Nærsynethed (Myopi) Artikel

Når lysets stråler rammer øjet, brydes de i øjets hornhinde og linse. Strålerne samles derved i et punkt bag ved hornhinden, og her skal nethinden ligge, for at billedet står skarpt, og man ser ting klart og tydeligt. Ved nærsynethed er øjet ofte for langt, således at lysets stråler samles i et punkt foran nethinden i stedet for på nethinden (for nærmere forklaring, se brydningsfejl ). Efter at have samlet sig i et punkt, krydser strålerne hinanden og har derfor spredt sig lidt igen, når de så rammer det lange øjes nethinde. Man ser derfor ting utydeligt og sløret.

Lysstråler fra ting, der ligger tæt på øjet, vil derimod sprede sig mere end ting, der ligger langt væk, og dette vil udligne øjets længde, således at genstande indenfor en bestemt rækkevidde kan ses skarpt.

Nærsynethed er en meget almindelig tilstand, der ses hos en ud af seks danskere. Nærsynethed starter enten i barndommen, tidlig teenage alder eller i tyverne. Den tidlige debut giver ofte stor nærsynethed. Der er en tendens til arvelighed. I sjældnere tilfælde kan diabetes eller grå stær give nærsynethed.

Hovedsymptomet er nedsat syn: Ting, der er længere væk end end øjets fjernpunkt, vil fremstå slørede. Hvis en nærsynethed ikke er korrigeret med briller eller lignende, vil man ofte også få spændingshovedpine, idet man kniber øjnene sammen for at se de vandrette linier skarpere.

Hvis man oplever tegn på nærsynethed, bør man gå til øjenlæge eller optiker. Her bestemmes, hvor skæv brydningen af lyset er i forhold til, hvor nethinden er placeret. Denne forskel kan så udlignes med en linse, der spreder lysets stråler foran øjet, så de igen rammer præcis på nethinden. Dette kaldes en spredelinse. Spredelinsen sørger altså for, at ting på afstand ses ligesom ting, der er tæt på og derfor står skarpt på øjets nethinde. Styrken af spredelinsen beskrives med dioptrier, som er et udtryk for, hvor meget lyset brydes. Da en spredelinse spreder lyset i stedet for at samle det, taler man ved nærsynethed om minus 1, minus 2 osv. i styrke.

Nærsynethed forværres ofte op gennem ungdommen, men de fleste er stabile efter 20 års alderen. Enkle debutere dog først med nærsynethed efter denne alder. Ud over en ganske lille øget risiko for nethindeløsning samt en reduktion af nethindens funktion i ældre alder hos de meget nærsynede, er der ingen komplikationer til nærsynethed. Da de fleste mennesker med alderen bliver mere langsynede (gammelmandssyn eller presbyopi) tror mange, at det udligner nærsynetheden. Selvom dette ikke er tilfældet, vil man dog i modsætning til andre med gammelmandssyn ofte kunne læse uden briller.

Der er tre former for behandling af nærsynethed: Briller, kontaktlinser og laserbehandling/kirurgi.

Her sættes den før omtalte spredelinse foran øjet og bæres hele tiden. Kontaktlinser har den fordel, at de med større komfort kan opveje store forskelle i synsstyrke end briller, men de er til gengæld mere besværlige og kan forårsage infektioner .

I stedet for at sige, at øjet er for langt, kan man sige, at hornhinden bryder "for meget". Hvis hornhinden ikke samlede lysets stråler helt så meget, ville øjets længde passe. Dette udnytter man med en teknik, hvor hornhindens brydning mindskes med laserstråler.

Der findes flere teknikker af laserbehandling. Ved den nyeste laves en lille linse inde i hornhinden, der så kan fjernes meget elegant. Indgebet kaldes SMILE. Med en anden teknik laves en flap i hornhinden og herunder gives laserbehandlingen kaldet LASIK. Når flappen så lægges på plads, vil øjet være behandlet. Ved den ældre metode (kaldet PRK) laserbehandler man hornhindens aller øverste lag direkte. De tre teknikker adskiller sig fra hinanden i forhold til forløb og komplikationer, og man bør konsultere en øjenlæge for information om hvilken behandling, der passer bedst til ens problem.