Øjenlågene
Øjenlågene holder hornhinden klar og fugtig og beskytter samtidig øjet mod skader og lys. Ved blinken hjælper øjenlågene til med at fordele tårefilmen over øjeæblet. De sørger også for, at tårerne ledes ud gennem tåreapparatet via tårepunktet, der findes i det nederste øjenlåg i øjenkrogen længst ind mod næsen. Under det øverste øjenlåg findes i den del, der er længst væk fra næsen, tårekirtlen, hvor tårerne produceres.
Der er to øjenlåg, et øverste og et nederste. Øverste øjenlåg afgrænses opadtil af øjenbrynet, mens det nederste ikke har nogen skarp afgrænsning, men blot fortsætter over i huden på kinden. På kanten af begge øjenlåg er der en række øjenvipper, der hjælper med at holde fremmedlegemer som støv og insekter ude af øjet.
Oversiden af begge øjenlåg er dækket af et fint tyndt lag hud, der er meget løst bundet til det underliggende bindevæv. Under bindevævet ligger muskler til at åbne og lukke øjet, og herunder ligger et særligt tæt lag bindevæv, der sørger for at øjenlåget holder dets facon. Indersiden af øjenlågene er dækket af slimhinde, hvori der findes nogle særlige kirtler (Meiboms kirtler), som producerer et fedtholdigt sekret, der lægger sig øverst på tårefilmen. Denne fedthinde sørger for, at tårerne ikke så let fordamper fra øjets overflade.
Forreste del af øjet
Det hvide i øjet kaldes bindehinden og består af et tykt lag af meget tæt uigennemsigtigt bindevæv. Bindehinden tjener som fæste for de muskler, der bevæger øjet og fungerer samtidig som en beskyttende skal for det indre af øjet.
I den del af øjet, hvor lyset kan komme igennem og dermed bidrage til synet, findes der flere lag. Yderst findes hornhinden, som er et helt gennemsigtigt lag af celler. Hornhinden er ansvarlig for ca. 70 % af den brydningskraft, der findes i øjet, og er således meget vigtig for synet. Hornhinden dækker kun den del af øjet, der svarer til pupillen og regnbuehinden. Under hornhinden findes et forreste kammer med en klar væske. Herunder ligger regnbuehinden (iris), som er den farvede del af øjet. Regnbuehinden er ansvarlig for at regulere den mængde lys, der slipper ind i øjet ligesom blænden i et kamera. Midt i regnbuehinden er der hul, og det er dette hul, der udgør pupillen. Når man taler om, at pupillen trækker sig sammen eller udvides, er det i virkeligheden regnbuehinden, der gøres større eller mindre.
Umiddelbart under regnbuehinden findes det bagerste kammer med samme slags væske som i forreste kammer. Lige herunder ligger linsen, som er en bikonveks (buer udad på begge sider) struktur, der kan fokusere lyset, så det rammer præcist på nethinden. Linsen er ophængt via nogle tråde i et særligt muskelapparat, der gør, at linsen kan ændre tykkelse alt efter spændingen i muskelapparatet. Det er ved at ændre linsens tykkelse, at fokuseringen af lyset kan ændres, så man både kan se skarpt tæt på og langt fra. Med alderen bliver linsen mindre eftergivelig, og man kan derfor ikke justere sit syn så godt, som da man var yngre. I praksis betyder det, at man har svært ved at se skarpt på kort afstand, populært kaldet gammelmandssyn . Desuden kan linsen blive uklar, og så har man grå stær .
Væsken i det forreste og bagerste kammer leverer næring til strukturerne i den forreste del af øjet, fordi der ikke er nogen blodtilførsel (blodkar ville forstyrre synet). Samtidig tjener væsken også til at opretholde øjets kugleform. Normalt er der en fin balance mellem hvor meget væske, der produceres, og hvor meget der ledes væk. Hvis denne balance forstyrres kan trykket i øjet blive for højt, hvilket kan føre til en meget alvorlig, synstruende tilstand, som kaldes grøn stær . Balancen kan forstyrres, hvis afløbet, der ligger i yderkanten af det forreste kammer mellem hornhinden og regnbuehinden, blokeres.