Raynaud er en tilstand, der giver blodmangel til fingre og evt. tæer. Den deles op i Raynauds "sygdom", hvor årsagen er ukendt og Raynauds "fænomener", hvor årsagen er anden sygdom. Symptomerne har et karakteristisk mønster med først vokshvide, stive og kolde fingre, dernæst mørkeblå fingre med prikkende og stikkende smerter og til sidst bliver fingrene varme og højrøde. Behandling er at undgå rygning, kulde og evt. blodkarudvidende medicin.
Definition og årsager
Raynauds syndrom dækker over tilstande, der giver blodmangel i fingre og evt. i tæer (digital iskæmi).
Der skelnes mellem primær Raynaud (Raynauds sygdom), hvor årsagen er ukendt, og sekundær Raynaud (Raynaud fænomer) hvor tilstanden optræder i forbindelse med anden sygdom.
Ved udtalt kulde kan de små pulsårer (arteriolerne) i fingrene gå i spastisk krampe. Dette medfører en mangelfuld blodtilførsel til vævene, og der sker et klassisk farveskift på fingrene (se symptomer).
Sygdommen er meget hyppigst i lande med køligt og fugtigt klima som Danmark.
Raynauds sygdom kan debutere i barnealderen, og optræder overvejende hos kvinder. Tilstanden kan aftage og gå over med alderen. Tilstanden menes at forekomme hos op mod 20% af alle yngre kvinder.
En vis del af disse kvinder udvikler senere også behandlingskrævende bindevævssygdomme (se nedenfor), men en stor del oplever ikke andre symptomer i forbindelse med sygdommen.
Karspasmerne kan udløses hos personer, der arbejder med kraftigt slag- eller rysteværktøj. Det kaldes Raynauds fænomen, såfremt der er en tilgrundliggende årsag til spasmerne.
Fænomenet kan optræde i forbindelse med visse autoimmune bindevævssygdomme (f.eks. sklerodermi og ledegigt). Her skyldes tilstanden en tilstopning af de små arterioler, og der er ikke karspasmer.
Tilstanden kan også udløses af for højt blodtryk i lungekredsløbet, eller ved indtag af blodkarssammentrækkende medicin.
Da nikotin får blodkarrene til at trække sig sammen, kan tobaksrygning ligeledes udløse et Raynaud tilfælde.
Der skelnes mellem primær Raynaud (Raynauds sygdom), hvor årsagen er ukendt, og sekundær Raynaud (Raynaud fænomer) hvor tilstanden optræder i forbindelse med anden sygdom.
Ved udtalt kulde kan de små pulsårer (arteriolerne) i fingrene gå i spastisk krampe. Dette medfører en mangelfuld blodtilførsel til vævene, og der sker et klassisk farveskift på fingrene (se symptomer).
Sygdommen er meget hyppigst i lande med køligt og fugtigt klima som Danmark.
Raynauds sygdom kan debutere i barnealderen, og optræder overvejende hos kvinder. Tilstanden kan aftage og gå over med alderen. Tilstanden menes at forekomme hos op mod 20% af alle yngre kvinder.
En vis del af disse kvinder udvikler senere også behandlingskrævende bindevævssygdomme (se nedenfor), men en stor del oplever ikke andre symptomer i forbindelse med sygdommen.
Karspasmerne kan udløses hos personer, der arbejder med kraftigt slag- eller rysteværktøj. Det kaldes Raynauds fænomen, såfremt der er en tilgrundliggende årsag til spasmerne.
Fænomenet kan optræde i forbindelse med visse autoimmune bindevævssygdomme (f.eks. sklerodermi og ledegigt). Her skyldes tilstanden en tilstopning af de små arterioler, og der er ikke karspasmer.
Tilstanden kan også udløses af for højt blodtryk i lungekredsløbet, eller ved indtag af blodkarssammentrækkende medicin.
Da nikotin får blodkarrene til at trække sig sammen, kan tobaksrygning ligeledes udløse et Raynaud tilfælde.
Symptomer på Raynauds syndrom
Raynaud anfald viser sig ved et meget typisk symptommønster, hvor karrene lukker sig, så intet blod kan løbe til fingrene. Først bliver de vokshvide (lighvide), da alt blodet i fingrene er forsvundet. Når anfaldet løjer af, åbnes karrene en smule, og det blod der løber igennem bliver hurtigt afiltet af det ilthungrende væv. Fingrene bliver mørkeblå (cyanotiske). Slutteligt, når arteriolerne åbner sig igen, bliver fingrene højrøde pga. det øgede kompensatoriske blodflow til fingrene (postiskæmisk hyperæmi).
Den lighvide fase ledsages af stive, kolde og følelsesløse fingre. I den cyanotiske fase kommer der prikken, stikken og smerter i fingrene. Der er udtalt varme i fingrene i den højrøde fase.
Anfaldene kan vare fra få minutter op til nogle timer.
Den lighvide fase ledsages af stive, kolde og følelsesløse fingre. I den cyanotiske fase kommer der prikken, stikken og smerter i fingrene. Der er udtalt varme i fingrene i den højrøde fase.
Anfaldene kan vare fra få minutter op til nogle timer.
Komplikationer
I svære tilfælde kan der opstå komplikationer i forbindelse med iltmangel i vævet. Det viser sig ved sårdannelse og i værste tilfælde tør gangræn, som kan føre til tab af det yderste af fingrene.
Forholdsregler og diagnose
Er man udsat for anfald af Raynaud, er det vigtigt at holde sine fingre og evt. tæer tilstrækkeligt varme og tørre. Termohandsker og -sokker kan anbefales. Hold samtidigt så vidt muligt hele kroppen varm, da tilfældene kan opstå, når man er afkølet, selvom hænderne er beskyttede.
Tobaksrygning skal undgås, da nikotinen kan fremprovokere anfald.
Har man konstateret arbejdsrelateret Raynaud (ved kraftig værktøjsbetjening), kan det være nødvendigt at skifte arbejde. Sygdommen kan registreres som en arbejdsrelateret sygdom.
Diagnosen stilles af lægen på det typiske sygdomsbillede. Han vil herefter tage nogle blodprøver og andre tests for at udelukke en underliggende autoimmun bindevævssygdom.
Tobaksrygning skal undgås, da nikotinen kan fremprovokere anfald.
Har man konstateret arbejdsrelateret Raynaud (ved kraftig værktøjsbetjening), kan det være nødvendigt at skifte arbejde. Sygdommen kan registreres som en arbejdsrelateret sygdom.
Diagnosen stilles af lægen på det typiske sygdomsbillede. Han vil herefter tage nogle blodprøver og andre tests for at udelukke en underliggende autoimmun bindevævssygdom.
Behandling af Raynauds syndrom
Raynauds sygdom kan være svær at behandle. Hvis rygestop og undgåelse af kulde ikke er tilstrækkeligt, kan man forsøge at behandle med blodkarudvidende medicin (calciumkanalblokkere, evt. adrenalinblokkere).
I værste tilfælde kan man forsøge at overskære de små nerver, der går til blodkarrene, i håbet om at undgå spasmerne. Raynauds sygdom er langt overvejende ufarlig, og en sygdom de fleste lærer at leve med.
Raynauds fænomen behandles som Raynauds sygdom. Findes der en underliggende autoimmun sygdom, behandles denne med immunhæmmende midler.
I værste tilfælde kan man forsøge at overskære de små nerver, der går til blodkarrene, i håbet om at undgå spasmerne. Raynauds sygdom er langt overvejende ufarlig, og en sygdom de fleste lærer at leve med.
Raynauds fænomen behandles som Raynauds sygdom. Findes der en underliggende autoimmun sygdom, behandles denne med immunhæmmende midler.