Ørets opbygning og funktion
Artikel
![]()
Redaktionen
12/03/2007
Generelt
Øret kan inddeles i:
- Det ydre øre og øregangen, som består af den del af øret man kan se, øremuslingen, og den hudbeklædte gang ind til trommehinden.
- Mellemøret, som er et hulrum bag trommehinden. Her findes de 3 små øreknogler hammeren, ambolten og stigbøjlen. Desuden findes en lille muskel, der kan dæmpe bevægelse af øreknoglerne.
- Det indre øre, som indeholder de egentlige sanseorganer sneglen og buegangene.
Nedenfor beskrives ørets 2 hovedfunktioner, nemlig høresansen og balancesansen.
Høresansen
Lydbølger forårsager små trykændringer i luften. Disse sætter trommehinden i svingninger. Når trommehinden bevæger sig, sættes alle mellemørets 3 øreknogler i bevægelse, idet de sidder forbundet i en slags kæde i følgende rækkefølge: hammer, ambolt og stigbøjle. Hammeren er hæftet på trommehinden, og stigbøjlens fodplade sidder ved indgangen til sneglen i det indre øre, det såkaldte
ovale vindue. I sneglen er der væske, og ved bevægelse af stigbøjlens fodplade sættes væsken i bevægelse. Væskens bevægelse påvirker nogle små hårlignende sanseceller i sneglen, og det er denne påvirkning, der omdannes til et nervesignal.
Hvis bare en af de ovenfor nævnte strukturer bliver beskadiget, vil man få dårligere hørelse. En skade på lydledningsapparatet (trommehinde og øreknogler) kan give høretab på op til 60dB (se Lyd og støjniveau ). Skade på sneglen kan forårsage total døvhed.
Balancesansen
Der er 3 måder, hvorpå hjernen kan få information om, hvilken position kroppen befinder sig i og derved holde balancen. Den ene er nerveimpulser fra buegangene (balanceorganet) i det indre øre. De to andre er synet og særlige sanseorganer i muskler og sener.
Buegangene er 3 på hinanden vinkelrette knoglerør, der indeholder væske. I rørene findes hårlignende sanseceller, der bøjes, når væsken bevæger sig. Væsken sættes i bevægelse, når hovedet bevæges, som hvis man lægger hovedet på skrå, eller når hele kroppen bevæges, hvis man f.eks. sidder i en bil, der accelerer. Forskellige buegange påvirkes, alt efter hvilken retning bevægelsen har. Bøjning af sansecellerne omdannes til et nervesignal. Det er kun ved ændring i bevægelse, at der dannes nervesignal.
Hvis sansecellerne beskadiges, kan man få en falsk fornemmelse af bevægelse (svimmelhed). Man kan desuden få nystagmus, som er karakteristiske øjenbevægelser, hvor øjnene ufrivilligt bevæger sig til siden for derefter hurtigt at vende tilbage til udgangspositionen. Ved manglende funktion af buegangene vil man desuden have sværere ved at holde balancen, særligt med lukkede øjne.
Generelt
Øret kan inddeles i:
- Det ydre øre og øregangen, som består af den del af øret man kan se, øremuslingen, og den hudbeklædte gang ind til trommehinden.
- Mellemøret, som er et hulrum bag trommehinden. Her findes de 3 små øreknogler hammeren, ambolten og stigbøjlen. Desuden findes en lille muskel, der kan dæmpe bevægelse af øreknoglerne.
- Det indre øre, som indeholder de egentlige sanseorganer sneglen og buegangene.
Nedenfor beskrives ørets 2 hovedfunktioner, nemlig høresansen og balancesansen.
Høresansen
Lydbølger forårsager små trykændringer i luften. Disse sætter trommehinden i svingninger. Når trommehinden bevæger sig, sættes alle mellemørets 3 øreknogler i bevægelse, idet de sidder forbundet i en slags kæde i følgende rækkefølge: hammer, ambolt og stigbøjle. Hammeren er hæftet på trommehinden, og stigbøjlens fodplade sidder ved indgangen til sneglen i det indre øre, det såkaldte
ovale vindue. I sneglen er der væske, og ved bevægelse af stigbøjlens fodplade sættes væsken i bevægelse. Væskens bevægelse påvirker nogle små hårlignende sanseceller i sneglen, og det er denne påvirkning, der omdannes til et nervesignal.
Hvis bare en af de ovenfor nævnte strukturer bliver beskadiget, vil man få dårligere hørelse. En skade på lydledningsapparatet (trommehinde og øreknogler) kan give høretab på op til 60dB (se Lyd og støjniveau ). Skade på sneglen kan forårsage total døvhed.
Balancesansen
Der er 3 måder, hvorpå hjernen kan få information om, hvilken position kroppen befinder sig i og derved holde balancen. Den ene er nerveimpulser fra buegangene (balanceorganet) i det indre øre. De to andre er synet og særlige sanseorganer i muskler og sener.
Buegangene er 3 på hinanden vinkelrette knoglerør, der indeholder væske. I rørene findes hårlignende sanseceller, der bøjes, når væsken bevæger sig. Væsken sættes i bevægelse, når hovedet bevæges, som hvis man lægger hovedet på skrå, eller når hele kroppen bevæges, hvis man f.eks. sidder i en bil, der accelerer. Forskellige buegange påvirkes, alt efter hvilken retning bevægelsen har. Bøjning af sansecellerne omdannes til et nervesignal. Det er kun ved ændring i bevægelse, at der dannes nervesignal.
Hvis sansecellerne beskadiges, kan man få en falsk fornemmelse af bevægelse (svimmelhed). Man kan desuden få nystagmus, som er karakteristiske øjenbevægelser, hvor øjnene ufrivilligt bevæger sig til siden for derefter hurtigt at vende tilbage til udgangspositionen. Ved manglende funktion af buegangene vil man desuden have sværere ved at holde balancen, særligt med lukkede øjne.
