Definition og årsager
Nedsat hørelse er et tegn på, at der er sket skade på en eller flere dele af øret. Med alderen bliver hørelsen generelt dårligere, men der findes også en række sygdomme, der kan give dårlig hørelse. Man inddeler nedsat hørelse i to typer alt efter, hvor der er sket skade.
Konduktivt høretab:
Her er ligger problemet i den lydledende del af øret, således at lyd ikke ledes så godt ind i det indre øre. Dette kan f.eks. skyldes en prop af ørevoks , sprængt trommehinde eller ødelæggelse af de små øreknogler eller deres forbindelser, som f.eks. ses ved otosklerose (se også Ørets opbygning og funktion ). Et konduktivt høretab kan være på op til 60dB.
Sensorineural eller perceptiv hørenedsættelse:
Her er der sket skade på det indre øre eller hørenerven. I det indre øre findes sneglen, hvori lydbølger omdannes til et nervesignal, som sendes via hørenerven til hjernen. Ved skader på disse strukturer bliver evnen til at opfatte lyd nedsat eller ødelagt. Der kan her ses total døvhed.
Afhængig af årsagen til den nedsatte hørelse kan der være følgesymptomer i form af tinnitus og svimmelhed .
Undersøgelse af hørelsen
Der findes en række undersøgelser og tests, som kan afdække størrelsen og typen af en hørenedsættelse:
Otoskopi:
Dette er en undersøgelse, hvor lægen kigger ind på trommehinden gennem øregangen. Der kan evt. anvendes forstørrelse eller et særligt mikroskop, så lægen lettere kan se de små detaljer. Undersøgelsen kan sige noget om, hvorvidt trommehinden er intakt, om der er væske i mellemøret (som ved mellemørebetændelse ) eller undertryk i mellemøret (som ved betændelse i det eustachiiske rør ).
Stemmegaffelprøve:
Der findes to typer stemmegaffelprøve, Rinne og Weber. Ved Rinnes prøve slås en stemmegaffel an, hvorefter den skiftevis holdes ud for øret og sættes på knoglen bag øret. Patienten skal nu angive, hvor lyden høres bedst. Hvis lyden høres bedst, når stemmegaflen sættes på knoglen, tyder det på et konduktivt høretab. Lyden burde ledes bedst gennem luft, men ved et konduktivt høretab, høres svingningerne bedre gennem knogle.
Ved Webers prøve anbringes en anslået stemmegaffel midt på issen eller midt i panden, hvorefter patienten skal angive, om lyden høres bedst på et af ørerne, eller om det er ens. Hos normalt hørende vil lyden høres lige tydeligt i begge ører. Hvis lyden høres bedre på et øre, tyder det på, at der er et perceptivt høretab på den modsatte side. Dog kan lyden paradoksalt nok også høres bedst på det dårlige øre, hvis man har et konduktivt høretab på det øre. Derfor laver man altid både Rinne og Weber.
Audiometri ("almindelig" høreprøve):
Patienten udstyres med et par hovedtelefoner og skal sidde i et rum, hvor der er så stille som muligt. Man bestemmer så høretærsklen for forskellige frekvenser, ved at lade patienten høre toner med forskellig frekvens og styrke i høretelefonerne. Når patienten hører en tone, skal han eller hun markere ved at pege på det øre, hvor tonen kunne høres. Dette bestemmer, hvor godt lyd høres, når den ledes gennem luft. Det bestemmes også, hvor god knogleledningen af lyd er. Dette gøres på næsten samme måde, dog bruges ikke høretelefoner, men et særligt apparat, der sættes på knoglen bag øret.
Impedanstest:
Ved denne undersøgelse måler man, hvor meget trommehinden kan sættes i svingning af lydbølger. Der sættes en særlig prop med tre små kanaler i øregangen. Gennem den øverste kanal tilføres en særlig måletone, og gennem den nederste måles det lydtryk, som måletonen fremkalder i øregangen. Lydtrykket vil være afhængig af, hvor bevægelig trommehinden er. Den tredje kanal kan ændre trykket i øregangen.
Oto-akustiske emissioner:
Denne metode bruges til screening af spædbørns hørelse. Med en meget følsom mikrofon, der føres ind i øregangen, måler man på lyde, der udsendes fra det indre øre. Disse lyde udsendes både spontant og ved stimulation med lyd. Lydene kommer fra de små hårceller i det indre øre (se Ørets opbygning og funktion ). Hvis der ikke er nogen lyde, tyder det på, at hårcellerne ikke fungerer, og at der dermed er nedsat hørelse.
Electric response audiometry (ERA):
Her måler man via særlige elektroder det elektriske svar, der opstår i hjernestammen, efter at øret har opfanget en lyd.
Hjælpemidler ved nedsat hørelse
Høreapparat:
Høreapparater virker bedst ved konduktive høretab. Et høreapparat virker ved at forstærke lyden. Dette opnås ved, at der er en lille mikrofon, der opfanger lyd i omgivelserne. Lyden forstærkes og kommer ud af en lille højtaler. Højtaleren sidder i øregangen, så lyden sendes direkte ind i øret. Der findes mange forskellige typer af høreapparater:
- Ørehænger: Her hænger selve høreapparatet bag øret og er forbundet til en tilpasset øreprop med højtaler via en slange. Øreproppen skal passe perfekt i øregangen, ellers hyler høreapparatet.
- Alt i øret-apparat: I denne type høreapparater er alt bygget ind i en specielt tilpasset øreprop. Dette høreapparat er meget diskret, da man kun lige kan se, at det stikker lidt ud af øregangen.
- Kropsbårent: Her bæres mikrofonen et andet sted på kroppen end ved øret. Mikrofonen er så forbundet med en ledning til en øreprop med mikrofon. Disse apparater er gode til personer, der har svært ved at håndtere de ellers meget små høreapparater, f.eks. børn eller gigtpatienter.
- Knogleforankret høreapparat : En lille skrue bores ind i knoglen bag øret, og via en særlig leder overføres lyde fra et særligt høreapparat til knoglen. Vibrationerne, der herved opstår i knoglen, ledes ind til sneglen, hvor de omdannes til nervesignaler. Denne type af høreapparater benyttes af personer med meget svær hørenedsættelse eller personer, der ikke kan anvende en øreprop. Dette kan f.eks. være pga. anatomiske abnormiteter, eller ved kronisk mellemørebetændelse , hvor der vedvarende flyder lidt væske ud af øret.
- Der findes nye typer høreapparater, der virker længere inde i øret. F.eks. kan der laves et mellemøreimplantat, hvor lyden forstærkes elektromagnetisk af en lille magnet, der ved mikrokirurgi indopereres på de små øreknogler i mellemøret.
De fleste høreapparater er forsynet med en teleslynge, der gør, at lyd kan overføres fra f.eks. en telefon med en magnetfeltspole til høreapparatet. Det gør, at mikrofonen kan slås fra, og man undgår derved forstyrrende støj. Mange kirker, teatre og biografer er også udstyrede med lydanlæg med teleslynge.
Mundaflæsning:
Hvis man har meget dårlig hørelse eller er helt døv, kan man have gavn af at lære at mundaflæse. Man lærer at tyde læbernes bevægelse under tale og kan derved se, hvad en anden person siger.
Cochlea implantat:
Dette er en forholdsvis ny metode til at behandle døvhed, således at hørelsen kan genvindes helt eller delvist. Der indopereres elektroder i det indre øre. Disse elektroder modtager signal fra en mikrofon og sender signalet videre til hørenerven. Lydsignaler kan således nå hjernen, selvom indre øre ikke fungerer (se nærmere under Operation, der giver døve hørelsen igen ).
Denne artikel er oprettet på Sundhedsguiden d. 07.11.07