Ledbrusk
Bevægelige led, såsom knæled, hofteled, fodled, etc., er dækket af et få millimeter tykt lag af ledbrusk, som er meget stærkt og som fungerer som stødpude for knoglerne. Ved bevægelse af et led fordeler ledbrusken belastningen over store dele af leddet og mindsker den friktion, der fremkommer ved bevægelser af leddet, idet brusken er glat som is.
Brusken smøres konstant af et tyndt lag viskøs ledvæske med høj koncentration af hyaluronan. Brusken får også tilstrækkelig næring tilført fra ledvæsken og indeholder ingen blodkar eller nerver. Bruskens matriks netværk dannes og vedligeholdes af bruskcellerne, der udgør 5% af brusken. Vand udgør cirka 75% af matriksen. Resten af matriksen består af kollagentråde vævet i et tredimensionalt netværk sammen med proteoglykaner. Proteoglykanerne er vandbindende og formår at opretholde et øget tryk i brusken, således at den hele tiden er spændt ud.
Ved belastning af brusken (ved brug af leddet) presses en del af vandet ud, for igen at suges ind, når belastningen mindskes. Herved tilføres der også næring til matriksen og dermed til bruskcellerne. Bruskcellerne opretholder en naturlig balance mellem opbygning og nedbrydning af matriks eller netværket. Hvis denne balance forstyrres ved fysiske eller kemiske påvirkninger kan der opstå ændret produktion af matriks i brusken. Bestemte signalstoffer bliver frigivet af bruskceller i knæet, som igen aktiverer matriks enzymer. Hvis denne påvirkning foregår over længere tid, vil brusken nedbrydes yderligere, hvorved bruskens struktur ødelægges. Dette kan være begyndelsen til slidgigt (osteoartrose) i leddet, en sygdom, hvor brusken er slidt ned til den underliggende knogle.
Bruskskader
Knæleddet er oftest udsat for skader, hvad der for eksempel sker under udøvelse af sport, samt ved ekstreme fysiske belastninger af knæet under arbejde. Oftest opstår bruskskaden ved, at man "vrider om" på leddet. Hvis der kun er tale om bruskskader, kan symptomerne være få eller forsvinde helt indenfor nogle få dage. Efter en tid får patienten ofte symptomer med smerter og hævelse og muligvis aflåsning af knæleddet. Ved hjælp af artroskopi (kikkertundersøgelse) og scanning kan en bruskskade nøje identificeres. Af de patienter, som har været underkastet kikkert-undersøgelse, har cirka 4% en bruskskade i knæet. Hvis patienten samtidigt har menisk - eller ledbåndsskader, er hyppigheden af bruskskader helt oppe på 40-70%. De typiske symptomer på en bruskskade ligner meget de symptomer, der fremkommer ved en menisklæsion, såsom smerter lokalt i knæet, hævelse af knæet (væskeansamling), og i nogen tilfælde, aflåsning af knæet.
Hos børn og unge opstår også bruskskader, kaldet "mus i knæet", som giver anledning til hævelse, smerter og aflåsning af knæet i visse stillinger. En "mus" er et stykke brusk, der har løsnet sig fra knoglen i leddet, således at den kan blokkere for bevægeligheden i knæleddet.
Udvikling af slidgigt
Bruskskader kan i løbet af nogle år udvikle sig til slidgigt. Hvis de forekommer samtidigt med meniskskader eller ledbåndsskader i knæet, er risikoen for udvikling af slidgigt større. Ved slidgigt er brusken i områder af leddet slidt helt ned til knoglen, således at leddet føles, som om det skurrer. Man kalder det også for en tandhjulsfornemmelse, når man bevæger knæet. Ved slidgigt vil symptomerne med smerter og hævelse oftest tiltage i styrke.
Man kan også udvikle slidgigt i andre led end knæled. Der findes mange flere årsager til slidgigt end bruskskader. Blandt andet er det kendt, at overvægt kan forårsage slidgigt. Udviklingen af slidgigt hænger dog også sammen med ens alder; der menes også at være en tendens til, at man kan nedarve denne form for gigt.
Det er muligt at tidlig behandling af bruskskader kan mindske muligheden for at udvikle slidgigt.
Rutinemæssig behandling af bruskskader
Målet med en behandling af bruskskader er at opnå et behandlingsresultat, som fjerner smerterne i leddet i en længere tid, og som forhindrer eller hæmmer udviklingen af slidgigt i leddet.
Helt små bruskskader i knæet kan i mange tilfælde reparere sig selv, ved at patienten nedsætter belastningen af leddet. Større bruskskader kræver en mere aktiv behandling. Det har været kendt siden 1700 tallet, og blandt andet beskrevet af en engelsk læge, Dr. Hunter i 1743: (oversat) "En bruskskade er en ubehagelig tilstand, når brusk er ødelagt, kan den ikke reparere sig selv".
Den gængse behandling foretages idag som en kikkertoperation, hvor man fjerner uregelmæssigheder og afrivninger i den opståede bruskdefekt for at opnå en glattere overflade. Man foretager endvidere udskyldninger af leddet med sterilt saltvand.
I andre tilfælde bores små huller i bunden af bruskdefekten, hvorved der dannes arvæv i bruskskaden. Denne behandlingsform resulterer i en noget blødere, såkaldt bindevævsagtig arbrusk, som imidlertid ikke er så holdbar som den omkringliggende ledbrusk. Ved konstante smerter i knæet ordinerer læger ofte smertestillende medicin. Man ved idag, at nogle af disse medicinske præparater har en forstyrrende eller ødelæggende virkning på brusk og bruskceller.
Behandling af slidgigt
Har der udviklet sig symptomer på slidgigt, er behandlingen oftest først medicinsk. Hvis smerterne ved slidgigt derimod ikke er til at holde ud for patienten, og nedsætter den samtidigt patientens bevægelighed betydeligt, således at sygdommen virker invaliderende, og samtidigt, hvis patienten er over 50-60 år gammel, kan det være nødvendigt at indsætte kunstige led i stedet for det naturlige led - en såkaldt ledprotese.
Den nye behandlingsmetode af bruskskader
Den nye behandlingsmetode, som iøvrigt har været afprøvet i Sverige i flere år, men som nu er under klinisk afprøvning i Danmark, går ud på at reparere bruskskaden med patientens egne bruskceller (Det vil sige patienter, der endnu ikke har slidgigt). Denne metode benævnes idag en autolog bruskcelle implantation. Metoden har den fordel fremfor andre former for transplantationer, at man modtager væv (i form af dyrkede bruskceller) fra sig selv.
Man har indtil videre kun foretaget bruskcelle implantationer i knæled. Når man skal have foretaget en autolog bruskcelle implantation (ACI), indkalder man først patienten til en forundersøgelse, som bl.a. består af et mindre indgreb såsom en kikkertundersøgelse. Der foretages sommetider også en scanningundersøgelse (magnetisk resonans scanning).
Finder lægerne en lokal bruskskade ved undersøgelserne, kan patienten indkaldes til en ACI behandling.
ACI behandlingen begynder med, at ortopædkirurgen udtager en lille bruskprøve fra et ikke bærende område på patientens knæ.
Brusken sendes til Interface Biotechs celledyrkningslaboratorier på Glostrup Amts Sygenhus, hvor patientens bruskceller dyrkes og mangedobles under sterile forhold til millioner af celler. Efter tre til fem uger er bruskcellerne klar til implantation i patientens knæled. Patienten indkaldes til operationen. Knæet åbnes og der høstes et stykke benhinde fra skinnebenet, som påsys den oprensede brusklæsion. Bruskcellerne indsprøjtes dernæst under benhinden og knæet lukkes (se figur 1).
Patienten er indlagt i cirka 2 dage, hvor genoptræningen af knæleddet så småt påbegyndes. De kommende 8 uger lærer patienten først at gå med støtte, og at bruge knæleddet mere og mere. Efter 8 uger er brusken begyndt at blive genopbygget i læsionen og patienten kan ofte gå uden støtte. Det betyder, at patienten hurtigt kan komme på benene igen og chancen for at opnå en stærkere brusk er langt større, idet den gamle brusklæsion er afhængig af aktivitet - pumpefunktion, som er så vigtig for næring til den nye brusk.
Genoptræningsforløbet varer fra 6 til 12 måneder efter operationen.
Slidgigt, specielle problemer og fremtidig behandling
Forskningsafdelingen arbejder på at videreudvikle erfaringerne fra Cartilink-1 (behandling af bruskskader) til at udvikle metoder til implantation i knæ og andre led med slidgigt, idet den nuværende teknik ikke kan anvendes ved slidgigt. Den nye form for behandling af slidgigt kræver yderligere flere års intensiv forskning, hvor man bl.a. udvikler specielle membraner, der kan indbygges i slidgigtsområdet sammen med både bruskceller og knogleceller fra patienten.