Motion kan forebygge metaboliske sygdomme
Motion kan hjælpe til med at holde koncentrationen af FFA nede på et ikke sundhedsskadeligt niveau.
Samtidig ændres kolesterolprofilen i gunstig retning, således at det totale kolesteroltal, LDL (skadelige kolesterol) og triglycerid (fedtstof) falder, mens HDL (gode kolesterol) øges. Disse ændringer giver øget følsomhed for insulin i muskelcellerne og dermed mindre behov for insulin, insulinkoncentrationen i blodet falder.
Den bedre insulinfølsomhed øger optagelsen af sukker og sænker dermed blodsukkeret. Muskelsammentrækningen har også en selvstændig fremmende effekt på optagelsen af sukker, uafhængig af insulin.
Endelig sker der også en stigningen i koncentrationen af forskellige proteinstoffer, som virker som sukker-transportører i muskelcellerne. Der ligger altså flere faktorer til grund for den udtalte effekt af motion på forebyggelse og behandling af type 2 diabetes og forhøjet kolesterol.
Motion og fedme
Motions virkning på fedme skyldes naturligvis i høj grad øget kalorieforbrug, som ved uændret kost vil give vægttab.
Når du kommer i god form, stiger andelen af forbrændte kalorier, som stammer fra fedt markant, således at en person med stort fysisk aktivitetsniveau ikke er så afhængig af kostsammensætningen som en inaktiv. Den meget aktive forbrænder simpelthen det ekstra fedt.
Vægttab opnået ved en kombination af kostændringer og motion har langt større chance for at bibeholdes pga. de tidligere nævnte stofskifteprocesser i musklerne.
Da hvilestofskiftet forbrænder fedt og helt overvejende foregår i musklerne, er det indlysende, at jo mere veltrænet, man er, jo større bliver musklerne og jo større bliver hvilestofskiftets fedtforbrænding.
Derfor er de slankeskoler, som fraråder for megen motion, meget uheldige. De advarer mod motion, fordi større muskler vejer mere end fedt. En holdning, der grunder sig i mangel på viden om fedtstofskiftet i musklerne.
En anden fejltagelse, som også bør manes i jorden ud fra de foranstående oplysninger om fedtforbrændingen, er eksistensen af en "fedtforbrændingszone".
Teorien er, at du ikke må træne for hårdt, hvis du vil tabe sig, fordi den maksimale fedtforbrænding i aktivitet foregår ved moderat intensitet, mens det næsten er ren sukkerforbrænding , når du yder maksimalt.
Misforståelsen beror på manglende indsigt i hvilestofskiftets forbrug af fedt i relation til muskelmassens størrelse og træningstilstand.
Det er så simpelt, som du kan ønske dig. Højest mulig intensitet i længst mulig tid giver størst vægttab og bedst mulig fordeling mellem mager - og fed legemsmasse. Træning fjerner også i høj grad det farlige fedt inde i maven, "æbleformen". Endelig har fysisk aktivitet også en gunstig effekt på appetitreguleringen.
Motion og forhøjet blodtryk
Ved forhøjet blodtryk spiller de forannævnte mekanismer også en rolle. Det gælder bl.a. normaliseringen af insulinmængden.
Den øgede insulinproduktion, som kommer, når der udvikles "insulinresistens", påvirker den del af hjernen, som hedder hypothalamus. Hypothalamus reagerer med at øge aktiviteten i en del af nervesystemet - det "sympatiske nervesystem". Denne påvirkning øger pulsen og modstanden i de små blodkar ude i kroppen.
Når både puls og modstand stiger, øges blodtrykket. Blodtrykket falder igen, når du ved hjælp af motion får insulinmængden til at falde.
Blodkarrene er indvendigt beklædt med en slags hud, kaldet "endothel". Hos personer med forhøjet blodtryk fungerer dette endothel dårligt - der kommer sammentrækning af karrene og dermed øget modstand. Øget modstand er lig med stigende blodtryk.
Når pulsen under fysisk aktivitet stiger udsættes karvæggen for en påvirkning, som giver en øget udskillelse af nitrogenoxid fra endothelet. Nitrogenoxid udvider blodkarrene med reduceret modstand og faldende blodtryk til følge.