Definition og årsager
Ménières sygdom er en lidelse i det indre øre, der forårsager anfald af svimmelhed , tinnitus og nedsat hørelse . Mellem anfald er der i begyndelsen ingen symptomer, senere kommer varig hørenedsættelse og tinnitus. Sygdommen forekommer hyppigst hos midaldrende og rammer hos ca. 75% kun det ene øre.
Det er endnu ikke helt klarlagt, hvad der forårsager sygdommen, men der er tale om en tilstand med forhøjet tryk i indre øre. Det indre øre består af buegangene, der er balanceorganet, og sneglen, hvor lydbølger bliver omdannet til et nervesignal (se Ørets opbygning og funktion ). Der findes væske i begge disse, og man mener, at anfald opstår, når væske fra et afsnit pludselig blandes med væske fra et andet pga. små bristninger i en membran i det indre øre. Der opstår herved trykændringer i det indre øre, hvilket påvirker buegangene og sneglen.
Symptomer på Ménières sygdom
Helt karakteristisk for denne sygdom er det, at følgende symptomer optræder i anfald:
- Voldsom svimmelhed. Oftest føles det, som om omgivelserne snurrer rundt, som var man i en karrusel. Ofte fører dette til kvalme og opkastninger.
- Tinnitus .
- Fornemmelse af trykken i øret.
- Hørenedsættelse samt ændret opfattelse af lydindtryk.
Anfaldene begynder pludseligt og svinder for det meste i løbet af nogle timer. Imellem anfald vil både tinnitus og hørenedsættelse ofte være til stede, blot mildere end under anfald. Mange oplever at forværring af hørelsen og tinnitus går forud for anfald.
Forløb og komplikationer
Nogle har et mildt forløb af relativt kort varighed. Det typiske er dog et årelangt forløb, og nogle oplever voldsomme og invaliderende forløb af Ménières sygdom. Anfaldene vil efter en periode som regel mildnes, således at særligt svimmelheden bliver sjældnere og mindre voldsom. Der vil med tiden opstå et udtalt høretab, og der kan være store gener forbundet med tinnitus.
Forholdsregler og diagnose
Hvis man oplever ovenstående symptomer, bør man søge læge. Under anfald er det en god ide at lægge sig ned, da der pga. den voldsomme svimmelhed er risiko for, at man kan falde. Da sygdommmen kan forværres af stress , må man så vidt muligt forsøge at undgå dette.
Diagnosen kan ofte stilles ud fra den karakteristiske sygehistorie. Lægen vil desuden undersøge hørelsen og finde denne nedsat, særligt i bassen. Endvidere undersøges funktionen af buegangene ved en såkaldt kalorisk prøve, hvor der sprøjtes vand med bestemt temperatur (varmt og koldt) ind i øregangen. Dette udløser normalt karakteristiske øjenbevægelser (kaldet nystagmus). Disse kan mangle eller være abnorme ved Ménières sygdom som udtryk for, at buegangene ikke fungerer optimalt.
Behandling af Ménières sygdom
Medicinsk:
- Antihistaminer som f.eks. cinnazerin eller betahistin. Disse er nok bedre kendt som søsygepiller. Man skal være opmærksom på, at disse lægemidler kan være sløvende og er forsynet med en advarselstrekant. Man bør således ikke køre bil eller betjene farlige maskiner efter indtagelse.
- Beroligende medicin har en vis effekt på den ubehagelige oplevelse, det er, at have anfald af Ménières sygdom. Man bør dog ikke anvende disse stoffer gennem længere tid, da der er risiko for, at man bliver afhængig. Beroligende medicin er ligeledes forsynet med advarselstrekant.
Kirurgisk:
- Kemisk labyrintektomi: I lokalbedøvelse åbnes trommehinden, hvorefter der sprøjtes et stof, der er giftigt for det indre øre (gentamycin), ind i mellemøret. Dette udslukker funktionen af buegangene, mens hørelsen hos ca. 90% bevares. Ofte udføres behandlingen 2 dage i træk.
- Labyrintektomi: Dette er en operation, hvor man ødelægger det indre øre, således at det ikke længere kan give anledning til symptomerne. Det betyder desværre også, at hørelsen på det givne øre går tabt, hvorfor man kun udfører denne operation, hvis der er god hørelse på det modsatte øre.
- Overskæring af balancenerven: Ved denne operation skærer man nerven (nervus vestibularis), der fører balancesignalet fra buegangene til hjernen, over. Hørelsen kan bevares, men det er en vanskelig opertion, da det er svært at komme ind til nerven uden at beskadige omkringliggende strukturer.