Diskus er den bruskskive, der udgør ledforbindelsen mellem rygsøjlens hvirvler og som gør ryggen i stand til at bøje, dreje og vride. Den virker desuden som ryggens "støddæmper". Bruskskiven har to komponenter, bruskfibre og en geleagtig kerne. Bruskfibrene er formet i et meget stort antal ringe uden omkring hinanden, omtrent som vi kender det fra et løg. Fibrene løber i en ca. 45 graders vinkel, hvor hvert lag løber diagonalt modsat retning af hinanden. De omslutter kernen i midten. Kernen består af en tyk sirup, en geléagtig masse. Hos børn er den stor, og med alderen "tørrer" den gradvist ind, - vi siger at bruskskiven degenererer.
Når bruskskiven bliver udsat for et tryk, bliver kernen presset ud mod bruskfibrene, hvor den virker som en støddæmper og forhindrer at ryghvirvlerne presses direkte mod hinanden.
Hvis ryggen bliver udsat for forkerte belastninger, det kan bl.a. være gentagne dårlige arbejdsstillinger, fald på ryggen, tungt løft med samtidigt vrid, kan det medføre brud i bruskfibrene. Denne proces foregår normalt gradvist, efterhånden som svagheder i bruskfibrene opstår. Dette sker oftest i den bagerste del af bruskskiven, idet den her er svagest, og det medfører, at kernen presses ud mod kanten eller helt igennem bruskskiven - resultatet er en diskusprolaps.
Et menneske med diskusprolaps har ikke nødvendigvis smerter. Faktisk har 20% under 40 år og 27% over 40 år diskusprolaps uden at mærke noget til det. Man kan også godt have rygsmerter og diskusprolaps uden at smerterne stammer fra prolapsen. Diskusprolapser optræder oftest i lænden, mindre hyppigt i nakken og sjældent i brysthvirvelsøjlen.
En diskusprolaps kan "gøre ondt i ryggen" og kan yderligere resultere i tryk på rygmarvens nerverødder, hvor de løber ud gennem rygsøjlens sideåbninger. Symptomerne afhænger af hvor i ryggen prolapsen er indtrådt, og hvor i bruskfibrene. Diskusprolapser er hyppigst i lænden, hvor det oftest fornemmes som et lændehold efterfulgt af iskiassmerter på bagsiden af låret, i lægmusklen og hælen eller storetåen.
Er trykket mod nerven stært nok, kan det forårsage nedsat følesans og muskelkraft i de områder som nerven forsyner, det vil typisk være i un-derbenet eller foden. Det medfører besvær med at støtte på foden og manglende kraft i foden ved gang. Hvis trykket på nerven består gennem længere tid, kan der forekomme svind i underbenets og fodens muskler. Kiropraktoren stiller diagnosen udfra patientens sygehistorie og resultatet af den kliniske undersøgelse. Der tages normalt også røntgenbilleder. Så længe patienten ikke har lammelse omkring endetarmsåbningen, ikke har problemer med at tømme blæren eller holde på afføring, er der mulighed for kiropraktisk behandling. Denne kan bestå af traditionel kiropraktisk manipulationsbehandling eller den såkaldte fleksion-distraksions behandling, der er en speciel type strækbehandling netop på det sted, hvor prolapsen forekommer. Ved denne behandling opnås en kombination af et stræk på de omkringliggende bruskfibre og ledbånd, som presser kernen væk fra nerveroden og samtidig et undertryk i bruskskiven, hvorved kernen "suges" indefra. Åbningen mellem hvirvlerne omkring nerven kan forøges med op til 5 mm. Når trykket formindskes på nerven, vender den normale tilstand ofte gradvis tilbage.
Under behandlingen opnåes ofte en umiddelbar forbedring af symptomerne. Undersøgelser med det nyeste udstyr har vist, at prolapsen ikke altid fjernes, men en vis normalisering af bevægelsen i ryggen finder sted. Dette underbygger andre undersøgelser, der som før nævnt beskriver, hvordan man stadig godt kan have en diskusprolaps uden at have smerter.
I svære tilfælde, hvor det ikke er muligt at aflede trykket på nerven, vil patienten blive henvist, og en operation må da overvejes.
Hvis der stadig er ubehag efter en operation og prolapsen er fjernet, vil kiropraktisk behandling meget ofte også kunne hjælpe på symptomerne og bevægeligheden i ryggen. Senere i behandlingsforløbet er det vigtigt, at patienten lærer de rette arbejdsstillinger og vænner sig til en løfteteknik, der skåner ryggen.
Intensiv rygtræning, hvor rygmuskulaturens styrke og udholdenhed genoptrænes har vist sig at være et effektivt middel til at styrke ryggen, så patienten igen kan føre en aktiv tilværelse.
Et godt træningsprogram strækker sig over 3 måneder og man skal gøre klart, at de fleste patienter først vil se resultater efter 6-8 uger. Det kan synes lang tid, men forskningen viser at det er den tid det tager for muskler, sener, ledbånd og ledbrusk at styrkes. Belønningen af indsatsen er til gengæld særdeles god. Flere og flere kiropraktiske klinikker tilbyder nu også rygtræningsbehandling til deres patienter.
Forebyggelse er selvfølgelig altid det vigtigste. Rygbelastninger med gentagne og ensidige bevægelser, bøjede og forvredne arbejdsstillinger og stress i form of for højt arbejdstempo eller arbejdspres har udvist den stærkeste sammenhæng med smerter i ryg og lænd. Her kan kiropraktoren være behjælpelig med vejledning. Det har vist sig at fritidsmotion og træning har stor betydning som modvægt til rygproblemer, og at intensiv rygtræning er en af de bedste metoder til at opnå en stærkere og bedre ryg, således at man kan leve en aktiv og tilfredsstillende tilværelse.
Denne artikel er opdateret 16.02.06