Ortoreksi - den fjerde spiseforstyrrelse? Artikel

Ortoreksi - den fjerde spiseforstyrrelse. Ortoreksi er en frygt for at spise usund mad. Ortorektikeren er bange for at spise usund mad. Kontrol af mad og fokus på sunde råvarer.

Skrevet af Rikke Christina Ahlberg

Madvarer man ikke må spise, diæter man selv har opfundet, daglig planlægning af maden i morgen og medbragt mad når man skal ud: ortoreksi har taget magten.

Sund livsstil kan ifølge den amerikanske læge Steven Bratman være farlig. Den kan nemlig udvikle sig til en besættelse af sund mad. En besættelse der kan føre til, at andre aktiviteter udelukkes, at parforholdet påvirkes og det til sidst bliver fysisk farligt. Og så er der pludselig ikke længere tale om sund livsstil, men om ortoreksi.

Som ved anoreksi, bulimi og overspisning er maden en så stor besættelse, at det hindrer patienten i at føre et normalt liv. Men hvor anorektikeren og bulimikeren er fokuseret på mængden af mad, er ortorektikeren fokuseret på madens kvalitet. Ortorektikeren begynder at danne sig sit eget billede af, hvad der er sundt og laver sine egne diæter, regler og ritualer.

Ortorektikeren er ikke decideret bange for at blive fed og ønsker ikke at være specielt tynd - hun vil bare gerne spise sundt. Så selvom ortoreksi og anoreksi udefra kan ligne hinanden, så er det ikke det samme, fordi der ligger forskellige ønsker og forskellig motivation, bag ønsket om at kontrollere maden, skriver Steven Bratman.

Andreas historie


Andrea havde astma og fandt ud af, at hun fik det bedre og kunne skære ned på medicinen, hvis hun ikke drak mælk. Hvede, soja og majs skulle hun også undgå. Efter noget tid blev også æg, avocado, tomater, byg, rug, kylling, kalkun og tunfisk droppet og derefter broccoli, salat og æbler. Senere følte hun sig overfølsom over for appelsiner, ferskner, ris, kartofler og selleri, og den eneste mad, hun helt sikkert kunne tåle, var lam og hvidt sukker.

Da hun til sidst ikke kunne leve af den kost, der var tilbage, opfandt hun en kompliceret diæt med regler og ritualer, hun selv havde fundet på. Hun tilbringer nu det meste af sin tid hjemme, hvor hun tænker over det næste måltid. Det er nemlig vigtigt, at det passer ind i diæten, da konsekvenserne ellers strækker sig over flere uger. Hun går ikke så meget ud, og hvis hun gør, medbringer hun altid sin egen mad. Andrea har ortoreksi.

Ovenstående case om Andrea er hentet fra Steven Bratmans hjemmeside, hvor du kan læse mere om ortoreksi/ortorexi. Læs mere på www.orthorexia.com

Denne artikel er oprettet på Sundhedsguiden d. 03.04.07