Gå til tandlægen
En vigtig del af at passe godt på sine tænder er at passe sine regelmæssige eftersyn hos en tandlæge. Tandlægen tjekker, om du har huller i tænderne, og om du har begyndende paradentose. Derudover kan regelmæssige besøg også have betydning for, at det bliver tidligere opdaget, hvis du har fået kræft i mundhulen. Oplever du tandproblemer, for eksempel smerter, skal du selvfølgelig også få bestilt en tid hos tandlægen hurtigst muligt, så du kan få den rette behandling og hjælp.
Børst tænder
Børst dine tænder to gange om dagen i 2 - 3 minutter, hvor du sørger for, at du får børstet alle tænderne grundigt, så plak og madrester bliver fjernet. Børst tænderne regelmæssigt om morgenen og om aftenen. Til tandbørstningen anbefales det at bruge en tandpasta med et indhold af fluor, da det beskytter dine tænder mod karies. Derudover anbefales det at skifte sin tandbørste jævnligt, da den mister sin effekt med tiden.
Brug tandtråd
Mange springer over at bruge tandtråd, men det er en rigtig god idé, hvis man ønsker at bevare sunde tænder og undgå huller. Det er svært at komme ind i mellem tænderne med sin tandbørste. Det er til gengæld nemt med tandtråd, som også er med til at forebygge tandsten i tænderne. Har du ikke brugt tandtråd i lang tid, kan du godt opleve, at tandkødet bløder, når du bruger det. Det er ikke farligt, men skyldes, at tandkødet bliver irriteret. Efter få ganges brug vil det ikke længere bløde.
Pas på de søde drikke
Mange ved godt, at det ikke er godt for tænderne at spise meget slik, men glemmer at tænke over de søde drikke, som de indtager. I drikke som sodavand, juice og saftevand er der meget syre og sukker, og indtag af disse øger risikoen for huller i tænderne. Vil du gerne drikke en sød drik, så drik den på kort tid eller af et sugerør frem for at drikke den i mange mindre slurke. Det kan nemlig give dine tænder syreskader.