Definition og årsag
Rabies-sygdommen skyldes infektion med rabiesvirus, og man smittes ved bid fra dyr. Sygdommen inficerer nerve- og hjernevæv, hvilket gør dyret "galt". Det bliver aggressivt, og der er fare for, at det bider. Hunde, katte, rotter, ræve og flagermus er ofte smittebærere, men i princippet kan alle varmblodige dyr smittes. Siden 1982 har man i Danmark kun konstateret rabies hos flagermus. Rabies er udryddet i resten af Norden.
Virus giver hjernebetændelse og spreder sig til hud, slimhinder og spytkirtler. Det giver den karakteristiske fråde om munden. Sygdommen har en næsten 100% dødelighed, når først der viser sig symptomer.
Symptomer på rabies (hundegalskab)
Inkubationstiden (tiden, fra man smittes, til man bliver syg) er lang, mellem 3 uger og 3 måneder. I denne er det vigtigt at modtage behandling (se Behandling af hundegalskab) for er sygdommen først brudt ud, er der næsten ingen mulighed for helbredelse. De første symptomer er:
- Feber.
- Utilpashed.
- Kløe, smerter og snurren omkring bidstedet.
- Opkastninger.
- Appetitløshed.
- Tåre og spytproduktion.
Senere tilkommer:
Smertefulde kramper og spasmer. De ses overvejende i svælgmuskulaturen, med stort synkebesvær. Hjernebetændelse gør den syge irritabel og konfus, og der opstår ufrivillige bevægelser (dyrets gale fase). Til slut indtræder døden.
Forholdsregler og diagnose
Undgå kontakt med dyr, der virker syge, især hvis der ses fråde om munden. Det drejer sig i Danmark overvejende om flagermus og ræve.
Bliver man bidt af en flagermus eller et andet dyr, man kunne mistænke for at være smittet, er det vigtigt hurtigt at søge læge. Behandling skal iværksættes, inden virus når at formere sig og giver tegn på sygdom.
Bidsåret skal renset grundigt med vand og sæbe. Ved bidsår skal man være opmærksom på om ens stivkrampevaccination er intakt.
Lægen begynder behandling, inden der ses tegn på sygdom og alene på sygehistorien med dyrebid. Hvis sygdommen bryder ud, er den nem at diagnosticere, men kurerende behandling er på dette tidspunkt ikke længere mulig. Med nye antistofteknikker er det muligt at påvise virus i bl.a. hudbiopsier og spyt.
Skal man opholde sig i længere tid i områder med rabies, er det tilrådeligt at blive vaccineret inden.
Behandling af rabies (hundegalskab)
Straks efter at man har været udsat for et dyrebid, starter lægen behandling. Det er af stor betydning, at såret vaskes grundigt med vand og sæbe.
Der gives humant rabies immunoglobulin (stoffer, der aktiverer immunforsvaret mod virus), dels omkring bidsåret og ved en indsprøjtning i en muskel. Herefter opstartes vaccination. Over 30-90 dage gives vaccine 5-6 gange.
Forløb og komplikationer
Kun ca. 1/6 af dem, der bliver bidt af et dyr med rabies, bliver selv smittet. Ved hurtig og korrekt behandling er udsigterne gode. Optræder der symptomer på sygdom er dødeligheden tæt på 100%.