Definition og årsager
Hvis betændelsestilstanden vedvarer, kan knoglen og den ledbrusk, der beklæder knoglens ledflade, også tage skade. Sener og ligamenter (ledbånd), der støtter og holder leddet i sin korrekte stilling, kan også blive beskadiget, og der kan opstå deformitet og fejlstilling af de pågældende led.
I de fleste tilfælde involverer leddegigt flere led. Sygdommen opstår som regel i leddene i fingre, håndled, albuer og skuldre samt tæer, ankler og knæ. Der er tendens til, at sygdommen rammer de samme led på begge sider af kroppen. Hofteleddene og leddene i rygraden rammes hyppigere af slidgigt .
Ledegigt er en kronisk sygdom, der typisk bryder ud i en periode varende fra flere uger til måneder, med relativ sygdomsfrie episoder ind i mellem. Den har af ukendte årsager tendens til forværring om vinteren. Sygdommen er relativt hyppig, idet den findes hos 1 ud af 100 voksne personer. Den er mest hyppig hos folk over 40 år og er tre gange så hyppig hos kvinder som hos mænd.
Ledegigt er en autoimmun sygdom, dvs. den er resultat af kroppens eget immunforsvar, der af ukendte årsager angriber leddenes synovialmembran, og i nogle tilfælde også andre af kroppens væv. Sygdommen har en vis tendens til at ophobe sig i bestemte familier, dvs. der er en vis arvelig komponent. Det vides ikke, i hvor høj grad miljømæssige faktorer som livsstil, kost og andre ydre påvirkninger har indflydelse på sygdommens opstået.
Symptomer på leddegigt
Symptomerne på ledegigt udvikler sig hos 2/3 gradvist over et par måneder, og hos 1/3 bryder symptomerne ud pludseligt på dage eller uger. Symptomerne kan inkludere:
- Ledsymptomer: Stivhed, smerter og bevægelsesindskrænkning. Stivheden er til stede om morgenen pga. væskeansamling i leddene, og der ses bedring op ad dagen, fordi væsken fortager sig ved bevægelse af leddene. Typisk rammes fingrenes to inderste led samt håndleddene først, og senere ses involvering albueled, skulderled, knæled og ankler.
- Den almene tilstand påvirkes ofte. Der kan ses dårlig appetit og vægttab, let temperaturforhøjelse og træthed.
Symptomer udenfor leddene kan som nævnt også forekomme. De hyppigste er:
- Dannelse af karakteristiske uømme gigtknuder i underhuden. Knuderne forekommer især i nærheden af led, over knoglefremspring eller på oversiden af hænder og fødder.
- Muskelsvaghed som følge af ledproblemerne.
- Hos nogle ses forekomst af øjensymptomer, f.eks. i form af manglende tåreflåd også kaldet Sjögrens syndrom .
- Da ledegigt kan være både smertefuld og invaliderende, er depression almindeligt hos personer med ledegigt.
Forholdsregler og diagnose
Hvis man har længerevarende smerter, stivhed eller hævelse af et eller flere led, skal man kontakte sin læge for at få afgjort, om der er tale om leddegigt eller en anden ledsygdom.
Diagnosen stilles typisk på tidligere sygdomshistorie samt en grundig undersøgelse af kroppen. Der kan desuden tages en blodprøve, der tester for tilstedeværelsen af et bestemt antistof, kaldet reumafaktor, der ofte er til stede i blodet, når man lider af ledegigt. En anden blodprøve kan måle sværhedsgraden af betændelsestilstanden. Der kan også tages røntgenbilleder for at bedømme eventuel skade på leddene.
Internationalt er der fastlagt nogle bestemte kriterier, der kan anvendes til at stille diagnosen ledegigt. Kriterierne bruges dog mest i forbindelse med videnskabelige studier og er knap så anvendelige til at stille diagnosen tidligt i sygdomsforløbet.
- Morgenstivhed af led i over en time.
- Mindst tre ledområder skal være involveret.
- Involvering af håndleddene eller de to inderste led i fingrene.
- Involvering af de samme led på begge sider af kroppen.
- Gigtknuder.
- Positiv blodprøve for reumafaktor.
- Typiske forandringer af leddene, der kan ses på et røntgenbillede.
De første fire kriterier skal være til stede i mindst 6 uger. For at stille diagnosen ledegigt, skal minimum 4 af de 7 kriterier være opfyldt.
Behandling af leddegigt
Der findes ingen helbredende behandling af ledegigt. Behandlingens formål er at kontrollere symptomerne, samt forebygge yderligere skade på leddene ved at bremse udviklingen af sygdommen.
Der er flere forskellige lægemidler til rådighed til behandling af ledegigt. Hvilket stof, der er det bedste, afhænger af sygdommens sværhedsgrad, alder samt det generelle helbred. Dette skøn foretages af lægen.
- Hvis symptomerne generelt er lette, kan lægen udskrive milde smertestillende og betændelsesdæmpende præparater, de såkaldte nonsteriode antiinflamatoriske stoffer.
- Hvis symptomerne er mere alvorlige, kan der anvendes et eller flere lægemidler fra gruppen af såkaldte antireumatiske lægemidler, der giver mere langvarig betændelsesdæmpning. Disse lægemidler kan bremse udviklingen af sygdommen, men skal som regel tages over længere tid før man får fuld effekt af dem.
- Hvis sygdommen ikke kan kontrolleres med ovenstående behandling, er det også muligt at anvende de nyere biologiske antireumatika, der er fremstillet til specifikt at hæmme immunforsvarets reaktion mod kroppen selv. Disse præparater er ofte meget effektive og kan gives sammen med stoffer fra ovenstående gruppe af traditionelle antireumatika. I nogle tilfælde kan denne behandling helt bremse sygdommens udvikling og forhindre yderligere skade på leddene.
- Ud over den medicinske behandling er det også vigtig, at personer med leddegigt instrueres og uddannes i træning og forebyggelse af yderligere ledskader. Dette fortages af ergoterapeuter og fysioterapeuter, der kan instruere i mere skånsom anvendelse af de angrebne led, anvendelse af særlige hjælpemidler, etc. Træning i varmtvandsbassin kan give højere funktionsniveau, formentlig også på længere sigt.
- Kirurgisk behandling kan også anvendes i tilfælde, hvor de ovennævnte lægemidler ikke virker tilstrækkeligt. Typisk ved svære tilbagevendende tilfælde af ledegigt i knæene, der indskrænker gangfunktionen. Håndkirurgi kan anvendes i tilfælde, hvor håndens funktion er kraftigt nedsat.
Forløb
Sygdomsudviklingen på lang sigt er meget svær at spå om, da den er meget forskellig fra person til person. I nogle tilfælde ses der blot en enkeltstående episode af ledegigt, men i de fleste tilfælde har sygdommen et mere kronisk forløb, med langstrakt, ofte livslang sygdom. Sygdommens forløb er også meget forskelligt, med enten langsom udvikling eller et mere aggressivt forløb, med hurtig akut forværring.
Personer med ledegigt lever i gennemsnittet 8-10 år kortere end den gennemsnitlige befolkning. Det afgørende for en god prognose er dels tidlig diagnosticering af sygdommen, dels iværksættelse af potent medicinsk behandling, der har vist sig at forbedre prognosen betydeligt.
Komplikationer
Der er øget risiko for infektioner pga. generelt nedsat immunforsvar, samt betændelsesforandringer i leddene, der gør disse mere modtagelige for infektion. Hvis leddene bliver tiltagende røde, hævede og smertefulde, er det vigtigt hurtigt at søge læge (se ledinfektion).
Med tiden kan der ses knogleskørhed , som resulterer i en højere tendens til knoglefrakturer (knoglerne brækker), delvist som resultat af sygdommen selv, men ofte også pga. nedsat bevægelighed.
Der kan også udvikles slimsæksbetændelse (bursitis), en betændelsestilstand i en eller flere af de små væskefyldte sække, der findes i kroppens led.
Hævelse omkring håndleddet kan resultere i karpaltunnelsyndrom , hvor en af håndens nerver kommer i klemme og giver snurrende og prikkende fornemmelser i hånden.
Ledforandringerne kan også resultere i skader på andre strukturer i nærheden af leddet. F.eks. kan ledkapslen bule ud og danne en udposning bag på knæet, hvilket benævnes en baker-cyste. Leddets sener kan også tage skade og eventuelt briste, hvilket medfører manglende bevægelighed i f.eks. en finger (se seneskader ).
Med tiden kan der ses knogleskørhed , som resulterer i en højere tendens til knoglefrakturer (knoglerne brækker), delvist som resultat af sygdommen selv, men ofte også pga. nedsat bevægelighed.
Der kan også udvikles slimsæksbetændelse (bursitis), en betændelsestilstand i en eller flere af de små væskefyldte sække, der findes i kroppens led.
Hævelse omkring håndleddet kan resultere i karpaltunnelsyndrom , hvor en af håndens nerver kommer i klemme og giver snurrende og prikkende fornemmelser i hånden.
Ledforandringerne kan også resultere i skader på andre strukturer i nærheden af leddet. F.eks. kan ledkapslen bule ud og danne en udposning bag på knæet, hvilket benævnes en baker-cyste. Leddets sener kan også tage skade og eventuelt briste, hvilket medfører manglende bevægelighed i f.eks. en finger (se seneskader ).