Motionens gunstige virkninger - Sygdomsgruppe 1. Metaboliske sygdomme Artikel

For at forstå fysisk aktivitets gavnlige virkning på de metaboliske sygdomme er det nødvendigt at kende det, der kaldes "Insulinresistens-syndromet". "Syndrom" betyder en samling af symptomer og "Insulinresistens" betyder manglende følsomhed for insulin (insulin = sukker-regulerende hormon, der dannes i bugspytkirtlen). Det er altså en samling af symptomer, der opstår, når kroppens følsomhed for insulin er nedsat. Musklernes "insulinresistens" er af særlig vigtighed, når vi taler om motion.

Insulin er vigtigt, når sukker skal transporteres ind i muskelcellen. Men hvad hjælper rigelige mængder insulin, hvis musklen ikke er følsom for det! Sukkeret kan altså ikke transporteres ind i muskelcellen men forbliver i blodet med risiko for forhøjet blodsukker.

Den forringede følsomhed for insulin i muskelcellerne får bugspytkirtlen til at danne noget mere insulin for på den måde at piske på de "trætte heste" (= de insulinresistente muskelceller). Det er imidlertid uhensigtsmæssigt, idet øget insulin i blodet accelererer udviklingen af åreforkalkning og fedme.

Insulinresistensen skyldes ifølge de nyeste teorier dels fysisk inaktivitet dels en form for "gift-virkning" af for store mængder fedtstoffer fra kosten (frie fede syrer = FFA).

Det betyder, at når din kost er rig på især mættet fedt, er det disse store mængder FFA, som påvirker bestemte områder (receptorer) i cellemembranerne til at blive insulinresistente.

Hvis du ikke sørger for at være fysisk aktiv, vil de FFA ikke blive forbrændt, men derimod blive indlejret i muskelcellerne, i fedtceller i underhuden og som skadeligt fedt inde mellem tarmene og i leveren. Det er denne mandlige fedtfordeling (topmave, "bodegavom"), som giver anledning til betegnelsen "æbleform". I modsætning til "æbleformen" er fedtdepoterne omkring enden og lårene, altså den feminine fedtfordeling eller "pæreformen", til gengæld ufarlig mht. udvikling af åreforkalkning.

Motion kan altså hjælpe til med at holde koncentrationen af FFA nede på et ikke sundhedsskadeligt niveau.

Samtidig ændres kolesterolprofilen i gunstig retning, således at det totale kolesteroltal, LDL (skadelige kolesterol) og triglycerid (fedtstof) falder, mens HDL (gode kolesterol) øges. Disse ændringer giver øget følsomhed for insulin i muskelcellerne og dermed mindre behov for insulin, insulinkoncentrationen i blodet falder.

Den bedre insulinfølsomhed øger optagelsen af sukker og sænker dermed blodsukkeret.

Muskelsammentrækningen har også en selvstændig fremmende effekt på optagelsen af sukker, uafhængig af insulin.

Fysisk aktivitet ved moderat intensitet eller højere vil øge antallet af små blodkar i musklerne og dermed blodgennemstrømningen. Det betyder øget transport af sukker til musklerne og yderligere sænkning af blodsukkeret.

Endelig sker der også en stigningen i koncentrationen af forskellige proteinstoffer, som virker som sukker-transportører i muskelcellerne.
Der ligger altså flere faktorer til grund for den udtalte effekt af motion på forebyggelse og behandling af type 2 diabetes og forhøjet kolesterol.

Motions virkning på fedme skyldes naturligvis i høj grad øget kalorieforbrug, som ved uændret kost vil give vægttab. Når du kommer i god form, stiger andelen af forbrændte kalorier, som stammer fra fedt markant, således at en person med stort fysisk aktivitetsniveau ikke er så afhængig af kostsammensætningen som en inaktiv.

Den meget aktive forbrænder simpelthen det ekstra fedt.

Vægttab opnået ved en kombination af kostændringer og motion har langt større chance for at bibeholdes pga. de tidligere nævnte stofskifteprocesser i musklerne. Da hvilestofskiftet forbrænder fedt og helt overvejende foregår i musklerne, er det indlysende, at jo mere veltrænet, man er, jo større bliver musklerne og jo større bliver hvilestofskiftets fedtforbrænding.

Derfor er de slankeskoler, som fraråder for megen motion, meget uheldige. De advarer mod motion, fordi større muskler vejer mere end fedt. En holdning, der grunder sig i mangel på viden om fedtstofskiftet i musklerne.

En anden fejltagelse, som også bør manes i jorden ud fra de foranstående oplysninger om fedtforbrændingen, er eksistensen af en "fedtforbrændingszone". Teorien er, at du ikke må træne for hårdt, hvis du vil tabe sig, fordi den maksimale fedtforbrænding i aktivitet foregår ved moderat intensitet, mens det næsten er ren sukkerforbrænding , når du yder maksimalt.

Misforståelsen beror på manglende indsigt i hvilestofskiftets forbrug af fedt i relation til muskelmassens størrelse og træningstilstand.

Det er så simpelt, som du kan ønske dig. Højest mulig intensitet i længst mulig tid giver størst vægttab og bedst mulig fordeling mellem mager - og fed legemsmasse.

Træning fjerner også i høj grad det farlige fedt inde i maven, "æbleformen".

Endelig har fysisk aktivitet også en gunstig effekt på appetitreguleringen.

Ved forhøjet blodtryk spiller de forannævnte mekanismer også en rolle. Det gælder bl.a. normaliseringen af insulinmængden.

Den øgede insulinproduktion, som kommer, når der udvikles "insulinresistens", påvirker den del af hjernen, som hedder hypothalamus. Hypothalamus reagerer med at øge aktiviteten i en del af nervesystemet - det "sympatiske nervesystem". Denne påvirkning øger pulsen og modstanden i de små blodkar ude i kroppen. Når både puls og modstand stiger, øges blodtrykket.

Blodtrykket falder igen, når du ved hjælp af motion får insulinmængden til at falde.

Blodkarrene er indvendigt beklædt med en slags hud, kaldet "endothel". Hos personer med forhøjet blodtryk fungerer dette endothel dårligt - der kommer sammentrækning af karrene og dermed øget modstand. Øget modstand er lig med stigende blodtryk.

Når pulsen under fysisk aktivitet stiger udsættes karvæggen for en påvirkning, som giver en øget udskillelse af nitrogenoxid fra endothelet. Nitrogenoxid udvider blodkarrene med reduceret modstand og faldende blodtryk til følge.