Naturvidenskabens glemte fundament Artikel

Vi lever i en spændende tid. Den etablerede naturvidenskab angribes af stadig flere forskere for at være mekanisk, konservativ og utilstrækkelig. Men de fleste videnskabsmand fejer kritikken af bordet og stempler de andre som uvidenskabelige, blandt andet ved at slå deres forskning i hartkorn med diverse populærvidenskabelige idéer blandt "alternative" lægfolk. Holisme er i dag et minus-ord blandt danske for- danskere. Det verbale slagsmål dukker især op i offentligheden, når man snakker lægekunst.

Det vrimler med nye metoder, der ikke passer ind i de medicinske lærebøger. I princippet eksisterer det samme dilemma inden for mange andre videnskaber, der er det blot ikke så synligt udadtil - endnu. De lærde er uenige. Men som regel på det forkerte grundlag: Man proklamerer hvad der er "rigtig" videnskab og hvad der er "uvidenskabeligt". Kun de færreste bekymrer sig om at se på det grundlag eller den tradition, videnskaben baserer sig på. Man har simpelthen glemt filosofien - den verdensforståelse, der ligger bag enhver form for videnskabelig tænkning. Én af dem, der går et par spadestik dybere, er lektor, Ph.D. Søren Brier. Han er uddannet biolog og underviser blandt andet i videnskabsteori og idéhistorie på Ålborg Universitet og Danmarks Biblioteksskole. Han mener ikke, at der findes "rigtig" eller "sand" videnskab. ?Når vi taler om videnskab, tænker de fleste kun på den naturvidenskabelige måde at anskue verden på. Men naturvidenskaben er groet frem siden renæssancen og har rødder i den kultur og det verdensbillede, der var herskende på den tid.?

» ... man har simpelthen glemt filosofien - den verdens- forst'acise, der ligger bag enhver form for videnskabelig tænkning ...«

?En videnskab kan vise sig at være hensigtsmæssig til at opnå en bestemt type viden på et område, og den kan bringe os mange fremskridt. Men man må ikke tro, at den er selveste sandheden. Desværre hersker der en udbredt tro på, at naturvidenskaben er det endelige redskab, der kan fortælle os alt? siger Søren Brier. For godt 400 år siden lagde blandt andre Galilei via sit arbejde med astronomien og faldlovene grunden til det verdensbillede, der lige siden har defineret den vestlige verdens måde at tænke og forske på. For det første kom videnskaben kun til at omfatte det, der kan vejes og måles - ikke det oplevede, det kvalitative. Desuden blev matematikken gjort til naturens sprog: alt kan sættes på tal og formler. For det tredje troede man, at alt i verden kunne deles op i små mindsteenheder (Atom = udelelig). Sådan lyder naturvidenskabens grundlov. Men i tidens løb har denne holdning bredt sig til alle andre videnskaber og opfattes i dag ikke som en bestemt tradition, men som den eneste korrekte måde at forholde sig til verden på. ?Der er ikke plads til vores følende og sansende væren i denne tankegang, og det viser jo netop, at naturvidenskaben ikke kan omfatte alt? siger Søren Brier.

Før Galilei var videnskab og religion ikke rigtigt adskilt. Forskerne var munkene, og videnskaben omfattede alt - menneske og natur, ånd og stof. Men i de følgende år opstod en adskillelse mellem de to måder, menneskene hidtil havde erkendt verden på: Det, der kunne vejes, måles eller tælles, tog videnskaben sig af - mens alt det, der kunne opleves eller sanses, blev overladt til præsterne. En klar arbejdsdeling. Grænserne for naturvidenskaben går altså der, hvor den selv har defineret dem: Den omfatter alt det kvantitative - det kvalitative er yt. Og når nutidens forskere for eksempel anstrenger sig for også at få den menneskelige bevidsthed ned på formler, er det simpelthen inkonsekvent: Man har jo netop udviklet naturvidenskaben ved at abstrahere fra det subjektive og oplevede. Så kan man ikke bagefter forvente at kunne beskrive noget, man for 400 år siden skilte sig af med. Det er prisen.

I dag afviser den etablerede forskning mange fænomener inden for blandt andet naturmedicin og parapsykologi, fordi de ikke kan bevises videnskabeligt. Ikke så underligt - de ligger nemlig uden for den grænse, naturvidenskaben selv har trukket. Men konklusionen går videre end som så: De pågældende fænomener betragtes som vrøvl eller illusioner, og det regnes for både latterligt og uvidenskabeligt at beskæftige sig med dem.

Andre forskere reagerer modsat: De bliver nysgerrige og sætter sig for at undersøge disse videnskabens humlebier, der ikke burde flyve, men gør det alligevel. Den slags forskere har ikke høj status blandt deres kolleger, men der bliver alligevel flere og flere af dem, også i Danmark. ?Det er vanskeligt at tænke ud over naturvidenskaben og positivismen. Så kommer tvivlen, og det kan føles som et spring ud i det tomme rum. For en forsker øger det fornemmelsen af uvidenhed, og han vil opleve det som et angreb på sin verdensforståelse? siger Søren Brier. På den baggrund ser han det som noget positivt, at faget videnskabsteori igen er ved at dukke op i fagene på universitet og dermed kan komme til at spille den samme rolle som før filosofikum-undervisningen ophørte i 1970. Samtidig stiger interessen for at beskæftige sig med etik og filosofi, både i og uden for universiteterne. l den østlige filosofi og videnskab har man i årtusinder beskæftiget sig med både den ydre verden og den indre oplevelse, og det er herfra, at de "nye" strømninger i den vestlige videnskab har hentet deres inspiration. Desuden findes der enkelte områder, hvor Vesten i mange år har beskæftiget sig med den indre oplevelse - men det har heller ikke været uproblematisk.

"Psykoanalysen er et eksempel på en videnskab, der adskiller sig fra den naturvidenskabelige tradition. Den fortolker bevidstheden, opererer med det ubevidste og kan ikke sættes på matematiske formler. l den forstand ligner den Østens videnskab" siger Søren Brier. Han mener, at psykologien er det fag, der har de største problemer med sit videnskabsteoretiske grundlag, netop fordi den både beskæftiger sig med biologi, adfærd, bevidsthedsfænomener og samfundsforhold. Og alt det kan ikke rummes inden for det naturvidenskabelige verdensbillede.

» ... vi kan vælge at revidere vort verdensbillede og give plads for en videnskab, der også har plads til kvalitet, oplevelser og følelser ..« Inden for de sidste 20 år har vestlige forskere lavet mange veldokumenterede undersøgelser af fænomener, der omfatter indre oplevelser - for eksempel akupunktur, nær-døds-oplevelser og Transcendental Meditation (TM). De har det tilfælles, at de alle overskrider det naturvidenskabelige verdensbillede. "Især omkring TM er der lavet et væld af undersøgelser med overbevisende resultater. Men den etablerede forskning vil kun acceptere det, den kan forklare ud fra de naturvidenskabelige metoder og et materialistisk verdensbillede. Man vil ikke acceptere det anderledes verdensbillede, der ligger bag meditationen". "Det gælder også for akupunkturen, der peger på sarnmenhænge i kroppen, som den naturvidenskabelige kultur ikke kender. Naturvidenskaben accepterer akupunkturens bedøvende effekt, fordi man kan påvise noget kemisk: endorphiner. Men energistrømme vil man ikke høre tale om" siger Søren Brier. Valget står ikke mellem naturvidenskaben og "det nye". Vi kan derimod vælge mellem at fastholde et filosofisk grundlag, der afskærer os fra en væsentlig del af vore erfaringer - eller at revidere vort verdensbillede og give plads for en videnskab, der også har plads til kvalitet, oplevelser og følelser.