Brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere (RAB)
Den 1. juni 2004 trådte lov om en brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere i kraft. Loven giver alternative behandlere, der opfylder nærmere fastsatte krav mulighed for at benytte titlen registreret alternativ behandler (RAB).
Reglerne vedrørende registreringsordning for alternative behandlere kan læses i højre side.
Hvilke typer alternative behandlere er omfattet
Registreringsordningen gælder for alternative behandlere, der udøver sundhedsmæssig virksomhed uden for det offentligt finansierede sundhedsvæsen, og som ikke er autoriseret til at udøve den pågældende virksomhed eller omfattet af Sundhedsstyrelsens tilsyn med den sundhedsfaglige behandling, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet, som fx akupunktører og zoneterapeuter.
Ved sundhedsmæssig virksomhed forstås undersøgelse, diagnosticering, behandling, forebyggelse, mv. af sygdom over for den enkelte bruger. Ordningen omfatter ikke virksomhed, der vedrører livsfilosofier, skønhedspleje, personligt velvære, personlig udvikling, meditation m.v.
Det vil bero på en konkret vurdering, om en forening, der ansøger om Sundhedsstyrelsens godkendelse til at kunne registrere alternative behandlere efter denne ordning, repræsenterer alternative behandlere, der udøver sundhedsmæssig virksomhed, eller om medlemmernes virksomhed falder uden for ordningen.
Hvilke typer foreninger er omfattet
Som udgangspunkt omfatter ordningen kun foreninger, hvis medlemmer er alternative behandlere inden for et enkelt fagområde (behandlingsform).
Efter en konkret vurdering vil Sundhedsstyrelsen dog kunne udstrække ordningen til tillige at omfatte foreninger, hvis medlemmer er alternative behandlere inden for forskellige alternative fagområder (behandlingsformer). Dette forudsætter bl.a., at foreningen overfor Sundhedsstyrelsen sandsynliggør, at foreningen er i stand til at håndtere kravene i relation til de fagområder, der omfattes af godkendelsen og at grupperne hver især er på 20 registreringsberettigede medlemmer.
Betydning for brugerne
Formålet med registreringsordningen er at give brugere af alternativ behandling en bedre mulighed for at kunne identificere alternative behandlere, der opfylder en række faglige og uddannelsesmæssige krav, idet de registrerede alternative behandlere får en eneret til at benytte titlen registreret alternativ behandler (RAB). Kravene er fastsat af den forening, som den alternative behandler er registreret i, idet der dog i lovgivningen bl.a. er stillet minimumskrav vedrørende den uddannelsesmæssige baggrund og foreningens regelsæt for god klinisk praksis.
Foreninger, der er godkendt af Sundhedsstyrelsen til at registrere alternative behandlere efter denne ordning, har en forpligtelse til at offentliggøre navnene på de alternative behandlere, de har registreret. Endvidere skal foreningerne offentliggøre foreningens regelsæt for god klinisk praksis og de uddannelseskrav foreningen stiller til de medlemmer, som foreningen registrerer. Herved har brugerne mulighed for at sætte sig ind i, om en alternativ behandler er registreret, under hvilke betingelser behandleren arbejder og på hvilken uddannelsesmæssig baggrund.
Endvidere giver registreringsordningen brugerne mulighed for at klage til et af de enkelte foreninger oprettet klageorgan over den behandling, de har fået af foreningens medlemmer, herunder over manglende overholdelse af foreningens regelsæt for god klinisk praksis.
Registreringsordningen er frivillig
Registreringsordningen er frivillig, hvilket indebærer, at alternative behandlere der enten ikke opfylder registreringskravene eller ikke ønsker at være omfattet af ordningen fortsat kan udøve alternativ behandling inden for lovgivningens rammer.
Titelbeskyttelse
Registrering medfører alene, at alternative behandlere, som ønsker det og opfylder kravene, kan blive registrerede i en godkendt forening og dermed benytte titlen registreret alternativ behandler (RAB).
Foreninger der er godkendt af Sundhedsstyrelsen til at registrere alternative behandlere
Kilde Sundhedsstyrelsen.
Denne fagbeskrivelse er oprettet d. 12.03.07