Uddannelsen af speciallægen i onkologi
Speciallægen i onkologi er først uddannet læge, har gennemført turnusuddannelsen og har endelig gennemgået den seksårige specialeuddannelse, som inkluderer 4 ½ år på onkologiske afdelinger, et år med intern medicin samt et halvt års supplerende onkologisk uddannelse. I alt dette er inkluderet halvandet år som 1. reservelæge samt virke inden for alle sider af det onkologiske fagområde, omfattende såvel stråle- som kemoterapi.
Sygdomme
Kræft er "groft sagt" at en celle i kroppen pludselig ændrer sig og formerer sig. Den deler sig langt hurtigere end de øvrige celler og har ingen respekt for vævsgrænser eller den øvrige organismes velvære. Den vil vokse ind i de omkringliggende organer og ødelægge disse, og den vil spredes med blodet eller lymfen til andre steder i kroppen (metastaser).
Man regner med, at ca. 40 % kan forebygges, men dette tal er usikkert. Givet er det i hvert fald, at både arv og miljø spiller ind. Desuden tager det mange år at udvikle kræft, hvorfor ældre mennesker, udover at deres immunforsvar ikke fungerer helt optimalt længere, oftere rammes end yngre mennesker.
Det skønnes, at halvdelen af patienterne kan opnå lang tids sygdomsfri overlevelse. Men hvilke af patienterne der helbredes, og hvilke for hvem kræften bliver uovervindelig, afgøres af hvilken type kræft der er tale om, hvornår den opdages, og hvilken behandling der gives.
Et par eksempler på hyppigt forekommende og ofte vanskeligt behandelige former for kræft er brystkræft (oftest hos kvinder) og lungekræft. Og eksempler på kræfttyper, man efterhånden er blevet overordentlig god til at behandle, er testikelkræft og leukæmi.
Behandling
Der findes tre typer behandling: Kirurgisk, medicinsk og stråling.
Kirurgisk behandling er ganske enkelt, at man fjerner selve kræftknuden. Ofte vil man ved samme lejlighed fjerne de omkringliggende lymfeknuder, få dem mikroskoperet så man bedre kan udtale sig om prognosen og ikke mindst iværksætte den relevante efterbehandling.
Medicinsk behandling (kemoterapi) har mange bivirkninger. Dette skyldes, at medikamenterne er gift både for raske og syge celler. Rationalet er, at man rammer de celler, der deler sig hurtigst - hvilket vil sige kræftcellerne. Desværre deler f.eks. tarmceller og hårceller sig også ret hurtigt.
Strålebehandling har vist sig at virke på visse typer kræft. Det kan gives efter en operation, eller det kan gives alene. Ideen med strålebehandling er, at kræftcellerne vil blive ramt hårdere end kroppens raske celler. Men som det er tilfældet med kemoterapien, opstår der bivirkninger fra de raske celler.