Ny viden om livsstil og sædkvalitet Artikel

Hvis du som mand ryger cannabis, ændrer det dine sædcellers form og størrelse og forringer dermed din sædkvalitet. Alkohol og cigaretter påvirker dog ikke sædcellernes udseende og hvis du gerne vil have super-sæd, kan afholdenhed og årstiden have betydning. Det viser ny engelsk forskning, som er den hidtil største undersøgelse af sammenhængen mellem livsstil og sædkvalitet.

Livsstil sjældent årsag til dårlig sædkvalitet

Engelske forskere har undersøgt sædkvaliteten hos mere end 2000 mænd og sammenlignet den med deres livsstil. Forskerne har kigget på sædcellernes form og størrelse.

En normal sædkvalitet betyder, at mere end 4 procent af sædcellerne er normale i udseende. Forskerne sammenlignede mænd med normal sædkvalitet og mænd med en sædkvalitet hvor antallet af normale sædceller var under 2 procent, og ud fra mændenes livsstil, kunne de se, at livsstil sjældent havde nogen betydning for sædcellernes udseende, dog med visse forbehold.

- Vores viden om hvilke faktorer som påvirker sædcellers størrelse og form, er meget begrænset, men når mænd får konstateret, at de har en dårlig sædkvalitet, vil mange mænd forsøge at finde en årsag til det og ofte kigger de på deres livsstil, for at finde et svar. Det er derfor betryggende at vide, at der er meget lidt, som påvirker sædkvaliteten. Undtagelsen er dog cannabis, som mænd bør afholde sig fra at benytte, hvis de ønsker at stifte familie., siger Ledende forfatter Dr. Allan Pacey, lektor i Andrologi ved University of Sheffield

Læs også: Dårlig sædkvalitet og miljøpåvirkning

Cannabis påvirker sædcellernes form og størrelse

Et af de opsigtvækkende resultater af undersøgelsen er, at cannabis påvirker sædcellernes form og størrelse. Forskerne kunne konstatere at op til 3 måneder efter at mændene havde indtaget det euforiserende stof, var sædcellernes udseende påvirket af det.

Dårligere sædkvalitet om sommeren

Forskerne opdagede, at sædkvaliteten var dårligere hos de mænd som havde afleveret prøven i perioden juni til august. Blandt de mænd der havde leveret en sædprøve med mindre end 4 procent normale sædceller, var der dobbelt så stor sandsynlighed for at prøven var leveret i sommermånederne.

Afholdenhed gav flere normale sædceller

Forskerne fandt også, at de mænd, som ikke havde været seksuelt aktive i mindst seks dage før de gav en sædprøve, havde en bedre sædkvalitet.

Alkohol, cigaretter, stramme underbukser uden betydning

Til gengæld var sædkvaliteten ikke påvirket af om mændene røg, drak alkohol eller hvilken type underbukser de brugte.

Forfatterne peger dog på, at selvom de i deres undersøgelse ikke fandt nogen sammenhæng mellem f.eks. alkohol, cigaretter og sædcellernes udseende, så har de ikke undersøgt hvordan kvaliteten af DNA i sædcellens hoved er påvirket af forskellige livsstile.
Undersøgelsen Modifiable and non-modifiable risk factors for poor sperm morphology er offentliggjort i de medicinske tidsskrift Human Reproduction