Definition på personlighedsforstyrrelse
Personlighedsforstyrrelser dækker over en række tilstande, hvor personen ikke direkte er påvirket af symptomer. Det drejer sig om udtalte forstyrrelser af individets personlighedsstruktur og adfærdsmæssige tilbøjeligheder. Tilstandene er ikke-psykotiske, og er karakteriseret ved at begrænse og besværliggøre personens livsudfoldelse i dagligdagen. Det kan f.eks. dreje sig om problemer med at udtrykke sine følelser, kommunikere med andre, eller have forstyrrelser i sin tankegang. Personens problemer kan være så betydelige, at de konstant er konfliktskabende i forhold til omgivelserne.
Starter i barndommen
Det grundlæggende ved personlighedsforstyrrelser er, at personens karaktertræk har været til stede siden barndommen, og er en indgroet del af personligheden. Dette skyldes dels påvirkninger gennem arv og miljø. Man kan ikke diagnosticere en personlighedsforstyrrelse før den sene teenagealder eller det tidlige voksenliv, da man skal kunne dokumentere en vedvarende personlighedsforstyrrelse gennem barndommen.
For at kunne definere en personlighedsforstyrrelse må personens adfærd ikke skyldes en organisk lidelse, f.eks. en hjernetumor , misbrug , skizofreni , affektiv sindslidelse eller en nervøs lidelse.
Der skønnes, at mellem 12 - 15% af befolkningen lider af personlighedsforstyrrelser, og at hyppigheden aftager med alderen. Inden for de forskellige typer er der nogle kønsforskelle.
Årsager til personlighedsforstyrrelser
Der findes forskellige teorier som forsøger at forklare udviklingen af de personlighedstyper, som vi kender til i dag.
Ud fra et videnskabeligt perspektiv er personlighedstyper blevet beskrevet ud fra den måde, som personen udtrykte sig i, inden en sygdom blev diagnosticeret. F.eks. en tilbagetrukket personlighedstype, inden der udvikles skizofreni. Der er her tale om en persons sårbarhed for at udvikle en specifik sygdom.
Psykoanalysen fokuserer på, at en personlighedsforstyrrelse udvikles pga. uløste konflikter tidligere i livet, da barnet gennemgik nogle specifikke udviklingsfaser.
Nyere biologiske studier har forsøgt at forklare de forskellige personlighedstyper ud fra over- eller underproduktion af kemiske substrater i hjernen. F.eks. er det vist, at man kan behandle personlighedsforstyrrelser med impulsivitet og aggressioner med antidepressiv medicin .
En nyere tilknytningsteori har fokuseret på spædbarnets psykosociale udvikling, og denne teori hævder, at de tidligste faser i et barns liv har stor betydning for den måde, barnet knytter sig til andre mennesker senere i livet.
Generne har indflydelse på ca. 50% af vores personlighed, og man kan forsimplet antage, at miljøet har ansvaret for den sidste halvdel. Dog skal man huske, at man selv ubevidst opsøger de miljøer, som generne påvirker en til at opsøge, så det er en kompleks sammenhæng.
Typer af personlighedsforstyrrelser
- Den paranoide personlighed: Denne personlighed præges bl.a. af overfølsomhed for nederlag, mistroiskhed, ubegrundet jalousi og optagethed af konspirationsteorier.
- Den skizoide personlighed: Her er der tale om tilbagetrækning af det følelsesmæssige, sociale og kontakt med andre mennesker. Der er tendens til fantasitænkning.
- Den dyssociale personlighed : Karakteriseres af en følelseskold person, ligegyldighed og en mangel på hensynstagen til medmennesker. Denne personlighedsforstyrrelse blev tidligere kaldt psykopati.
- Den emotionelt ustabile personlighed: Kendetegnet ved impulsivt handlemønster og uberegneligt humør. Desuden problemer med selvopfattelse og definitioner af livsmål.
- Den histroniske (hysteriske) personlighed: Overfladisk og dramatiserende type, som kan reagere med overdrevne følelsesudtryk. En type, som ofte søger spænding i tilværelsen anerkendelse og opmærksomhed.
- Den tvangspræget personlighed: Perfektionistisk personlighed med tendens til at være forsigtig, oversamvittighedsfuld og stædig. Er ofte præget af indre usikkerhed og tvivl.
- Den ængstelige personlighed: En sensitiv anspændt personlighedstype med usikkerhed og mindreværdsfølelse. Er ofte bange for afvisning og kritik, samt undgår situationer der kan medføre dette.
- Den dependente personlighed: En type, som er passiv og afhængig af andre mennesker, når der skal træffes afgørelser i livet. Personen er bange at blive forladt, og kan have følelse af hjælpeløshed og utilstrækkelighed.
Behandling af personlighedsforstyrrelser
Der findes en række forskellige behandlingsmetoder, da personlighedsforstyrrelserne har varieret karakteristika. Der skal nævnes følgende:
Samtaleterapi: Her vil terapeuten forsøge at danne en alliance med patienten, således at der opbygges tillid mellem parterne. Der fokuseres på, at få patienten til at indse og beskrive sine problemer samt at arbejde med at få brudt de rutiner og mønstre, som ligger til grund for personlighedsforstyrrelsen. Derudover bruges også gruppeterapi i behandlingen af f.eks. den ængstelige personlighedsforstyrrelse, da personen her vil lære at fungere i et socialt forum, samtidig med at der opbygges selvtillid.
Medikamenter: Mange af personlighedsforstyrrelserne er ofte forbundet med angst og depression, hvorfor man vil anbefale at give et angstdæmpende/beroligende middel eller et antidepressiva . Ved den dyssociale personlighedsforstyrrelse er problemet bl.a. en impulsiv og aggressiv adfærd, som kan stabiliseres med antiepileptisk medicin.