Mave-tarm-Infektion (Gastroenteritis) Artikel

I ulandene er mave-tarm-infektioner utroligt hyppige, og man regner med, at der hvert år dør op mod 5-10 millioner mennesker som følge af sådanne infektioner. Særligt børn er udsatte.

I den vestlige verden er vira den hyppigste årsag til mave-tarm-infektioner, og gennemsnitligt har hver person diaré én gang årligt som følge af mave-tarm-infektioner.

Smittemåden ved mave-tarm-infektioner er afhængig af den mikroorganisme, der forårsager infektionen. Ved nogle mave-tarm-infektioner sker smitte ved direkte kontakt med smittede personer. Andre mikroorganismer overføres via indtagelse af kontamineret føde eller vand (eller fødevarer vasket i kontamineret vand).

Mekanismerne, der fører til sygdom, er ligeledes forskellige og afhængige af mikroorganismen. Nogle bakterier danner ved deres vækst i f.eks. fødevarer såkaldte præformerede toksiner (en slags giftstoffer), der ved efterfølgende indtagelse giver akut diaré og/eller opkastninger (indenfor få timer), der også forsvinder hurtigt igen. Dette er mekanismen ved klassisk madforgiftning .

Andre bakterier som f.eks. Vibrio cholerae, der giver kolera (se nednfor) eller E. coli (se nedenfor), der er en hyppig årsag til den almindelige "turistdiaré", danner også toksiner, som forårsager sygdom, men disse dannes først i tarmen.

Endelig er der nogle mikroorganismer, der direkte angriber slimhinden i tarmen, og derved fremkalder diaré. Denne mekanisme ses ved de hyppigt forekommende Salmonella-forgiftninger , samt ved infektion med Salmonella typhi, der giver tyfus , eller med Shigella-bakterier, der giver dysenteri .

Nedenfor vil nogle af de mikroorganismer (vira, bakterier og parasitter), der kan give mave-tarm-infektioner blive beskrevet:

Forskellige vira kan smitte fra person til person eller via fødevarer, og i Danmark er virusinfektioner den hyppigste årsag til mave-tarm-infektioner. Et af de mest almindelige er Noro-virus (tidligere kaldet Norwalk), som medfører den ofte omtalte Roskilde-syge. Disse infektioner giver diaré og opkastninger i nogle dage men kræver oftest ingen behandling. Noro-virus er meget smitsom og kan udover infektion via madvarer sprede sig som luftbårne partikler, hvorved infektionen kan sprede sig på f.eks. et hospital.

Utallige bakterier kan smitte via fødevarer og giver anledning til en række infektioner af meget forskellig karakter. Salmonella typhi og Shigella-bakterier giver anledning til de alvorlige infektioner tyfus og dysenteri , som beskrives i separate artikler.

Forskellige arter af Salmonella-bakterier, samt bakterierne Campylobacter og Yersinia smitter ofte via fødevarer. De smitter via kød, æg og fjerkræ og giver oftest anledning til kortvarig diaré og opkastninger (de omtales nærmere i artiklen Salmonella-infektioner ).

En del forskellige typer E. coli kan smitte via fødevarer, og E.coli-bakterier er den hyppigste årsag til turist- eller rejsediaré. Den type E. coli, der kaldes VTEC, og som findes bl.a. i ikke tilstrækkeligt varmebehandlet oksekød, kan i uheldige tilfælde medføre nyresvigt hos børn (der har de senere år været flere eksempler på dette i Norge).

Listeria monocytogenes er en bakterie, der ikke forekommer så hyppigt som tidligere. Den kan formere sig i fødevarer og kan vokse ved lave temperaturer, så opbevaring af mad i køleskabet beskytter ikke mod denne bakterie. Den kan i nogle tilfælde medføre hjernehindebetændelse ( meningitis ), men infektioner med Listeria er sjældne og ses hyppigst hos i forvejen svækkede personer.

Infektion med bakterien Vibrio cholerae giver kolera . Denne bakterie er udryddet i Danmark, men enkelte tilfælde ses efter udlandsrejse. Den smitter via drikkevand eller fødevarer, kontamineret med vand indeholdende bakterier. Symptomerne er til at starte med opkastninger og diaré med afføring, men afløses hurtigt af store mængder vandtynde diaréer.

Nogle typer af stafylokokker danner som nævnt toksiner i fødevarer, som kan give klassisk madforgiftning. Bakterien Clostridium botulinum producerer også toksiner i fødevarer, og kan forårsage Botulisme eller pølseforgiftning, der kan give midlertidige lammelser. Disse toksin-forårsagede sygdomme beskrives i artiklen madforgiftning .

Parasitære infektioner er ikke så hyppige i Danmark. Parasitterne Giardia lamblia og Cryptosporidium parvum kan smitte via kontamineret vand. Sidstnævnte giver oftest kun symptomer hos immunsvækkede personer, som f.eks. personer med AIDS . Vand, der indeholder Giardia lamblia, kan se helt rent ud. Symptomerne kan variere meget fra person til person. Hos nogle ses ingen symptomer, mens andre kan udvikle længerevarende diaré, malabsorption og vægttab. Smitte med Giardia lamblia ses oftest efter udlandsrejse.

Endeligt kan man få amøbedysenteri efter at have indtaget amøbe-kontamineret vand eller fødevarer skyllet i kontamineret vand. I Danmark ses dette kun hos personer, der kommer hjem fra udlandsrejse. Vedrørende symptomer og behandling se artiklen Amøbedysenteri .

Som nævnt er symptomerne og alvorligheden af disse helt afhængige af, hvilken mikroorgansime der er skyld i infektionen, samt hvem der bliver smittede. Særligt børn i ulandene bliver hårdt ramt, da de ofte lever under dårlige hygiejniske forhold, og derved let smittes samt har svækket modstandskraft som følge af underernæring og/eller gentagne infektioner.

Det hyppigste symptom er det først nævnte:

Desuden kan ses:

Efter længere tids diaré ses ofte dehydrering. Dette ses i ekstrem grad ved kolera, hvor man kan miste 20-25 liter væske pr. døgn.

Tæt kontakt med smittede personer bør om muligt undgås. Desuden kan almindelig god håndhygiejne reducere antallet af infektioner. Derudover er det vigtigt at sørge for tilstrækkelig opvarmning af kød, samt at undgå indtagelse af f.eks. rå æg og skaldyr. Læs mere om korrekt fødevarehåndtering i artiklen madforgiftning under Forholdsregler.

De fleste mave-tarm-infektioner vil forsvinde af sig selv i løbet af få dage (se nedenfor) og kræver ikke, at man går til læge. Men ved længerevarende diaré (over to uger), vægttab, blod i afføringen samt ved udtalt påvirkning og/eller dehydrering, skal man kontakte læge. Man bør oplyse om, at man er blevet syg efter udlandsrejse, da dette kan betyde infektion med eksotiske (og evt. mere alvorlige) infektioner. Desuden skal man oplyse om, hvorvidt familiemedlemmer, eller folk man har spist det samme som, er blevet syge.

I mange tilfælde vil lægen ikke gøre meget, men i alvorlige tilfælde kan der udføres mikroskopi og dyrkning af en afføringsprøve, for at afsløre evt. bakterier. Evt. udføres en skopi (kikkertundersøgelse) af mave-tarm-kanalen.

Behandlingen af mave-tarm-infektion afhænger af, hvilken mikroorganisme der er tale om. Behandlingen er i de fleste tilfælde symptomatisk, dvs. at man udelukkende behandler symptomerne. Det vigtigste er at erstatte salt- og vandtabet. I mere alvorlige tilfælde er det nødvendigt at behandle med antibiotika.

De fleste virusinfektioner vil hurtigt gå over af sig selv. I ukomplicerede tilfælde af salmonellabakterie-infektioner er antibiotika ikke nødvendigt. Men ved alvorlige salmonellainfektioner eller ved f.eks. tyfus eller visse andre bakterielle infektioner er antibiotikabehandling nødvendig. Infektioner med parasitter kræver som regel også behandling med antibiotika.

I ikke-alvorlige tilfælde af diaré, kan man behandle med såkaldte stoppemidler, der har god effekt og kan fås i håndkøb på apoteket. Disse midler bør dog ikke bruges i længere tid, samt i tilfælde med mere alvorlige symptomer som høj feber og blod i afføringen.

Selvom nogle af de nævnte infektioner kan være alvorlige og endog potentielt livsfarlige, ses disse oftest i udlandet og er langt fra de mest almindelige herhjemme. Størstedelen af mave-tarm-infektioner går således over af sig selv i løbet af få dage og kræver som nævnt oftest ingen behandling, udover at man skal sørge for at få nok væske og salte i sig. Man skal dog søge læge i tilfælde af længerevarende eller alvorlige symptomer.

Symptomer fra mave-tarm-systemet kan skyldes sygdomme andetsteds i kroppen eller sygdomme i tarmene, der ikke skyldes infektion med bakterier, vira eller parasitter, f.eks. colitis ulcerosa eller Crohns sygdom .

Af alvorlige (men sjældne) komplikationer kan nævnes blødninger fra tarmen og perforation af tarmen medførende bughindebetændelse .

Ellers skyldes komplikationer oftest dehydrering eller ses efter, at bakterierne har spredt sig til andre steder i kroppen. Ikke sjældent føres bakterierne med blodet til store led, hvor de kan medføre en betændelsesreaktion med rødme, smerter og hævelse af leddet ( septisk arthritis ).

Endelig kan også ses reaktiv arthritis, som er en lignende betændelsesreaktion i et eller flere led, men uden at man kan finde bakterier i ledvæsken. Dette kan forekomme efter infektioner med Yersinia- , Salmonella-, Campylobacter- eller Shigella-bakterier.