Der er situationer, hvor man ikke tilråder, at der indsættes implantater. Det er blandt andet, når man har fået konstateret kræft eller forstadier hertil, har en aktiv infektion i kroppen, er gravid, ammende, eller lider af autoimmune sygdomme såsom lupus eller scleroderma.
Herudover er der, som ved alle andre kirurgiske indgreb, risici for komplikationer ved disse operationer, såsom følgevirkninger af bedøvelsen, hævelser, rødme og blødning. Man kan opleve kraftige smerter, få betændelse i såret med længere sårheling til følge eller i sjældne tilfælde få blodansamlinger, som i nogle tilfælde operativt skal behandles.
Der er endvidere en række kortsigtede og længere sigtede risici for komplikationer, som man bør overveje, inden man træffer beslutning om at få operationen foretaget.
Ved en brystimplantatoperation kan der ske en beskadigelse af nerveforsyningen til brystvorteområdet, hvilket kan medføre en ændret følsomhed af området.
Den ændrede følsomhed kan bestå enten i en irritation af vorten eller en nedsat følsomhed. Følsomheden normaliseres ofte efter uger til måneder. Tilstanden kan dog i sjældne tilfælde være permanent og kan dermed komme til at påvirke ens sexliv og muligheden for at amme.
Noprede implantater kan i nogle tilfælde virke kraftigt irriterende på det omliggende væv, således at der opstår en vævsreaktion omkring implantatet, resulterende i produktion af vævsvæske omkring protesen. Dette kan give anledning til ubehag, men vil imidlertid med tiden forsvinde af sig selv. I få tilfælde kan vævsreaktionen dog medføre til vævsdød omkring implantatet, hvilket betyder, at det vil være nødvendig med yderligere operativt indgreb.
Der er endvidere komplikationer, som skyldes selve implantatet. Den alvorligste er infektion omkring implantatet. Hvis denne opstår, kan den alene i nogle tilfælde bekæmpes med kraftig antibiotika, idet betændelse omkring implantatet er sværere at behandle end betændelse i andet væv, da det ikke altid reagerer på antibiotika. Er infektionen meget voldsom, kan det blive nødvendigt at fjerne implantatet, vente til såret er helet, herefter afvente yderligere et par måneder, hvorefter der skal foretages et nyt indgreb med indlæggelse af et nyt implantat.
En anden komplikation er, at der kan gå hul på implantatet, om end dette sker meget sjældent. Risikoen stiger imidlertid med årene. Ved almindelige silikoneproteser siver silikonen ud i kapselhulrummet, idet implantathulrummet er omgivet af bindevæv, som silikone ikke kan trænge igennem. Med de nyere silikoneimplantater har man dog opnået, at silikonen ikke flyder ud af skallen, ej heller ved tryk på brystet.
Ved hul på saltvandsimplantater sker der i løbet af kort tid det, at indholdet af implantatet opsuges af kroppen og udskilles, hvorefter brystet vil miste sin fylde. Det vil således være nødvendigt med en yderligere operation for at fjerne implantatet med eventuelt indsættelse af et nyt implantat.
Nogle kvinder oplever, når der går hul på implantatet, stor ømhed, brændende smerter eller en følelsesløshed. Endvidere kan brystet til tider hæve, og der kan føles hårde knuder, som kan give anledning til bekymring.
På længere sigt er den hyppigste komplikation den såkaldte kapselstramning. Denne viser sig som forskellige grader af fasthed og ubehag, evt. asymmetri, som kræver et nyt kirurgisk indgreb. Omkring alle implantater danner der sig en bindevævskapsel. Hvis der kommer en kraftigere bindevævsdannelse i kapslen, bliver der dannet collagene fibre, som efterfølgende skrumper. Er denne kapsel tyk og skrumpningen kraftig, bliver implantatet deformt, så det virker kugleformet og hårdt og til tider desuden smertende. Ved en eventuel reoperation bliver implantatet taget ud, arvævskapslen fjernet, og implantatet genindsat med det samme eller på et senere tidspunkt.
Brystimplantater kan endvidere give anledning til problemer ved foretagelse af mammografi. Implantatet lægges nemlig altid således, at røntgenstrålerne ikke trænger igennem implantatet, hvilket kan betyde en forsinkelse af eller hindring for i tide at opdage brystkræft. Det gælder både silikone- og saltvandsimplantat. Der dog mulighed for at følge knuderne, da kirtelvævet ligger mere overfladisk end implantatet. Men da der som følge af indsættelsen af implantatet kan opstå calciumdepoter i vævet omkring implantaterne, kan det være svært at skelne disse fra knuder. De kan derfor fejlagtigt blive opfattet som værende mulige kræftknuder, som kan føre til, at man uden grund for foretaget biopsi m.v.
Endvidere kan implantatet med tiden rykke sig, således at et ellers kosmetisk godt resultat vil ende med en uensartethed. Det kan endvidere være, at såret ikke heler op, så der med tiden bliver et synligt ar.
Tobaksrygning kan endvidere påvirke det endelige resultat, idet rygning får de små blodkar, der forsyner vævet, til at trække sig sammen. Ligeledes kan der være en tendens til, at arrene bliver brede ved rygning. Risikoen for alvorlige blodpropper, som der er en lille risiko for ved alle operationer, øges ved tobaksrygning.
Man skal endvidere holde sig for øje, at brystimplantater ikke holder evigt. Man skal således indstille sig på, at man efter indsættelse af implantater skal aflægge adskillige lægebesøg, og sandsynligvis skal have foretaget yderligere indgreb.
De tyndvæggede silikoneimplantater har tendens til at blive møre efter 10 år, hvorfor man tilråder udskiftning hver 10. år. De fleste implantater i dag menes imidlertid at holde i ca. 15 år. Derfor er dog en almindelig indstilling hos mange læger, at det er en mindre operation at foretage en udskiftning, inden implantatet går i stykker, end det er at foretage en operativ fjernelse af et implantat, der er gået i stykker. Det tilrådes derfor, at man holder sig almindeligt orienteret igennem pressen og i øvrigt henvender sig til vurdering, når der er gået 10-15 år, eller hvis der skulle opstå forandringer i brystet.
Foruden risici for komplikationer ved en indsættelse af brystimplantater, bør man tillige overveje, hvilken form for implantat man ønsker, og hvor man ønsker at få lagt snittet.
Det er endvidere værd at overveje, hvem man vil have til at foretage indgrebet, da der findes mange udbydere.
Kvinder, som er i den fødedygtige alder, bør endvidere overveje, om de i forbindelse med en eventuel graviditet og fødsel ønsker at amme, idet indsættelsen af implantater kan berøre ens muligheder for at amme. Der er tillige endnu ikke tilstrækkelig kendskab til, om små mængder silikone, såfremt det siver ud af skallen, kan finde vej ind til mælken, og hvad en eventuel virkning heraf betyder for barnet.
Implantaterne kan endvidere ikke stoppe udviklingen af tendensen til at få hængebryster efter en graviditet og/eller amning.
Unge piger skal desuden have for øje, at man som kvinde tidligst er færdigudviklet i en alder af 18-20 år, og at man ved indsættelse af implantater kan påvirke denne udvikling.
Det skal endvidere tilføjes, at flere kvinder har haft svært ved efterfølgende at acceptere det kosmetiske resultat. Det kan skyldes, at brysterne fremstår som forskellige i størrelser eller asymmetriske.
Der er heller ingen garanti for, at resultatet af en operation bliver den samme som hos en eventuelt veninde eller som de billeder, man ofte ser, når man overvejer at få indsat implantater. Det afhænger nemlig ikke kun af type og størrelse af implantat, men mere blandt andet af den samlede helbredstilstand, af brystkonstruktionen og kropsbygningen, af helingsevne, samt af kirurgens evne og erfaring.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
"Vejledning af 22. marts 2004 om risici ved brystimplantater"
Teksten er offentliggjort d. 9/8- 2005