Definition og årsager
Plasmaceller, som er en type af hvide blodlegemer, bliver dannet ud fra B-lymfocytter (andre hvide blodlegemer) som et svar på en infektion. Herefter udskiller plasmacellerne antistoffer, som hjælper immunforsvaret til at bekæmpe en infektion af samme type i fremtiden. Myelomatose er en sjælden kræftsygdom, hvor der i knoglemarven sker en ukontrolleret overproduktion af unormale plasmaceller. Det drejer sig om en specifik type plasmacelle, som udskiller store mængder af én type antistof, som ikke er til gavn for immunforsvaret.
Man kender ikke årsagen til myelomatose, men der ses større hyppighed af sygdommen hos de folk, som blev udsat for stråling i forbindelse med atombombningen af Japan under 2. verdenskrig. Dette tyder på, at stråling kunne være en årsag.
Myelomatose kan være begrænset til en enkelt knogle, eller foregå overalt i den røde knoglemarv og derved ramme flere af kroppens knogler samtidig. Væksten af cellerne vil trykke på knoglerne, hvilket starter nedbrydningsprocesser i knoglerne. Dette medfører tynde knogler med stor risiko for brud. Sygdommen kan også være lokaliseret i afgrænsede områder udenfor den røde knoglemarv.
Ved myelomatose bliver der i knoglemarven dannet så mange plasmaceller, at dannelsen af andre celletyper som blodplader (trombocytter) og røde blodlegemer (erytrocytter) bliver fortrængt. Dette kan føre til mangeltilstande som trombocytopeni og anæmi .
Myelomatose kan udvikle sig til leukæmi (blodkræft), hvis der findes mere end et bestemt antal af de abnorme plasmaceller i blodet.
Sygdommen er sjælden. Ca. 250 danskere rammes hvert år af sygdommen, og man er gennemsnitligt ca. 70 år, når sygdommen diagnosticeres. Kun 15% er under 60 år gamle.
Symptomer på knoglemarvskræft
Da cellevæksten foregår i knoglemarven, og her fortrænger sine omgivelser, vil symptomerne typisk vise sig i knoglerne. Da dannelsen af andre celletyper bliver undertrykt i knoglemarven, vil der også vise sig symptomer pga. deres mangel i blodet. Dele af det overproducerede antistof kan blive aflejret i nyrerne og give komplikationer i urinvejene.
Typiske symptomer er følgende:
- Knoglesmerter, ofte i ryg, bækken, ribben, overarms- og lårbensknogle.
- Spontane knoglebrud, bl.a. i rygraden, hvilket kan give føleforstyrrelser især i benene.
- Symptomer på anæmi (blodmangel) såsom bleghed, træthed og hovedpine.
- Nedsat nyrefunktion. Blod i urinen.
- Feber og hyppige infektioner.
- Øget blødningstendens (se blødning ).
Forholdsregler og diagnose
Sygdommen er sjælden og rammer folk omkring 70-års alderen. Er man over 50 år og har knoglesmerter, specielt i ryggen, samt en eller flere af ovenstående symptomer, skal man ses af en læge. Sygdommen kan i sjældne tilfælde også ses i 30-40-års alderen.
Sygdommen kan diagnosticeres ved at tage blodprøver, hvor man bl.a. måler det specifikke antistof, som bliver overproduceret. Ligeledes undersøges urinen for rester af antistoffet. Desuden kan en knoglemarvsundersøgelse bidrage til diagnosen, og man tager røntgenbilleder for at vurdere tykkelsen af knoglerne.
Behandling
Man forsøger at hæmme overproduktionen af plasmacellene ved at give binyrebarkhormon (f.eks. prednisolon) og kombinationsbehandling af kemoterapi.
Knoglesmerterne kan lindres ved at strålebehandle lokalt på de knogler, der gør ondt. Ligeledes bruges normal smertestillende medicin. For at undgå nedbrydningen i knoglerne gives et stof som hæmmer denne.
Hvis man er yngre kan en knoglemarvstransplantation hjælpe på sygdommen.
Anæmien (blodmanglen) kan behandles ved indspøjtning af erytropoietin (Epo) og ved at give blodtransfusioner .
Infektioner behandles med antibiotika.
Forløb og komplikationer
Prognosen er dårlig og afhænger af stadium af sygdommen ved diagnosetidspunktet, samt i hvilket omfang man bl.a. udvikler anæmi og nedsat nyrefunktion. Jo tidligere man får sygdommen diagnosticeret, jo bedre er prognosen.