Indvandrere & motion
- Vil du sige til fru Gulcük, at hendes blodsukker og andre blodprøver stadig ikke er gode nok.Tolken oversatte min besked.
Fru Gulcük nikkede og smilede. Der var faktisk ikke så meget at smile af. Fru Gulcük havde type 2 diabetes, konstant forhøjet HbA1c og dyslipidæmi og var overvægtig. På trods af mange konsultationer hvor jeg havde fortalt de samme ting igen og igen.
Det var tolken, der gjorde denne konsultation til en aha-oplevelse for mig.
- Er du klar over, at fru Gulcük kommer fra den fattige kurdiske del af Tyrkiet?
- Næh, men det ændrer jo ikke behandlingen af sukkersygen, sagde jeg lidt afmålt.
- Fru Gulcük ved faktisk slet ikke, hvad sukkersyge er. Herefter fortalte tolken mig, hvad jeg var oppe imod. I de fattige egne i Tyrkiet og såmænd også mange andre steder er opfattelsen den, at sukkersyge skal behandles med begrænset indtagelse af sukker, rigelige mængder surt og stærkt. Det vil neutralisere sukkeret. Fedtstoffer anses ikke for farlige. Derfor bruges store mængder af olivenolie, som udelukkende opfattes som værende sundt. Overvægt er et statussymbol.
- Hvad så med fysisk aktivitet – hvorfor er det så svært at få fru Gulcük til at bevæge sig lidt mere?
Tolken snakkede lidt med patienten.
- Hun siger, at hun i en stor del af sit liv har arbejdet længe hver dag og gået flere kilometer efter vand to gange om dagen – og nu har hun alligevel fået sukkersyge, så det har jo ikke hjulpet.
Det gik op for mig, at vi havde bevæget os i to forskellige verdner, både mht. sygdomsforståelse og kulturel baggrund.
Hvis man som førstegenerations-indvandrer kommer fra et fattigt bondesamfund og hos den praktiserende læge bliver opfordret til at motionere for at passe bedre på sit helbred, er der næppe noget at sige til, at budskabet ikke rigtigt trænger igennem. For disse fattige bønder er et begreb som "ansvar for eget helbred" fuldkomment uforståeligt. Når man fejler noget, går man til lægen, og så er det lægens ansvar at behandle medicinsk eller kirurgisk, til man er rask igen. Motion i profylaktisk øjemed er endnu mere uforståeligt.
Indvandrerens dagligdag før ankomsten til Danmark har måske bestået af ti timers hårdt arbejde i marken efterfulgt af timers arbejde i hjemmet bagefter. Derfor opfattes det som et privilegium at have mulighed for at føre en passiv tilværelse, og overvægt betragtes ofte som et sundhedstegn eller statussymbol.
Det kræver en meget grundig forklaring og tålmodighed at foreslå motion som behandlingsmiddel eller profylaktisk
tiltag. Det er næppe forskelligt fra forholdene herhjemme for et par generationer siden, hvor en "motionsbehandling" heller ikke ville have vundet genklang.
Men som alle andre er også indvandrergruppen meget inhomogen. Det gælder derfor ligesom hos personer med dansk baggrund om først og fremmest at finde ud af personens holdning til "ansvar for eget helbred" og forståelsen for fysisk aktivitets betydning for profylakse og behandling.
Hvis man har opnået forståelse for vigtigheden af fysisk aktivitet, melder der sig de samme problemer med at finde en passende form, som hvis patienten var med dansk baggrund.
Hos indvandrergruppen er problemet blot forstærket pga. andre traditioner. Det er få, der har lært at cykle eller svømme. Mange vil slet ikke vise sig i nogen form for sportstøj - endsige badetøj. Det kræver derfor i høj grad individuel rådgivning med brug af fantasien. Alle kan dog lære at cykle på en kondicykel, og alle kan gå en tur.
Nogle steder er der startet initiativer for at aktivere indvandrergrupperne i forskellige klubber. Københavns Kommune har i samarbejde med Valby kortlagt de idrætsaktiviteter, som kun er for kvinder, og hvor der kun er kvindelige instruktører. Listen kan ses på DGI, Storkøbenhavn’s hjemmeside.
Gruppen af unge indvandrere er ligeledes inhomogen - dog ikke i samme omfang som de ældre. Men vi ved, at deltagelse i skolens gymnastik- og svømmeundervisning veksler meget - så også her kræver det en ekstra indsats at klarlægge, hvor den unge står i forhold til forståelsen af fysisk aktivitet som noget sundt og rart. Vi ved, at antallet af unge med etnisk baggrund, der dyrker en eller anden form for motionsaktivitet, er mindre end den tilsvarende del af unge med dansk baggrund. Der er dog efterhånden oprettet mange idrætsklubber for etniske unge, og det er nok også de unge, der vil være lettest at få aktiveret fremover.
I forbindelse med bevægeapparat- eller ryglidelser er det erfaringsmæssigt lettest at finde forståelse for fysisk aktivitets virkning. Men det kræver stadig lang tilvænning at erstatte smertestillende medicin med "motionspillen".