En pacemaker er et elektronisk apparat, der forsyner hjertet med elektriske impulser i de tilfælde, hvor hjertets eget impulsledningssystem er sat ud af spillet ved forskellige tilfælde af hjerteblok.Impulserne 
overføres til hjertet gennem en elektrode, som anbringes direkte i hjertevæggen eller føres til hjertet gennem en eller anden passende vene, som man fører en tynd ledning igennem. Elektroden står i forbindelse med en impulsgenerator, som drives af batterier med en levetid på fra otte til ti år. En pacemaker kan helt overtage impulsledningen til hjertet eller fungere sammen med svækkede impulser fra hjertet.
En pacemaker kan somme tider kun være nødvendig i en overgangsperiode i sammenhæng med, at hjertevævet læges efter en hjerteinfarkt. I sådanne tilfælde kan impulsgeneratoren bæres uden på kroppen og være forbundet med hjertet gennem en ledning. Sædvanligvis plejer man dog at transplantere hele enheden inden for huden i det porøse væv, som findes i brysthulens vægge.
En patient med pacemaker undersøges med regelmæssige mellemrum for at kontrollere pacemakerens funktion. Når et batteri begynder af løbe ud, skiftes det let gennem et lille indgreb. Det er i vore dage ganske almindeligt at mennesker har pacemaker.
Moderne pacemakere er relativt ufølsomme over for ydre påvirkninger, men hvis man har en pacemaker, bør man holde sig på afstand af stærke radiosendere og radarapparater samt ikke gå gennem de metaldetektorer som findes i lufthavne. Visse modeller kan påvirkes af elektromagnetiske bølger fra mikrobølgeovne, MR-scannere og lignende udstyr. Ved de fleste kirurgiske indgreb anvender man et såkaldt diatermiapparat (som af elektrisk vej afgiver varme) for at standse blødninger. Disse apparater kan også påvirke en pacemaker.
overføres til hjertet gennem en elektrode, som anbringes direkte i hjertevæggen eller føres til hjertet gennem en eller anden passende vene, som man fører en tynd ledning igennem. Elektroden står i forbindelse med en impulsgenerator, som drives af batterier med en levetid på fra otte til ti år. En pacemaker kan helt overtage impulsledningen til hjertet eller fungere sammen med svækkede impulser fra hjertet.En pacemaker kan somme tider kun være nødvendig i en overgangsperiode i sammenhæng med, at hjertevævet læges efter en hjerteinfarkt. I sådanne tilfælde kan impulsgeneratoren bæres uden på kroppen og være forbundet med hjertet gennem en ledning. Sædvanligvis plejer man dog at transplantere hele enheden inden for huden i det porøse væv, som findes i brysthulens vægge.
En patient med pacemaker undersøges med regelmæssige mellemrum for at kontrollere pacemakerens funktion. Når et batteri begynder af løbe ud, skiftes det let gennem et lille indgreb. Det er i vore dage ganske almindeligt at mennesker har pacemaker.
Moderne pacemakere er relativt ufølsomme over for ydre påvirkninger, men hvis man har en pacemaker, bør man holde sig på afstand af stærke radiosendere og radarapparater samt ikke gå gennem de metaldetektorer som findes i lufthavne. Visse modeller kan påvirkes af elektromagnetiske bølger fra mikrobølgeovne, MR-scannere og lignende udstyr. Ved de fleste kirurgiske indgreb anvender man et såkaldt diatermiapparat (som af elektrisk vej afgiver varme) for at standse blødninger. Disse apparater kan også påvirke en pacemaker.
Placering af en pacemaker
Impulserne fra pacemakeren føres til hjertet gennem en ledning, som føres ind i en vene bag nøglebenet og videre til hjertet. Hvis pacemakeren skal bæres permanent, plejer man at operere hele systemet inden for huden, og pacemakeren placeres så i væggen til brystkassen.