Specielle prøver under graviditeten Artikel

Ultralydsscanningen er et ikke-invasivt værktøj, dvs. en undersøgelse der foregår udenfor kroppen. Undersøgelsen medfører ikke noget ubehag, omend de tidligste scanninger bliver gjort gennem skeden, hvilket kan være ubehageligt, men ikke smertefuldt. Her kan fosteret visualiseres på en skærm, ofte placeret så kvinden også selv kan følge med. Man undersøger her fosterets hjertelyd, dets anatomi, og herunder om der skulle være nogle defekter. Derudover undersøges mængden af fostervand og moderkagens placering. Endeligt fås information om termin og køn. Ultralydsteknologien anvendes også til nakkefoldsscanningen, der er et led i udredningen for børn med Downs syndrom . Denne udføres i første trimester fra starten af 11. uge til udgangen af 13. uge. I 18. uge kan desuden udføres en sen gennemscanning, hvor der scannes for faktorer, som kan føre til fosterdød sent i graviditeten.

Der findes forskellige biokemiske markører (hormoner/proteiner), for hvilke der analyseres med henblik på risikovurdering af misdannelser.
Doubletesten udføres i 8.-13. uge på en almindelig blodprøve. Der analyseres for PaPPA (Pregnancy associated plasma protein A) og beta-hCG (beta-humant choriogonadotropin). Disse er markører for Downs syndrom, såfremt de findes i bestemte koncentrationer.
Trippletesten udføres i 15. til 22 fulde uger. Her analyseres for AFP (alfa-foetoprotein), hCG og østradiol, der ligeledes i rette koncentrationer er et tegn på øget risiko for at føde et barn med Downs syndrom.

En af disse tests kombineret med ultralyd, giver en relativ god vurdering af risikoen for at bære et barn med Downs syndrom.

En fostervandsprøve kan udtages efter udgangen af 15. uge. Under ultralydsvejledning indføres en nål gennem huden på kvindens mave ind i livmoderen. Herefter trækkes noget fostervæske ud, og dette sendes til analyse. Cellerne, der trækkes ud her, dyrkes og kan analyseres efter 2-3 uger. Nogle specifikke kromosomfejl kan man hurtigt analysere for. Fordelen ved denne undersøgelse er, at det også er muligt at måle alfa-foetoprotein, der kan hjælpe til at vurdere risikoen for rygmarvsbrok . Ulempen er, at nogle resultater ofte først kommer sent.

Denne metode udføres i reglen tidligere i graviditeten fra 11. til 14. uge. Her indføres gennem skeden eller bugvæggen, under ultralydsvejledning, en nål i moderkagen, hvorefter noget materiale suges ud. Fordelen ved denne underøgelse er, at svaret foreligger hurtigere, og eventuelle abnormaliteter opdages således tidligere i graviditeten. Ulempen er en mulig øget risiko for spontan abort.

De to sidstnævnte, invasive metoder til diagnostik tilbydes til kvinder over 35 år, da de er i øget risiko for at få børn med Downs syndrom.

CTG er en grafisk fremstilling af véer og fosterets hjerterytme. Denne målemetode anvendes primært under fødslen for at overvåge fosterets tilstand under fødslen. Den kan imidlertid også anvendes tidligere i graviditeten, hvis man frygter at fosteret er akut truet. Under graviditeten bliver véerne målt med et bælte om kvindernes mave, og hjerterytmen med elektroder udenpå. Under fødslen monterer jordemoderen en elektrode på barnets skalp gennem kvindens skede. Således kan man under fødslen se barnets reaktion på kvindens véer, og herved vurdere om der er nogle reaktionsmønstre, der tyder på, at barnet er truet. En af de tilstande, der frygtes, og som man søger at diagnosticere med CTG er asfyksi , som er kvælning eller iltmangel hos fosteret. Ofte suppleres med en blodprøve fra barnet, der tages fra barnets skalp gennem kvindens skede.