Insulinresistens
Et af de store problemer ved PCOS er tendensen til at udvikle insulinresistens i musklerne. Insulinresistens betyder, at man har nedsat følsomhed for insulin.
Hvis muskelfølsomheden for insulin falder, svækkes evnen til at optage sukkeret fra blodet til musklerne, og blodsukkeret stiger. Bugspytkirtlen får besked om den manglende sukkeroptagelse i cellerne og producerer som kompensation øgede mængder insulin (hyperinsulinæmi), så sukkeret kan blive optaget alligevel. Det betyder, at insulinresistente PCO-patienter hele tiden har lidt forhøjet blodsukker og lidt forhøjet insulin. Det er imidlertid ikke altid højt nok til, at det opfattes som unormalt forhøjet i en blodprøve!
Hyperinsulinæmi
Den øgede mængde insulin bevirker forskellige ubalancer i kroppen:
- Leveren forstyrres i sin produktion af SHBG.
- Når SHBG falder tillades således en større mængde virksomt testosteron i blodet. Dvs. forhøjede androgener.
- Det høje insulin øger leverens nedbrydelse af glycogendepoter, da den tror den manglende sukkeroptagelse skyldes mangel på sukker, hvilket medfører øget blodsukker.
- Insulinet stimulerer optagelsen at den øgede sukkermængde til fedtvævet, især omkring maven.
- Insulinet overstimulerer de androgenproducerende celler i æggestokkene, hvilket bevirker, at androgener frigives fra æggestokkene til blodbanen samtidig med, at ægudviklingen går i stå.
Androgener
Den øgede mængde androgener fra lever og æggestokke omdannes i fedtvæv til østrogener - og jo mere fedtvæv der er, desto større konvertering til østrogen.
Disse østrogener forstyrrer hypofysens udsendelse af hormoner, og hermed den normale menstruationscyklus.
Det typiske billede ved PCO bliver derfor, at ægblærerne fint starter med at vokse, men når de når en størrelse på måske 10-12 mm, går de i stå og ægløsningen forstyrres. De små ægblærer ophobes i stedet og står på samme stadie i lang tid, indtil de til sidst går til grunde og en del af cellerne oplagres som stroma (væv) i æggestokken.
Som følge af den udeblevne ægløsning kommer der heller ikke menstruation til tiden. Faktisk kan der gå flere måneder mellem menstruationerne og hos nogle kvinder kommer der slet ikke menstruation, hvorfor denne skal sættes i gang med hormonpiller, fx. Perlutex eller P-piller.
De forhøjede androgener er også skyld i, at man som PCO har tendens til acne (uren hud), da androgenerne stimulerer talgkirtlerne.
Androgenerne stimulerer også hårsækkene og fremkalder hirsutisme, dvs. hårvækst på områder, som ellers er forbeholdt mænd. Der kan således ses øget hårvækst i skægområdet varierende fra dunagtig vækst til direkte skægagtig behåring, øget behåring på benene, pubesbehåring, der samler sig i en spids op mod navlen samt hårvækst omkring brystvorterne.
Tendensen til tyndt hår eller hårtab fra hovedbunden, alopeci, som jo ellers oftest ses hos mænd, skyldes også androgenerne.
Hvad har overvægt med PCO at gøre?
Ikke alle med PCOS er overvægtige. Faktisk er mere end 20% tynde eller normalvægtige. Det er dog en kendsgerning, at hvis man har PCOs, har man lettere ved at tage på, og bliver man overvægtig, kan det være lige netop det, der udløser yderligere symptomer, som er forbundet med syndromet. Således ser man ofte, at meget fysisk aktive PCO pigers PCOS bryder ud, når de lægger sporten på hylden og tager på i vægt.
Hvis man er overvægtig og har et lavt fysisk aktivitetsniveau, kan det i sig selv provokere til insulinresistens - også selvom man ikke har PCO fordi:
- Fra fedtvævet udskilles stoffer (TNF= Tumor necrosis factor) der hæmmer insulinfølsomheden i muskelceller. Og jo mere fedt, desto større hæmning.
- Ved muskelaktivitet udskilles stoffer (IL-6 = interleukin-6), som har en stimulerende virkning på insulinfølsomheden. Denne mangler, hvis man ikke bruger sine muskler.
Dette betyder også, at man kan blive insulinresistent, hvis man er tynd og inaktiv, og man kan forebygge insulinresistens, hvis man er overvægtig og samtidig dyrker meget motion. Hvis man er overvægtig sker der desuden en større omdannelse af androgener til østrogener i fedtvævet. Jo mere fedtvæv man har desto større omdannelse af androgener til østrogener og jo større forstyrrelse af hormonbalancen - (LH/FSH-ratioen).
Grunden til, at man som PCO-patient har øget tendens til udvikling af overvægt kan skyldes flere ting:
- Den nedsatte følsomhed overfor insulin gør at der produceres mere insulin. Da insulinresistensen ikke gælder fedtvævet, vil det høje insulin stimulere optagelsen af sukker i fedtvævet og dette sukker omdannes til yderligere fedtdepoter.
- Det forhøjede androgen stimulerer specielt det fedtvæv der ligger i bughulen mellem tarmene (det viscerale fedtvæv) til ekstra fedtophobning. Heraf kommer den øgede talje/hofte ratio, altså æble faconen. Dette forklarer også, hvorfor normalvægtige kvinder med PCO har tendens til at ophobe alt overskydende fedt omkring taljen.
- Insulin har betydning for en normal appetitregulering styret oppe fra hjernen, således at et højt insulin giver mæthedsfølelse.
- Insulinresistens i hjernen kan bevirke at hjernen bliver mindre følsom overfor insulinkoncentrationen, og herved svækkes mæthedsfølelsen, hvorved man føler større sult end kroppen har brug for og derfor udvikler overvægt.
Nu er det sådan, at det ikke er alle med insulinresistens i musklerne, der også er insulinresistente i hjernen, og det er måske forklaringen på at ca. 20% af kvinder med PCOS er tynde eller normalvægtige?