Skråstol Artikel

En skråstol kan for forældrene ofte være en bekvem løsning, men barnet har ikke godt af at sidde i den i længere tid.


Skråstolen er et godt hjælperedskab, når du skal lave noget praktisk. Du kan tage barnet med dig i stolen og samtidigt snakke med barnet og fortælle, hvad du laver.

Barnet kan sidde i skråstolen, ca. 1 måned gammelt, når det kan holde hovedet lige frem og er interesseret i at følge med i omgivelserne.

Hvis hovedet falder til siden, eller hvis barnet klynker, skal det tages op fra skråstolen.

Brug ikke stolen som barnepige, men som en ekstra arm ind imellem. Barnet må hellere sidde i stolen kortvarigt flere gange om dagen end i én lang periode.

Barnet bevæger ikke sin krop særligt meget, når det sidder i stolen, så det er vigtigt, at det får mulighed for også at bevæge sig på gulvet og være i menneskearme for at få forskellige former for stimulering i løbet af en dag.

Når barnet er ca. 4 måneder gammelt, begynder det at løfte hovedet op fra underlaget, enkelte børn kan løfte hovedet så kraftigt, at skråstolen følger med helt rundt. I den alder er det bedre at lade barnet ligge på gulvet.

Stil ikke stolen for langt væk, for den er god at have barnet i, når I starter på skemad.