og urinveje og suppleres eventuelt med en kikkertundersøgelse af blæren (cystoskopi).
Behandling af kronisk nyrebækkenbetændelse
De enkelte infektioner behandles med antibiotika, men ikke hvis der ikke er symptomer, da man risikerer, at bakterierne bliver modstandsdygtige overfor midlerne og derfor ikke kan behandles, hvis der opstår akut, alvorlig infektion. I enkelte tilfælde kan det dog være nødvendigt at behandle med antibiotika gennem mange måneder.
Man kan mindske skader på nyrerne ved at opstarte behandling så tidligt som muligt. F.eks. kan fejl i urinvejene i nogle tilfælde afhjælpes ved en operation, og ligeledes kan man fjerne eller knuse nyresten.
Da nyrepåvirkning ofte ledsages af forhøjet blodtryk, kan medicinsk behandling af blodtrykket bedre prognosen. I særlige tilfælde kan det blive nødvendigt at fjerne den syge nyre, hvilket bedrer tilstanden.
Opdages sygdommen tidligt, er det ikke sikkert, at behandling er nødvendig, før nyrerne er truet. Man kan så nøjes med rigelig væskeindtag og en særlig diæt med lavt proteinindhold samt antibiotikakurer ved akut infektion, som nævnt. Jævnlig kontrol af nyrefunktionen er nødvendig.
Forløb og komplikationer
Med de nævnte behandlinger kan man modvirke risikoen for at udvikle behandlingskrævende nyresvigt, men den kan ikke helt ophæves. I sidste ende kan tiltagende nyresvigt ende med behov for dialysebehandling eller nyretransplantation for at overleve.