Mundhygiejne Artikel

Fordi vi spiser mange måltider om dagen og ofte også spiser for sød og for klæbrig kost, er det meget svært helt at beskytte sig mod kariesangreb.Man kan dog forebygge huller i tænderne, og dermed beholde dem op i en høj alder, ved at følge nedenstående råd om tandbørstning, tandtråd, sukkerindtag, flour og meget mere

Tandbørstning

Børst tænderne grundigt mindst to gange om dagen. Brug også gerne tandtråd, da dette bedre fjerner madrester og plak mellem tænderne, hvor det er svært at komme til med tandbørsten. Tandlægen kan vise, hvordan man børster og bruger tandtråd. Begynd med tandkødet og børst ned over tænderne. Ved forsigtigt at massere tandkødet med tandbørsten kan man forbedre blodcirkulationen og holde rent langs tandkødsranden.

Tandtråd

Tandtråd bruges for at fjerne belægninger og madrester. Det kræver en del træning at lære at håndtere tandtråden. Før tråden med savende bevægelser gennem mellemrummet mellem tænderne. Gnid den mod begge tandoverfladerne. Træk ren tråd frem for hvert nyt mellemrum.

Sukkerindtagelse

Mindsk indtagelsen af sukker og søde læskedrikke og spis en velafbalanceret kost. Efter et sukkerholdigt måltid varer syreproduktionen i munden i omkring en halv time. Prøv at spise mindre sukker og undgå især søde mellemmåltider. Det er godt at slutte et måltid med nødder eller ost i stedet for sædvanlige desserter som is eller kage. Ost er meget effektivt til at neutralisere syreangreb.

Fluor

Fluor er et grundstof, som forekommer naturligt i grundvandet. Fluor har den egenskab, at den kan hærde tænderne, så de bliver mere modstandsdygtige over for syreangreb. Højt fluorindhold i emaljen medfører også, at bakterierne får sværere ved at fæstne sig på tandoverfladen. Så snart tænderne bryder frem, skal man tilføre fluor ved fluorskylninger eller i tandpastaen. Fluor findes også i rigelige mængder i visse fødevarer, f.eks. te og fisk.

Farvetabletter

Disse tabletter indeholder et farvestof, som farver bakteriebelægninger. De bruges til at kontrollere tandbørstningen og afsløre steder, der er særligt vanskelige at få rene.

Regelmæssige tandlægebesøg

Hvis man allerede fra barndommen får tænderne regelmæssigt efterset, kan man hurtigt tage hånd om skader, der opstår på tænder og tandkød og forebygge større skader, som kan kræve omfattende behandling.