Podagra - Kaptajn Vom gigt Artikel

Redaktionen 14/10/2003


Gigt er fællesbetegnelsen for en folkesygdom, der kendetegnes ved smerter i bevægeapparatets muskler, led og bløddele. Man kender i dag ca. 200 forskellige gigtformer. Årsagerne er ikke endeligt afklaret, men vi kender flere disponerende faktorer: kromosomfejl, fejlreaktioner i immunsystemet, belastning med tungmetaller, forurening, fejlernæring, madintolerance, stofskiftesygdomme og forsuring.

En speciel form for gigt hedder podagra. Navnet er græsk og betyder »smertejag i foden«. Podagra blev tidligere anset for de velhavendes gigt i modsætning til slidgigt, der blev omtalt som de fattiges gigtform. Når proteinstofskiftet overbelastes, kan der ophobes urinsyre i blodet. Er kroppen i forvejen syrebelastet, eller er nyrerne for langsomme til at udskille, kan der dannes urinsyrekrystal-ler i leddene.

Når et overreagerende immunsystem opfatter krystallerne som fremmede, starter en steril og meget smertefuld betændelse. Vi kender den fra tegneserien »Knold og Tot« som »Kaptajn Vom gigt«. Siden tegneserien så dagens lys i 1897, har denne lidelse fået et nærmest komisk skær, men bliver man selv ramt af podagra, forstår man godt hvorfor børnenes fader, kaptajn Vom, havde ondt, og jævnligt sad med foden forbundet.

Podagra rammer oftest mænd i 40-60-års alderen og optræder som en akut eller kronisk ledbetændelse. Hyppigst rammes underekstremiteternes led, især stortåens grundled, men alle led og slimsække kan angribes. Forhøjet urinsyre i blodet er obligatorisk for sygdommen, men omvendt får kun en beskeden del af personerne med forhøjet urinsyre sygdommen.
Podagra forekommer i den vestlige verden hos ca. 0,2 % af befolkningen. Sygdommen har været kendt i årtusinder. En klassisk beskrivelse af anfaldet er givet af den engelske læge Thomas Sydenham i 1683.

Den medicinske behandling af sygdommen er en lægelig opgave. Den akutte behandling består i en kur med gigtmedicin af typen non-steroide antiinflammatoriske stoffer (NSAID), fx Ibuprofen 800 mg hver 6. time. Som anfaldprofylakse kan anvendes Allopurinol i doser på 300 mg daglig hos patienter med normal nyrefunktion. Det reducerer produktionen af urinsyre.

Stoffet er potentielt giftigt og kan give anledning til feber, hårtab, problemer med fordøjelsen, udslet, vækst af brysterne, lever- og knoglemarvspåvirkning. I sjældne tilfælde ses en ondartet form for årebetændelse. Probenecid øger udskillelsen af urat. Startdosis er 250 mg gange 2 dagligt den første uge, evt. stigende til 500 mg x 2, afhængigt af virkningen. Det anvendes til patienter med nedsat uratudskillelse, normal ny-refunktion og uden nyresten.

For at undgå stendannelser som følge af den øgede koncentration i urinen, bør urinen alkaliseres med natron (1 tskf. i et glas lunkent vand kl. 10, 15 og 22) til pH 6,5 og rigelig væskeindtagelse. Bivirkningshyppigheden er som ved allopurinol og omfatter udslet, problemer med fordøjelsen og provokation af nye anfald.

Da svære bivirkninger er mindre hyppige, foretrækker nogle stoffet som første valg frem for allopurinol. Probenecid er kontraindiceret ved uratudløst nyreskade og nyresten. Ved nedsat nyrefunktion (creatininclearance <30 ml/min.) har stoffet ingen virkning. Som læge vil man før eller siden blive konfronteret med denne meget smertefulde tilstand. Langt hyppigere forekommer forhøjet urinsyre i blodet. Flere gange ugentlig finder jeg »raske« patienter med denne tilstand.

Hvad kan man selv gøre?

Denne lidelse er så smertefuld, at patienterne er motiveret til at prøve selv den skrappeste diæt, for at forebygge et nyt anfald. Problemet er, at der kun er få fælles træk med henblik på diætfejl hos disse patienter, medmindre vi inddeler dem i 4 grupper svarende til blodtypen. Blodtype A pa-tienter, der spiser en proteinrig kost med kød og mælkeprodukter har ofte en forsuring i tillæg til forhøjet urinsyre.

Ved kostændring i retning af mindre kød og mere vegetarisk kost, samt tilskud af vitamin B-kompleks og omega 3-fedtsyre reduceres det forhøjede urat. Hos blodtype 0 er en reduktion af kostens indhold af natskyggefamilien (tomater og kartofler), bælgfrugter, bønner og ærter, reduceret indtag af mælkesukker og gluten mere effektivt end reduktion af kostens proteinindhold generelt. Hos blodtype B kan man komme langt med en reduktion af kornprodukter (majs, hvede og rug), samt reduceret indhold af sukker (specielt frugtsukker) i kosten.

For alle 3 typer er det vigtigt, at reducere indtagelsen af alkohol (specielt øl, der har et højere indhold af purin end vin og spiritus) og indmad (leverpostej, torskerogn, brisler) og øge vævenes antioxidative beskyttelse med tilskud af vitaminer (C-, E-, B6-, B12-) og mineraler (Selen, zink, magnesium og silicium). Specielt kan mangel på folat betyde øget risikoen. Folat kan bremse dannelsen af urinsyre gennem en kemisk hæmning.

Hvad angår den mere sjældne blodtype AB har jeg ingen erfaring på området. Vover man sig ind på dette felt, kan Hippokrates ord om at gøre mad til medicin blive en realitet hos den ukomplicerede patient med forhøjet urinsyre uden symptomer på gigt.


Gigt er fællesbetegnelsen for en folkesygdom, der kendetegnes ved smerter i bevægeapparatets muskler, led og bløddele. Man kender i dag ca. 200 forskellige gigtformer. Årsagerne er ikke endeligt afklaret, men vi kender flere disponerende faktorer: kromosomfejl, fejlreaktioner i immunsystemet, belastning med tungmetaller, forurening, fejlernæring, madintolerance, stofskiftesygdomme og forsuring.

En speciel form for gigt hedder podagra. Navnet er græsk og betyder »smertejag i foden«. Podagra blev tidligere anset for de velhavendes gigt i modsætning til slidgigt, der blev omtalt som de fattiges gigtform. Når proteinstofskiftet overbelastes, kan der ophobes urinsyre i blodet. Er kroppen i forvejen syrebelastet, eller er nyrerne for langsomme til at udskille, kan der dannes urinsyrekrystal-ler i leddene.

Når et overreagerende immunsystem opfatter krystallerne som fremmede, starter en steril og meget smertefuld betændelse. Vi kender den fra tegneserien »Knold og Tot« som »Kaptajn Vom gigt«. Siden tegneserien så dagens lys i 1897, har denne lidelse fået et nærmest komisk skær, men bliver man selv ramt af podagra, forstår man godt hvorfor børnenes fader, kaptajn Vom, havde ondt, og jævnligt sad med foden forbundet.

Podagra rammer oftest mænd i 40-60-års alderen og optræder som en akut eller kronisk ledbetændelse. Hyppigst rammes underekstremiteternes led, især stortåens grundled, men alle led og slimsække kan angribes. Forhøjet urinsyre i blodet er obligatorisk for sygdommen, men omvendt får kun en beskeden del af personerne med forhøjet urinsyre sygdommen.
Podagra forekommer i den vestlige verden hos ca. 0,2 % af befolkningen. Sygdommen har været kendt i årtusinder. En klassisk beskrivelse af anfaldet er givet af den engelske læge Thomas Sydenham i 1683.

Den medicinske behandling af sygdommen er en lægelig opgave. Den akutte behandling består i en kur med gigtmedicin af typen non-steroide antiinflammatoriske stoffer (NSAID), fx Ibuprofen 800 mg hver 6. time. Som anfaldprofylakse kan anvendes Allopurinol i doser på 300 mg daglig hos patienter med normal nyrefunktion. Det reducerer produktionen af urinsyre.

Stoffet er potentielt giftigt og kan give anledning til feber, hårtab, problemer med fordøjelsen, udslet, vækst af brysterne, lever- og knoglemarvspåvirkning. I sjældne tilfælde ses en ondartet form for årebetændelse. Probenecid øger udskillelsen af urat. Startdosis er 250 mg gange 2 dagligt den første uge, evt. stigende til 500 mg x 2, afhængigt af virkningen. Det anvendes til patienter med nedsat uratudskillelse, normal ny-refunktion og uden nyresten.

For at undgå stendannelser som følge af den øgede koncentration i urinen, bør urinen alkaliseres med natron (1 tskf. i et glas lunkent vand kl. 10, 15 og 22) til pH 6,5 og rigelig væskeindtagelse. Bivirkningshyppigheden er som ved allopurinol og omfatter udslet, problemer med fordøjelsen og provokation af nye anfald.

Da svære bivirkninger er mindre hyppige, foretrækker nogle stoffet som første valg frem for allopurinol. Probenecid er kontraindiceret ved uratudløst nyreskade og nyresten. Ved nedsat nyrefunktion (creatininclearance <30 ml/min.) har stoffet ingen virkning. Som læge vil man før eller siden blive konfronteret med denne meget smertefulde tilstand. Langt hyppigere forekommer forhøjet urinsyre i blodet. Flere gange ugentlig finder jeg »raske« patienter med denne tilstand.

Hvad kan man selv gøre?

Denne lidelse er så smertefuld, at patienterne er motiveret til at prøve selv den skrappeste diæt, for at forebygge et nyt anfald. Problemet er, at der kun er få fælles træk med henblik på diætfejl hos disse patienter, medmindre vi inddeler dem i 4 grupper svarende til blodtypen. Blodtype A pa-tienter, der spiser en proteinrig kost med kød og mælkeprodukter har ofte en forsuring i tillæg til forhøjet urinsyre.

Ved kostændring i retning af mindre kød og mere vegetarisk kost, samt tilskud af vitamin B-kompleks og omega 3-fedtsyre reduceres det forhøjede urat. Hos blodtype 0 er en reduktion af kostens indhold af natskyggefamilien (tomater og kartofler), bælgfrugter, bønner og ærter, reduceret indtag af mælkesukker og gluten mere effektivt end reduktion af kostens proteinindhold generelt. Hos blodtype B kan man komme langt med en reduktion af kornprodukter (majs, hvede og rug), samt reduceret indhold af sukker (specielt frugtsukker) i kosten.

For alle 3 typer er det vigtigt, at reducere indtagelsen af alkohol (specielt øl, der har et højere indhold af purin end vin og spiritus) og indmad (leverpostej, torskerogn, brisler) og øge vævenes antioxidative beskyttelse med tilskud af vitaminer (C-, E-, B6-, B12-) og mineraler (Selen, zink, magnesium og silicium). Specielt kan mangel på folat betyde øget risikoen. Folat kan bremse dannelsen af urinsyre gennem en kemisk hæmning.

Hvad angår den mere sjældne blodtype AB har jeg ingen erfaring på området. Vover man sig ind på dette felt, kan Hippokrates ord om at gøre mad til medicin blive en realitet hos den ukomplicerede patient med forhøjet urinsyre uden symptomer på gigt.