Definition og årsager
Øjentørhed skyldes en forstyrrelse af tårefilmen; enten pga. en for lille produktion af tårer eller pga. for stor fordampning af tårer. Mange mennesker oplever, at øjnene kan føles tørre i kortere tid, uden at dette er tegn på egentlig sygdom. Hvis øjentørheden derimod er mere konstant, er det ofte tegn på sygdom.
Øjentørhed er hyppigst hos ældre mennesker, således at ca. 10 % af alle over 50 år har symptomer på tørre øjne. Øjentørhed pga. for lille produktion af tårer ses som led i en række sygdomme som f.eks. sarkoidose , HIV eller leddegigt . Øjentørhed pga. for stor fordampning ses ved øjenlågsbetændelse eller dårlig funktion af de Meibomske kirtler, der normalt producerer et lille lag fedt i tårefilmen, således at fordampning modvirkes. Endelig kan det også ses, at tårerne lettere fordamper, fordi øjenspalten er stor, som ved visse former for forhøjet aktivitet i skjoldbruskkirtlen .
Symptomer på øjentørhed
- Fornemmelse af tørhed i øjet.
- Kløe i øjnene.
- Fornemmelse af grus i øjnene.
- Træthed i øjnene.
- Rødme af øjet.
- Lysoverfølsomhed.
Forholdsregler og diagnose
Hvis man gennem længere tid har været plaget af tørre øjne, bør man gå til sin egen læge eller en øjenlæge. For at stille diagnosen øjentørhed skal produktionen og fordampningen af tårer måles. Produktionen måles ved Schirmers test, hvor et særligt stykke papir placeres i nederste øjenlågsfold. Det måles så, hvor meget af papiret, der fugtes af tårer. Til at måle fordampningen farves øjet med et stof, der hedder flourescein, hvorefter man måler den tid, det tager, inden der opstår en tør plet på overfladen af øjet.
Behandling af øjentørhed
Der findes ingen behandling, der kan kurere øjentørhed, men der findes behandling, der kan lindre symptomerne. Man kan dryppe øjnene med en slags kunstige tårer, så øjnene holdes fugtige hele tiden. Derved lindres symptomerne væsentligt. Hvis øjentørheden skyldes en underliggende sygdom, må denne behandles bedst muligt.
Forløb og komplikationer
Nogle gange forsvinder øjentørheden af sig selv, men i mange tilfælde er det en livslang tilstand. Ved udtalt tørhed af øjnene kan der opstå skader på hornhinden som f.eks. hornhindebetændelse og ridser i hornhinden . Dette kan i meget sjældne tilfælde medføre blindhed.