Psykiske sygdomme:
- Depression
- Angst
- Skizofreni
Motion øger det fysiske velvære såvel hos psykisk raske som hos psykiatriske patienter. Fysisk aktivitet mindsker anspændthed og halverer risikoen for at udvikle depression. Virkningsmekanismerne er meget dårligt afklaret og skyldes formentlig mange forskellige aspekter. Psykisk sygdom i sig selv medfører ofte træthed og inaktivitet og dermed dekonditionering. Dermed er der startet en ond cirkel, hvor blot det at komme i gang med en aktivitet ofte overstiger patientens formåen. Sygdomsbilledet kan også være præget af tvangsforestillinger eller hypokondre tanker, som sammen med fysisk aktivitet er angstfremkaldende. Fysisk aktivitet under kyndig vejledning kan bl.a. give patienten oplevelsen af at motionere i trygge omgivelser, uden at det giver de forventede negative virkninger.
Det er ikke farligt at svede, få hjertebanken og høj puls, at bevæge sig væk fra de vanlige trygge omgivelser og lignende belastende forestillinger, som optager en stor del af den psykisk syges tankeverden. Det sociale samvær på et træningshold har også stor betydning for at få patienten ud af den isolation, som psykiatriske patienter ofte befinder sig i. Biokemisk har man kunnet påvise, at fysisk aktivitet ændrer koncentrationen af forskellige neurotransmittere, f.eks. noradrenalin, dopamin, serotonin og endorfiner. Det er dog usikkert, hvorledes sammenhængen mellem disse forandringer og det psykiske velvære er.