Reflexzoneterapi kategori

Reflexzoneterapi er en behandlingsmetode, hvor man med trykpåvirkninger ét sted på kroppen søger at forbedre funktionen et andet sted. Zoneterapi er en komplementær behandlingsmetode, som kan lindre og forebygge sygdomme.

Zoneterapi er en af de mest naturlige terapiformer til at modvirke stress og udbrændthed. Zoneterapien virker meget afslappende og benyttes af mange mennesker i alle aldre, som ønsker at bevare og fremme et godt helbred.

Under og på fødderne findes et ”kort” over hele menneskekroppen. Hver del af kroppen har en zone på fødderne som kaldes en reflekszone.

Hvis der er ømhed i en reflekszone betyder det, at en del af kroppen ikke fungerer optimalt. Ved at behandle de ømme reflekszoner med specielle trykkombinationer, kan man påvirke organerne til at bedre kroppens funktion, og dermed genoprette kroppens balance.

Hvad kan behandles med reflexzoneterapi?

Ligesom almindelig zoneterapi kan reflexzoneterapi anvendes til behandling af følgende:

  • Smerter i muskler og led
  • Lænde- og hoftesmerter (iskias)
  • Hovedpine/migræne forårsaget af spændinger i skulder og nakke (myoser)
  • Skulder og albuesmerter (kold skulder og tennisalbue)
  • Smerter i ben eller knæ
  • Gigtsmerter
  • Kronisk bihulebetændelse, blærebetændelse, og prostataproblemer
  • Menstruationssmerter, blødningsforstyrrelser og problemer i forbindelse med overgangsalderen (hedeture)

Hvordan foregår en behandling med reflexzoneterapi?

Ved en behandling foretages først en påvirkning af føddernes reflexzoner. Derefter trykkes der i akupunkturpunkterne på kroppen og til sidst anvendes en neuromuskulær teknik, hvor de aktuelle muskler manipuleres.

Behandlingen kan være en kombination af flere terapiformer alt efter det pågældende problem. Efter den/de første behandlinger kan der forekomme udrensningsreaktioner. Det kan være gamle sygdomssymptomer, der blusser kortvarigt op for derefter at forsvinde helt. Der kan også være forkølelse eller øget tarmfunktion eller vandladning. Sådanne reaktioner er tegn på, at zoneterapien virker, og at den ønskede enzym/hormon-proces er i gang.

Behandlingen foregår ved, at man trykker på de punkter, hvor nerven sender impulser ind i selve musklen. Når nerverne aktiveres bliver der sendt signal til hjernen om at udsende endorfiner. Med hjælp fra en øget mængde endorfiner kan kroppen slappe af og bekæmpe eventuelle smerter.

Reflekszoneterapi er en form for hjælp til selvhjælp, hvor man øger kroppens selvhelbredende kræfter. Behandlingen er effektiv ved muskel- og ledsmerter samt ved stresssymptomer.

I tilfælde hvor der er tegn på alvorligere lidelser, henvises klienten til en praktiserende læge.