BALA
Det overordnede princip i Motionsmanualens motiveringsforløb kaldes også: BALA
Det står for Behov-Accept /Løsning-Accept. Personen skal opleve/erkende og acceptere et behov. Dernæst skal personen med hjælp fra lægen beslutte sig for og acceptere en løsning.
BA
Det er lettere at erkende og acceptere et behov for fysisk aktivitet, hvis det er et led i en sygdomsbehandling. Typisk genoptræning af en motorisk funktion. Men også i forbindelse med metabolisk syndrom eller arteriosklerotiske sygdomme vil de fleste efter relevant information kunne forstå det nødvendige i øget fysisk aktivitet.
I forbindelse med sygdomme som f.eks. KOL eller nogle psykiske lidelser, kan det være vanskeligt for patienten at acceptere aktivitet som et behov. Det er fordi, den fysiske aktivitet provokerer symptomerne.Ved KOL forværres dyspnoen, og ved mange psykiske lidelser er træning ensbetydende med, at patienten bliver taget ud af den selvvalgte, passive isolation.
Det kræver altså vekslende grad af information og tålmodighed at nå frem til "BA"-– altså accept af et behov. Lægen skal anvende al sin viden om patientens personlighed, reaktionsmønstre i tidligere pressede situationer og familierelationer. Hvordan vil familien reagere på planlagte ændringer? Vil det overhovedet være muligt at gennemføre? Er det for grænseoverskridende i den pågældende familie? Det nytter ikke noget, at patienten og lægen kan blive enige om et træningsforløb, hvis det i familiesammenhængen er uforståeligt, praktisk umuligt at gennemføre eller normbrydende. Det kan derfor være en god ide, at patientens ægtefælle deltager i samtalen fra starten.
Når vejledningen drejer sig om raske personer, er det straks vanskeligere. Ligesom det kun er rygerens nabo, der får lungekræft, er det også de andre, der får AMI pga. inaktivitet. Når der efterhånden kommer flere og flere inaktivitetsbetingede sygdomme i omgangskredsen, og tvivlen om egen usårlighed melder sig, er det måske ikke for sent at komme i gang, men dog ønskeligt, at det var sket noget før.
Hvis vi praktiserende læger udnytter den stigende opmærksomhed omkring inaktivitetsproblemerne, kan vi håbe på, at det fremover bliver mere almindeligt at udnytte de mange muligheder for øget aktivitet i hverdagen. Det er trods alt lykkedes for tandlægerne at få tandbørstning ind som en naturlig dagligdags profylaktisk procedure - og det gælder ikke engang "liv eller død".
Vi må benytte muligheden for at opfordre til fysisk aktivitet, hver gang lejligheden byder sig. Typisk kan det ske i forbindelse med helbredsattester eller ved mere uautoriserede "helbredscheck". Her er spørgsmål om motion i dagligdagen lige så vigtigt som spørgsmål om rygning, alkoholforbrug og kostvaner. Når vi konstaterer et marginalt forhøjet blodtryk eller blodsukker, er det oplagt at bringe motion på banen som den første indsats, som oven i købet med ret stor sikkerhed kan overflødiggøre medicinsk behandling.
Erfaringsmæssigt er det et stort skridt for patienterne at skulle starte på at tage tabletter. Derfor vil de være meget motiverede for en løsning, der indebærer fysisk aktivitet i stedet for medicin. Når man ser på den lange række af lidelser, hvor motion har en forebyggende eller behandlende effekt, vil spørgsmålet om fysisk aktivitet i dagligdagen kunne bringes på bane ved næsten enhver konsultation.
Det økonomiske aspekt er også nærliggende, idet megen dyr medicin kunne spares, hvis "motion" blev anvendt mere målrettet. Til gavn for både den enkelte patient men i høj grad også for samfundet som helhed. Når man tænker på, at vi formentlig kun har diagnosticeret halvdelen af de ca. 250.000 type 2 diabetikere, der er i Danmark, står det klart, at hvis de alle skulle medicinsk behandles for deres forhøjede blodsukker, dyslipidæmi, overvægt og hypertension, ville sundhedsbudgettet stå for fald. En stor del af denne økonomiske byrde ville kunne fjernes ved øget fysisk aktivitet i hverdagen.
Mennesket er ikke skabt til et liv i fysisk passivitet - en kendsgerning, som alle vore patienter nok vil kunne erklære sig enige i. Derefter er det op til os i samarbejde med patienterne eller den potentielle patient at få de indlysende kendsgerninger omsat til realiteter i hverdagen.
LA
Ét er at konstatere et behov og acceptere dét - noget ganske andet og meget mere krævende er at føre anden halvdel af "BALA" ud i livet, nemlig at finde, acceptere og gennemføre en løsning. På vejen til en acceptabel løsning vil der være mange spørgsmål og indvendinger. Hvis det ikke er muligt at afklare disse på en rimelig måde, skal man overveje, om personens modstand er så vedholdende, at der i virkeligheden mere er tale om en fejlvurdering af patientens parathed til forandring.
Patienten er måske kun i "Førovervejelses-stadiet" eller "Overvejelses-stadiet" og endnu ikke klar til forandring. Flere af de typiske spørgsmål er allerede nævnt i eksemplet med fru Thomsen, se "Den motiverende samtale". Listen er imidlertid lang. Husk, at ligegyldigt hvor uforståelige de end forekommer lægen, er spørgsmålene for patienten reelle. Det kan enten være udtryk for modstand og evt. manglende parathed til ændring eller regulære potentielt angstfremkaldende spørgsmål.
Fælles for motivering af alle grupper er:
- Klarlæg og opnå accept af behovet
- Forklar sammenhæng mellem aktivitet og sundhed – både generelt og specifikt ud fra personens diagnoser
- Spørg til tidligere motionserfaring
- Klarlæg holdningen til fysisk aktivitet
- Afdæk ambivalens
- Tag stilling til risikofaktorer
- Fastlæg aktivitetsform og -niveau sammen med patienten
- Hjælp med at løse de praktiske problemer
Nogle grupper kræver lidt ekstra opmærksomhed, når vi prøver at motivere til fysisk aktivitet. Det er ældre, overvægtige, børn/unge og indvandrere.